Weekendavisen den 13. juni 2014.
Selvsatire. Astrid Saalbach har skrevet en roman i flere stilarter, hvor hovedperson hedder Astrid Saalbach.
Tre frisører søger fjerde frisør
Sidste efterår stod jeg på en coctailbar til noget litterært halløj og kæmpede for at få bartenderen til at mixe mig noget uden alkohol. Ved siden af mig stod Astrid Saalbach, som jeg kendte en lille bitte smule fra gamle dage, og hun ville også have noget uden sprut, så vi faldt i snak. Jeg spurgte, om hun var i gang med at skrive noget nyt. Ja, smilede hun. – En lille, ond roman.
Klapperslangen, hedder den, den lille onde roman, der udkommer i dag, og den er – udover ond – ganske mærkværdig sådan som den legesygt excellerer i parodiportrætter og autosatire, for nu at lancere en ny underkategori til tidens dominerende tendens: selvbeskrivelsen under eget navn.
Vor hovedperson hedder Astrid Saalbach og minder i mangt og meget om – Astrid Saalbach. Hun er dramatiker og romanforfatter, og hun har nu skrevet et nyt stykke, som hun forventer sig meget af. Desværre fik hun ikke skabt helt så meget røre og opmærksomhed, som hun havde håbet på med skuespillet Rødt og grønt om dansk ulandsbistand (som i virkelighedens verden blev opført i 2010), men nu forventer hun et nyt gennembrud på Folketeateret med Frisørerne. Forud venter flotte anmeldelser, priser, medaljer, anerkendelse.
Romanens Astrid Saalbach har høje tanker om sig selv og sin position i dansk og nordisk teaterliv, men hovmod står for fald. I hvert fald støder hun på store problemer da stykket skal antages. Det er både hendes agentur, Skandinaviske, og teaterchefen Jesper Hilton, der skaber problemer. Der er en slange i paradis.
Her vil folk med kendskab til teaterverdenen lige løfte et øjenbryn, for der findes jo et agentur, der hedder, ikke Skandinaviske, men Nordiska, og Folketeaterets chef hedder jo ikke Hilton, men Wilton. På samme måde er andre teaterchefer m.m. nødtørftigt camoufleret med en lille navneforvanskning. Kun Astrid Saalbach selv beholder sig helt eget navn i denne satiriske nøgleroman, og jo mere bekendt, man er med miljøet, jo mere vil man kunne genkende, og måske baserer romanen sig på en autentisk historie om en skuespil, som forfatter, forlag og teater ikke kunne enes om, hvad ved jeg, og i øvrigt kan vi være ligeglade, for romanen skal jo du’ i sig selv.
Historien om Frisørerne får vi i tilbageblik, mens vi følger Astrid på en rejse til Californien, hvor hun skal opholde sig på et Artist Residency, etableret af den velhavende videnskabsmand, kunstsamler og forfatter Carl Djerassi, en af hjernerne bag p-pillen, og vel at mærke ikke en fiktiv karakter, men et menneske fra den skinbarlige virkelighed. Hans historie er bemærkelsesværdig, og det samme er hans legatboliger til kunstnere, hvor Astrid Saalbach opholdt sig i foråret 2013. Jeg har læst og set billeder på nettet, det er imponerende.
Men hvad handler Frisørerne om, skuespillet, der skaber alle problemerne? Det handler om tre kvindelige frisører, der søger en fjerde frisør til deres fælles salon. En af kvinderne føler sig truet ved tanken om en yngre frisør, og foreslår at de vælger en mand. De er bøsser allesammen, siger en af de andre frisører. Frisørerne tror i øvrigt, at Sarajevo ligger i Holland. En af dem har sex med sin mand foran et webcam. Og så er stykkets eneste udlænding kriminel. Det er vist nok, hvad vi ved.
Vores indføring til skuespillet sker via en grotesk morsom samtale Astrid Saalbach har med en feministisk dramaturg på Stockholms Stadsteater, som meget energisk påpeger problemer med kvindesynet (frisørerne bør ikke fremstilles så udvidende at de tror at Sarajevo ligger i Holland!), homofobien (ikke alle mandlige bøssser er frisører!), den seksuel undertrykkelse (sex på webcam kan ikke være frivilligt!) og stigmatisering af udlændinge (de er ikke alle kriminelle!) i Frisørerne. Det er lige på kornet, meget morsomt, meget skarpt, sandsynligvis selvoplevet.
Romanen krydsklipper lige lovlig traditionelt – og nogen gange med en lidt umusisk rytme – mellem Californien og andedammen, og begge steder ligger noget uheldsvangert og lurer. Slangen i paradiset, som sagt. Det ene sted symbolsk, det andet sted konkret. Men begge steder fortoner truslernes konturer sig. Mens fjenden derhjemme i kulturlivet måske slet ikke ser ud, som Astrid Saalbach tror, er det farlige i den fascinerende og uheldsvangre californiske natur noget diffust, måske en mountain lion, måske noget andet?
Klapperslangen er skrevet i en underlig stilart, der veksler mellem nøgleromansatire, selvudleverende autofiktion og psykologisk naturdrama. Elementerne står til hinanden som tøjstykker i uafstemte farver, men den slags er moderne, har jeg hørt, for brudte helheder bærer sin egen skønhed, og i hvert fald evner Astrid Saalbach at skabe en tæt, scenisk stemning. Den vigtigste tekst, får vi dog kun indirekte – det er nemlig skuespillet, der lyder som en væsentlig politisk-moralsk stikpille, der kan sige noget klogt om menneskers angst for ensomhed, behov for fællesskab og om fordomme og forskellighed.
Læst som en kunstnerroman er Klapperslangen et interessant portræt af en dramatiker (der altså tilfældigvis hedder det samme som romanforfatteren), som er parat til at indgå voldomme kompromiser for at bevare sin plads og position. Som nøgleroman om teaterbranchen er der satirisk gods. Og så er der alt det farlige fra den californiske natur, som står og dirrer med en fin særhed, samt ikke mindst bekendtskabet med Djerassi-familien.
Jo, det er faktisk en ond, lille roman. Nu glæder jeg mig så bare til at Frisørerne, som bliver opført på Får302 til efteråret.
Astrid Saalbach: Klapperslangen. 192 sider, 180 kroner. Gyldendal.