Weekendavisen den 12. juli 2013.
Interview. “Vi skal tage det intellektuelle stress ud af litteraturen og betragte den som historier om livet.” Namita Gokhale står bag succesrig festival i Jaipur, Indien.
“Når der er politisk og diplomatisk krise mellem to lande, skal kultur bruges som brobygger og en vej til forståelse. Derfor er kultur ved at blive det nye politik.”
Det siger den 57-årige indiske forfatter og litteraturfestival-entreprenør Namita Gokhale, der for nylig har været gæst hos Det Danske Kulturinstitut under kulturudvekslingsprogrammet “India Today Copenhagen Tomorrow”. Den diplomatiske krise, hun sigter til, handler naturligvis om våbensmugleren Niels Holck, som Danmark ikke vil udlevere til retsforfølgelse i Indien.
En række danske virksomheder, kulturinstitutioner og universiteter har stået bag “India Today Copenhagen Tomorrow” med erhvervsfremstød, kunstudstillinger m.m. på initiativ af Holck-Larsen Fonden, der har sine rødder i ingeniørvirksomheden Larsen & Toubro Ltd., som blev grundlagt i Bombay i 1937 af danskeren Henning Holck-Larsen. I dag er det en af Indiens største virksomhedskonglomerater med en omsætning på næsten 12 milliarder dollars.
Nu er kulturudvekslingsprogrammet forbi, men forude venter genbesøg af danske kunstnere i Indien, blandt andet arbejdes der på at en gruppe danske forfattere skal deltage i Jaipur Literature Festival, som Namita Gokhale er leder af. Faktisk annoncerede “India Today Copenhagen Tomorrow” allerede i august i fjor at Carsten Jensen, Kirsten Thorup og Astrid Saalbach skulle have været på programmet i januar 2013, men det blev altså ikke til noget.
Namita Gokhale siger at aflysningen af danskernes besøg ikke skyldes diplomatiske kurrer på tråden. Hun vil ikke tale om det politiske forhold mellem Danmark og Indien, men hun understreger at Indien har zero tolerance overfor våbensmugling, fordi der gennem årene er sket mange terrorhandlinger og politiske attentater. Det gælder ikke kun i Niels Holcks sag. En kendt filminstruktør fik en hård dom for at have våben i sit hjem, siger hun.
Når de danske forfattere ikke kom med i år, siger Namita Gokhale, skyldes det at der er mange tusinde detaljer, der skal gå op i en højere helhed, når festivalprogrammet lægges, og at brikker ikke nåede at falde på plads. Men i 2014 skal det gerne lykkes. I den kommende tid vil Namita Gokhale lægge program for dansk deltagelse i Jaipur og på nogle af de andre litteraturfestivaler i Sydøstasien, som hun er rådgiver for. Hvem, der deltager hvor, kommer blandt andet an på forfatternes interesser og festivalernes profil, fortæller hun.
Jaipur Literature Festival er en succeshistorie ud over enhver grænse. Siden den så dagens lys første gang i 2006 er den vokset stødt. Publikum strømmer til fra nær og fjern. Sidste år var der 76.000 gæster over fem dage, og mange kom igen dag efter dag, så publikumstallet i alt nåede 180.000. Takket være mange sponsorer, er det gratis at deltage.
Også forfattere fra hele verden rejser til Jaipur, som har haft besøg af Nobelprisvindere som nigerianske Wole Soyinka og sydafrikanske J.M. Coetzee. Sidste år kom også talkshowdronningen Oprah Winfrey forbi, for at fortælle om, hvordan hun søger at stimulere interesse for litteratur og læseglæde med den bogklub, der bærer hendes navn. Desuden satte festivalen spot på Buddah som litterær figur, og udover en masse skønlitterære forfattere, der har skrevet romaner m.m.om tyksakken, kom også Dalai Lama og talte om religion og litteratur.
“Det har været overvældende for os, at se hvordan festivalen er vokset år for år. Da jeg begyndte på planlægningen det første år, troede min familie at jeg var blevet tosset eller besat. Til sidst forbød de mig at sige ordene ‘Jaipur’ og ‘litteratur’ i samme sætning!”
Men Namita Gokhale og hendes kollega, den skotske forfatter William Dalrymple (hvis far i øvrigt var fætter til Virginia Woolf!), havde fat i den lange ende. Festivalen bed sig fast:
“I 2009 gik det op for mig, hvor stor en begivenhed den var blevet. Jeg kalder det vores Woodstock moment. Og ikke for at lyde religiøs og new age-agtig, men festivalen i 2011 blev kendt som litteraturens svar på hinduernes religiøse valfart til Ganges ved helligdagene Kumbh Mela, hvor millioner af mennesker deltager i verdens største religiøse samling,” siger Namita Gokhale.
Hun betragter interessen for litteratur og for festivalens debatter og seminarer som en logisk del af den indiske historie med public dialogue:
“Vi har en lang tradition for at sige, hvad vi vil. Det er, synes jeg, skønt når ingen er enige med hinanden. Men i Indien kan man også nemt blive fornærmet, og som jeg plejer at sige: Retten til at føle sig krænket står meget stærkt! Derfor bliver udtalelser i den offentlige debat ikke sjældent fulgt op af sagsanlæg, og sådan er det også på festivalen, for hvad der sker i Jaipur, giver genlyd i hele Indien” siger Namita Gokhale.
Og Jaipur Literature Fesitval giver også genlyd på andre måder, både i og udenfor Indien. Arrangøren fortæller, ikke uden stolthed:
“Det har altid været vigtigt for Indien at blive anerkendt af den vestlige verdens medier, intellektuelle og universiteter. Lige nu er Indien fuld af selvtillid, og vi ønsker at tiltrække det bedste fra hele verden. Som forfatteren Aminatta Forna, der er født i Skotland, opvokset i Sierra Leone og England og gennem flere år bosat i Iran, Thailand og Zambia, har sagt, så er centrum flyttet. Det kunne vi også mærke på Jaipur Literature Festival, da MAN Booker Prize besluttede at bruge vores festival som stedet, hvor de offentliggjorde deres shortlist.”
Festivalen har samtidig inspireret andre indiske delstater:
“Lige nu er der 45 litteraturfestivaler over hele Indien, og de er vokset frem som reaktion på vores succes. Samtidig spreder det sig til andre dele af Sydøstasien. Sri Lanka og Pakistan har også fået litteraturfestivaler, og lige nu er jeg selv i gang med at rådgive i Buthan og Burma, hvor der også er noget på vej,” fortæller Namita Gokhale, der har et vigtigt grundprincip for sit arbejde:
“Festivalerne skal på den ene side være internationale, fordi litteratur er grænseoverskridende, men på den anden side er det afgørende, at de også er for lokale forfattere, der skriver på lokale sprog. Derfor sætter vi næste år særligt fokus på truede sprog. Det er vigtigt at vi ikke betrager litteratur som en akademisk disciplin. Vi skal tage det intellektuelle stress ud af litteraturen og betragte den som historier om livet. Vi mennesker er jo hinandens historier og liv, og derfor sammenligner jeg også festivalen i 2014 med en banyan-træ med stærke rødder, der forgrener sig som et symbol på litteraturens bredde og uafhængighed.”
Hvem der forventes at deltage på Jaipur Literature Festival til januar, vil Namita Gokhale ikke løfte sløret for endnu:
“Nej! Det er very secret. Vi vil gerne inspirere andre festivaler, men vi har opdaget af de også kopierer os, og derfor vil vi gerne have nyhederne for os selv.”