Velkommen hjem

Weekendavisen den 2. august 2013.

Kommentar. Zenia Stampe erklærer krigen for tabt. Veteranen Jimmy Solgaard skriver et rørende svar. Danskerne er splittede. Soldaterne pakker sammen.

De danske Afghanistan-soldater vender nu hjem til en nation, der er splittet i synet på krigen. Men uanset hvad man måtte mene om politikernes beslutning om at sende danske tropper ind i den afghanske ørken i 2002, må man modtage soldaterne med stor anerkendelse.

Spørgsmålet er, om vi er godt nok rustet til at forstå veteranerne, der nu skal lægge deres battle mind fra sig og leve et almindeligt hverdagsliv i eller udenfor militæret. Det gælder naturligvis først og fremmest de soldater, der lider af posttraumatisk stress. Men også dem, der kommer bedre rustede hjem med den oversete positive diagnose, posttraumatisk vækst.

Nyttede krigen noget? Mens en ny undersøgelse viser, at danskerne tvivler grundigt, er soldaterne nødt til at tro på, at deres arbejde med livet som indsats gav mening. Se bare det dybt interessante og rørende indlæg som den fhv. Afghanistan-finskytte og nuværende journaliststuderende, Jimmy Solgaard, skrev i Politiken i sidste uge som svar på den radikale politikers Zenia Stampes dødsdom over den danske krigsdeltagelse:

“Jeg er uenig med dig i, at vi allerede nu kan erklære krigen for tabt. Men det er mit soldaterhjerte, der taler. Jeg vil så gerne have, at det, Folketinget har sendt mig og mine kammerater ud i, ikke har været forgæves.”

Dette ønske lyder som en besværgelse, og Jimmy Solgaard har måske en grim fornemmelse af, at Zenia Stampe kan have fat i den lange ende. Men hvis hun har ret, har Jimmy dræbt talebanere forgæves, ligesom de danske soldater er døde for ingenting. Det er en uudholdelig tanke for enhver soldat. Derfor har jeg enorm respekt for den åbenhed, han lægger for dagen:

“Jeg håber, at Danmark og danskerne vil tage imod veteranerne, spørge os, tale med os, blive ved med at diskutere med os. Det vil vi gerne. For det skylder vi jer, og I skylder os den samtale.”

Jimmy Solgaard virker som en soldat, der er kommet stærk hjem fra Afghanistan, og han kan givetvis bruge sine krigserfaringer i sin fremtidige karriere som journalist. Dermed hører han til gruppen af soldater, cirka hver tredje, der kommer hjem med posttraumatisk vækst, og nu inviterer han til den svære samtale om krigens nytteværdi med en politisk modstander. Hatten af for det.

I sidste uge offentliggjorde Politiken og TV2 en undersøgelse, der viste i hvor høj grad danskerne er uafklarede og ambivalente i deres holdning til krigen:

55% af de adspurgte mener at risikoen for at international terrorisme vil ramme Danmark, er blevet øget ved vores engagement i Afghanistan (og Irak), og kun 4 % mener at risikoen er blevet mindsket. Det er mildest talt dårlige opinionstal for en krig, der blev lanceret som et korstog mod netop terror, og konklusionen må være, at krigens mål dermed ikke er nået i danskernes øjne.

Hele 45 % mener, at Natos krigsindsats har forbedret Afghanistans fremtid, mens kun 8 % mener at landets fremtid er forværret (og 37 % mener hverken eller). Tallene er overraskende pæne, fordi det jo er et faktum, at Taleban spiller en i stigende grad vigtig rolle i landet.

Pænt mange, 53 %, mener, at de har et “klart billede” af målene med den danske krigsdeltagelse, mens blot 29 % mener, at krigsindsatsen har været de menneskelige og økonomiske omkostninger værd. Lige præcis 50% mener, at det ikke har været indsatsen værd (de sidste 21 % har ingen mening eller mener hverken eller). Her tillader jeg mig at håbe, at respondenterne lægger mere vægt på menneskeliv end på milliarder. Som bekendt er 43 danske soldater døde.

At under en trediedel af danskerne mener, at krigsdeltagelsen har været de menneskelige omkostninger værd, ser jeg som et udtryk for sand solidaritet og medfølelse med de efterladte, der har mistet mænd, kærester og sønner (og en enkelt datter). Alt i alt kan undersøgelsen aflæses som en skeptisk befolknings tvivl efter 12 år under politiske paroler, som det er svært at se indfriet.

Soldaterne selv har brug for en bred anerkendelse af deres indsats i Afghanistan, og i Politiken udtrykker formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Vinther, derfor en vis bekymring over undersøgelsens tal: “Det er altid godt for soldater at have opbakning i befolkningen. Målingen kunne tyde på, at mine medlemmer skal til at forsvare deres indsats til familiemiddage, og det kan godt blive lidt trættende,” siger han.

Hvilken skrækkelig ironi. Først må soldaterne forsvare sig selv og vesten ude på slagmarken, dernæst må de forsvare sig selv og krigen ved middagsbordet.

Soldaterne pakker sammen, bortset fra de 300, der skal blive i Afghanistan til udgangen af næste år. Jeg kender ingen af dem. Jeg deltager ikke i hjemkomstparader. Jeg har ingen gul sløjfe. Jeg føler mig ikke engang sikker på, at de har kæmpet krigen for mig, og selvom jeg kender argumenterne for krigens nytteværdi, kender jeg også dem imod, og jeg har mere end svært ved at se, at Taleban er væk – de nærmer sig tværtimod magten – og at kampen mod terror er vundet.

Muligvis har fhv. udenrigsminister Per Stig Møller ret, når han i dag siger, at de danske soldater mistede livet “for at forhindre et krigerisk kalifat, hvis formål var det endelige opgør med os, den vestlige civilisation”. Men muligvis er det en selvretfærdig efterrationalisering, når man tager beslutningsgrundlaget for krigen i betragtning. Her hed det, at Taleban havde mistet magten og var reduceret til få lommer. Så kom invasionen, og så voksede modstanden, hvilket betyder at den danske vurdering af situationen var helt forkert. Dermed er krigen en forventelig fiasko.

Men det er ikke soldaternes skyld. De har udført et professionelt og uhyre vanskeligt job, som politikerne har sendt dem ud på, og at de har gjort det med livet som indsats. Det kan man kun have respekt for, og derfor bør vi hilse hver og en velkommen hjem.