Weekendavisen den 22. august 2014.
Sølvsuite. Athena Farrokhzads klogskab er skabt af eksilets livserfaringer.
Blegemiddel i syntaksen
Denne bog ligner et fad af rustfrit stål og fungerer som et sølvspejl for dit slørede ansigt. Der er ingen bagsidetekst og intet forfatterfoto. Forfatterens navn og bogens titel er præget stålgråt ned i omslaget, men hvad i alverden er det, der står? Vitsvit. Hvad betyder det? Forklaring følger.
Den iranskfødte svenske digter og kritiker Athena Farrokhzad (f. 1983) blev for en kort bemærkning i vinter berygtet-berømt i de litterære cirkler i Danmark, fordi hun om Yahya Hassan havde skrevet, at hans digte gik Dansk Folkepartis ærende. Desuden havde hun det sære standpunkt, at indvandrernes digte ikke kan anmeldes af os indfødte, fordi vi ikke har forudsætningen for at forstå dem. Det diskuterede man i det, der med et ret uskønt ord blev kaldt ‘hvidhedsdebatten’.
Nu kommer Athena Farrokhzads egne debutdigte så på dansk i Kamilla Löfströms og Liv Sejrbo Lidegaards velovervejede oversættelse, og digtene (som altså fandtes på svensk før hvidhedsdebatten) arbejder grundigt med den hvide farves symbolik. Mælk er et hypigt forekommende motiv, hentet i den tysk-rumænske digter Paul Celans ‘Dødsfuga’ (1945 ca.) med den berømte linje om den sorte dæmringsmælk, som Athena Farrokhzad citerer. Samtidig spekulerer Vitsvit i den sort-hvid-kontrast som et grafisk virkemiddel med tekstens hvide typer indlejret i sorte bjælker. Lyrikken bryder igennem censuren.
Kamilla Löfström og Liv Sejrbo Lidegaard har – fornuftigt nok – valgt at bevare den svenske titel på dansk, fordi dens pointe er uoversættelig. I en praktisk note forklarer de:
“Vitsvit er både en lyd og et nyt ord, der opstår, idet ordene ‘vit’ og ‘svit’ sættes sammen. ‘Vit’ betyder ‘hvid’, og ‘svit’ betyder ‘suite’ (‘en række af tematisk sammenhængende digte, malerier eller andre kunstværker) og desuden, på svensk, ‘følgesygdom’, mén” eller eftervirkning’. Man kan tillige opfatte Vitsvit som en sammensætning af ordene ‘vits’ og ‘vit’, hvilket kunne oversættes til ‘hvidshvid’ på dansk.”
Øh, her blev jeg hægtet af. Hvidsvid? Hvad betyder mon det? Ville det ikke give bedre mening at oversætte til Vitshvid, hvis man vil betone notens sidste pointe, eller er der noget, jeg helt har misforstået? Under alle omstændigheder synes jeg at Athena Farrokhzads flertydige titel står tilbage som en noget anstrengt og fortænkt neologisme.
Vitsvit er et stramt, lille stemmespil, hvor en datter, en mor, en far, en bror og en onkel taler i munden på hinanden. Vi er i Sverige blandt mennesker, hvis vugge stod i Iran. Som det hedder i bogens allerførste linje: “Min familie ankom hertil i en marxistisk idétradition”, altså som – antager jeg – kommunistiske flygtninge fra præstestyret engang i firserne. Videre hedder det, at moren fyldte huset med pyntenisser og “lod blegemidlet løbe gennem syntaksen”, så hendes stavelser blev “hvidere end en nordlandsk vinter”. For at det ikke skal være lyv, leder hun efter opskrifter og skræller kartofler “som om det var hendes historie der lå chiffreret i Janssons fristelse”. Så har selv den mest tungnemme vist forstået pointen (rent bortset fra: ‘chiffrere’, kan man sige det på dansk?).
Vitsvit er et polyfont familieportræt om eksilets konsekvenser: ambitionen om ‘hvidhed’, længslen efter det mistede hjemland. Det er særligt det sidste, der er interessant, også rent litterært. Athena Farrokhzad digter simpelthen bedre, når hun så at sige skriver i forlængelse af eksiltraditionen i verdenslitteraturen, og i den sørgmodige stil og stemning går der en lige linje tilbage til dem, der sad og græd ved Babylons floder:
“Min far sagde: Eftersom ingen der tilhører sig er blevet begravet i den her jord / tilhører den her jord ikke dig / Min mor sagde: Først når du begraver mig i den her jord / tilhører den her jord dig”
I samme tonefald er morens advarsel til broren: “Tag dig i agt for fremmede / Husk at du ikke har noget at vende tilbage til / hvis de skulle blive fjendtlige”. Og farens replik: “Din bror barberede sig inden skægget begyndte at vokse / Din bror så terroristens ansigt i spejlet / og ønskede sig et glattejern i julegave”. Mere integrationsdesperation.
Som man ser, har stemmerne en insisterende intensitet og en klogskab, der både er skabt af eksilets livserfaring og af de læsninger, som Athena Farrokhzad inkorporerer i sin egen digtning, for eksempel Paul Celan, der i sin Dødsfuga også selv citerede blandt andre Goethe.
Med dette litterære formgreb har digteren udelukkende replikken som værktøj og virkemiddel, og intet andet kan karakterisere familiemedlemmerne og deres indbyrdes relationer. Alligevel er tonefaldet ens, uanset hvem der taler, fordi alt er filtreret gennem digterens egen erindring og genfortælling. Der er intet ‘jeg’ i Vitsvit, bortset fra på den første side, hvor den eksilerede families fremmed(gjort)hed konstitueres. Derefter skriver Athena Farrokhzad udelukkende i citater, der indledes med “Min mor sagde:”, “Min far sagde:” o.s.v. Dybest set betyder det, at Vitsvit er en lang indre monolog forklædt som polyfoni.
Da Yahya Hassans digte udkom i fjor, var omslaget sort med hvid skrift, og det er fuldkommen samme grafiske pointe som bruges inde i Vitsvit. Det er så banalt, at det nærmest er kontraproduktivt. Forskellene ufortalt mellem de to digtere, er de altså visuelt beslægtede, og man håber lidt på et ikonoklastisk oprør med den simple symbolik. Men så er det jo, at omslaget på Vitsvit redder dagen. Det er nemlig i sølvspejlets diffuse ansigtsgenkendelse, vi skal finde nuancerne hinsides sort-hvidt. Måske det samme spejl, som ‘broren’ ser terroristens ansigt i?
Kun et stenhjerte kan ikke sympatisere med de følelser, der splitter og spolerer mennesker på flugt. Derfor er Athena Farrokhzads digte vigtige – men på ingen måde unikke – som vidnesbyrd.
Athena Farrokhzad: Vitsvit. Oversat fra svensk af Kamilla Löfström og Liv Sejrbo Lidegaard. 70 sider, 200 kr. Gyldendal.