Sonja Vesterholt: Hunden er rask

Anmeldelse i Weekendavisen den 6. maj 2011.

Sovjet. Hunden er rask, men katten døde! Sonja Vesterholts erindringer er vigtige vidnesbyrd.

Der er intet at frygte

I middelalderen brugte man naturligvis kun levende lys på teaterscenerne, og hvis der opstod brand, sænkede man et et jerntæppe mellem scenen og publikum.

Det fortæller dokumentarfilminstruktøren Sonja Vesterholt (som blev interviewet her i avisen i sidste uge) i sin fine erindringsbog, Hunden er rask. Fortællinger fra mit liv i Sovjet. Og måske var det den middelalderlige brandsikring, Winston Churchill tænkte på, da han engang i 1940’erne brugte netop ordet ‘jerntæppe’ om det, der adskilte Sovjetunionen fra Vesten?

Bag dette jerntæppe voksede Sonja Vesterholt op under beskedne kår. Hun passer sin mor, der er lam. Faren har forladt sin syge kone til fordel for en anden kvinde. Men den russiske livsopholdelsesdrift fornægter sig ikke, og familiens fortid sætter tilværelsens vilkår i relief: Sonjas mor havde mirakuløst overlevet vinterbelejringen af Leningrad under 2. Verdenskrig, hvor hun engang havde tilberedt et sandt festmåltid af en kat, de fangede på gaden!

Som ung møder Sonja en dansk mand, der studerer slaviske sprog og er på studieophold i Leningrad. De bliver forelskede og gifter sig i en fart, hvorefter Sonja får mulighed for at rejse ud af det lukkede Sovjetunionen og begynde en ny tilværelse i den frie verden. Men inden Sonja får udrejsetilladelse, bor hun i en periode sammen med sin mand, hvor de er under konstant overvågning af KGB, der kal forhindre ”udslip af negativ information til udlandet” fra det ekstremt undertrykkende regime, der ikke magter at brødføde sin egen befolkning.

Hunden er rask er en utrolig velvalgt titel til disse erindringer, fordi den både skildrer den paranoia og humor, som rammede Sovjet-borgerens tilværelse ind: I 1952 bliver Sonja bidt af en hund mens hun er på ferie hos sin moster i Litauen, og af frygt for hundegalskab, skal pigen i den kommene tid have fyrre indsprøjtninger i maven. Hjemme i Leningrad bliver Sonjas mor en dag ringet op og beordret ned på posthuset. Fuld af frygt – uden at vide hvad hun skal frygte – tager hun af sted sammen med den lille pige. På posthuset bliver hun konfronteret af to KGB-folk, der sidder med et telegram til hende fra søsteren: Hunden er rask, står der. Nu vil de vide, hvad den kode dækker over. Men sagen er jo bare, at – hunden er rask! Ingen frygt for hundegalskab! Sonja viser sin mave med de mange vaccinationsstik frem, og KGB lader dem slippe. ”Hunden er rask” bliver familiens motto. Oversat betyder det: ”Der er intet at frygte”.

Sonja Vesterholts erindringer er skrevet i samarbejde med freelanceskribent Britta Sørensen, og hun har vel bidraget med skriveteknisk håndelag, men der er sandt for dyden ikke tale om stor litteratur (og hvorfor skal ganske almindelige tekststykker fremhæves i uskønne indramninger som faktabokse i en akademisk fagbog?). Bogens umiskendelige kvaliteter ligger i beskrivelserne af det levede liv bag jerntæppet, i de mindeværdige skæbnehistorier og i Sonja Vesterholts evne til at huske i perspektiv – og selvom der ikke er noget som helst nyt under Sovjet-solen, bringer Sonja Vesterholt vigtige vidnesbyrd fra et grusom og grotesk tid.

Der står på bogen at Herbert Pundik har skrevet efterskrift, men det er nu at tage munden for fuld. Der er derimod tale om en udskrift af en ordveksling mellem Pundik og Sonja Vesterholt om det at være immigrant i Danmark. Det er sympatisk, men også sært rutinepræget og i virkeligheden ganske overflødigt.

Sonja Vesterholt: Hunden er rask. Fortællinger fra mit liv i Sovjet. I samarbejde med Britta Sørensen. 241 sider, 259 kr. Gyldendal.