Kommentar i Weekendavisen den 30. december 2011.
Terror 2012? Det er ikke kun den europæiske valuta, der er i en slem forfatning. Det er ikke kun det politiske samarbejde, der knager.
Den 13. december 2011 kl. 12.30 gik to mordere grassat to forskellige steder i Europa:
Den ene var Nordine Amrani, der skød vildt omkring sig i på en plads i Liège i Belgien, hvor seks blev dræbt og flere end 120 såret. Gerningsmanden begik selvmord. Den anden var Gianluca Casseri, der nøjagtig samtidig likviderede to senegalesiske gadesælgere og sårede tre andre på en markedsplads i Firenze i Italien. Også her begik gerningsmanden selvmord.
Mens tragedien fra Liège fyldte meget i danske medier, var der stort set tavshed om drabene i Firenze. Hvorfor? Jeg har ledt efter en grund, forgæves. For det handler vel ikke kun om ofrenes antal. Det giver ingen mening. Gerningsmændenes motiver er vel afgørende.
I Belgien udelukkede politiet med det samme, at der skulle være tale om politisk terror – der var ikke tale en islamistisk ekstremist, som man ellers nemt kunne antage, men om en skydegal karriereforbryder, der i forvejen var godt kendt af politiet for ulovlige våbenhandler.
I Italien konstaterede politiet med det samme, at drabene var politiske og racistiske – modsat dem i Liège. Gianluca Casseri var medlem af den højreekstreme organisation Casa Pound, en erklæret og overbevist nationalistisk modstander af det multikulturelle samfund.
Så hvorfor fyldte historien i Firenze ikke det samme i medierne som historien i Liège? Kan det være noget så simpelt, som manglende identifikation med ofrene? Efter Anders Behring Breviks terrormassedrab på 77 mennesker i Oslo og på Utøya, sørgede vi danskere med nordmændene i månedsvis, for ofrene var jo ganske som os. Efter drabene i Liège dyrkede vi historien i et døgns tid, for ofrene var jo kun nærmest som os, ikke et broderfolk. Efter drabene i Firenze opdagede vi ingenting, for det skete i Europas bananrepublik nummero uno og ofrene var slet ikke som os, men menneskeligt smuglergods fra det fortabte Afrika. Kan det være derfor?
De to tragedier på to forskellige torve i to forskellige europæiske byer på samme tid bragte begge mindelser til sommerens norske ekstremtragedie, men kun drabsmanden i Firenze er ideologisk beslægtet med Anders Behring Breivik. I begge tilfælde var gerningsmanden højreradikal. I Liège var han ganske vist araber, men ikke islamist, hans gerning var kriminel uden at være religiøs eller politisk. Måske mere i slægt med de ikke-ideologiske high school shootings, som især har ramt amerikansk ungdom, men også kendes fra Finland og Danmark?
At ideologiske terrorister vil angribe mål i Europa i islams navn, ved vi. At Danmark er i risikozonen på grund af Muhammed-tegningerne og vores krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan lever vi med i hverdagen uden at tænke for meget over det. Derfor må vi også være taknemmelige, når antiterrorovervågningen fungerer, så der her i december kunne falde dom over den gruppe, der ifølge politiet havde planer om at trænge ind på Jyllands-Postens redaktion med et maskingevær og dræbe i flæng som hævn for Kurt Westergaards tegning af profeten med bomben i turbanen.
Terrorisme udtænkes og udføres ikke kun af store organisationer. Det så vi bl.a. ved de to bomber i Stockholms julehandel i 2010. Det har vi set igen med de højreradikale soloterrorister. For truslen om terror kommer ikke kun fra islamisterne, men det opdagede nordmændene for sent. Derfor gik Politiets Efterretningstjeneste i Danmark i gang med at overvåge det højreradikale Danmark nærmere, og i november udkom en rapport, hvori der stod, at en “del af det højreekstremistiske miljø forbereder sig på en fremtidig racekrig i Danmark og i den forbindelse er villig til at bruge vold”. Ganske vist, siger PET, er der på nuværende tidspunkt kun “et begrænset antal personer, som har voldelig intention og kapacitet til at udgøre en sikkerhedsmæssig trussel.”
Midt i beroligelsen, må man dog konstatere, at der kun skal én enkelt galt determineret mand og hans våben til at udføre vilkårlige gadehenrettelser, som kan inficere en by med frygt. Solo-terrorismen er tidens trussel, også den udført af såkaldt hjemmegroede, herunder folk fra den ekstreme højreradikale og racistiske fløj – ja, også fra venstrefløjsfolk, der dog ikke slår ihjel, men forsøger at angribe bygninger. I underlig ubemærkethed verserer netop nu en sag med en gruppe, der har forsøgt at sætte ild til bl.a. Politiskolen og angiveligt ville angribe Christiansborg.
Det politiske og religiøse terror kan ikke forhindres, men den kan begrænses. Det grundlæggende skisma er spørgsmålet om hvor meget frihed vi vil afgive i bytte for (forestillingen om) øget sikkerhed. Noget tyder på, at vi er rede til at afgive ikke så lidt. Så længe efterretningstjenesterne kan stoppe terror i opløbet, har de offentlighedens opbakning, og så bekymrer vi os ikke om øget overvågning. Det er ganske nysprogsagtigt: Ufrihed er frihed.
Når man ser på 2011’s katalog over europæisk terrorisme og vilkårlig dødsvold, finder man ingen støtte til håbet om 2012 som et terrorfrit år. Tværtimod kan man frygte, at den politiske vold, der spekulerer i skræk og destabilisering af ellers sunde samfund, kontaminerer kriminelle miljøer og inspirerer forbrydere til mere organisationsløs massevold.
Anders Behring Breiviks og Gianluca Casseris højreradikale massedrab kan måske være isolerede mænds psykopatiske galmandsgerninger, men de er under enhver omstændighed symptomer på en racistisk tendens i Europa (ganske som fundamentalistiske muslimers terror er symptom på en anti-vestlig facistisk tendens blandt islamisterne), som synes at være stadig dybere forankret i magtfulde politiske kulturer i bl.a. Italien og Ungarn, hvor antisemitisme og angreb på romabefolkningen sættes i system og griber om sig. Et par dage før Gianluca Casseris drab på senegaleserne, satte en menneskemængde på 500 ild til 150 romaers beboelse nær Torino, fordi en ung italiensk pige havde anklaget en romadreng for voldtægt. Anklagen var falsk, pigen havde haft frivillig sex med sin kæreste, men hendes løgn bragte høtyvene og faklerne på march.
Det er ikke kun den europæiske valuta, der er i en slem forfatning. Det er ikke kun det politiske samarbejde, der knager. Det er også den mellemmenneskelige sameksistens. Da Norges statsminister Jens Stoltenberg i de sorgfulde sommerdage efter højreterrorens ankomst til Oslo og Utøya måtte træffe et afgørende valg om den retorik, der skulle være emblem for hans lands sorgproces, satte han hårdt mod hårdt – med bløde værdier. Han sagde, at Norge ville møde terroren med mere åbenhed, mere demokrati og mere humanisme. Dét var sandsynligvis det mest nødvendige og modige politiske standpunkt i 2011. Sært nok også det ledige standpunkt.
Et nytårsforsæt for 2012: Mere europæisk humanisme, hjemmegroet.