Josefine Klougart: Hallerne

Anmeldelse i Weekendavisen den 28. januar 2011.

Hal og ræv. Josefine Klougarts nye roman er sanset skønskrift uden tydelig handling.

Hendes krop var et værksted

Josefine Klougarts debutroman fra i fjor, Stigninger og fald, havde to problemer: For det første skulle man lede med mikroskop efter synlig handling, og for det andet brugte den teknisk stil- og sprogsikre forfatter to eller tre sansebeskrivelser, hvor hun nok burde nøjes med én. De problemer udvikler hun til sit varemærke i forfatterskabets anden roman, Hallerne.

Et navnløst par bor sammen sig i en københavnsk lejlighed, hvor han udsætter hende for en seksuel ydmygelse, som hun tilsyneladende både lider under og accepterer. Han er universitetsansat, hun er en kvinde uden selvstændig identitet, ja det hedder oven i købet, at hun aldrig havde kendt nogen, men at han overtog hende, hvor hendes mor slap.

I parrets fysiske magtspil neutraliserer manden kvindens personlighed ved at dække hendes ansigt til med et tørklæde, når han trænger op i hende. På første side presser han hendes hoved ned i puden, mens han smører sin pik ind i creme. Og samtidig bliver romanens titel- og kodeord introduceret: ”Kvinden løber som ild gennem hallerne.”

Derfra svulmer teksten med haller i alle afskygninger, f.eks.: Stuerne lyder som øde haller. Mandens krop er en hal med ferskt kød. Kvindekroppen er en tom hal. Der er en grøn og hidsig latter i hallerne. Det brænder næsten altid et sted i hallerne. Hallerne åbne sletter, hvor intet står i vejen for frosten. Hallerne et blik. Der er en lytten i hallerne som efter marv og ben. Hendes kropshal befolkes af trin. Hallerne runger. Det er altid nat i hallerne. Det er altid dag i hallerne. Der er fejet i de haller, mandens bevidsthed er…

Hallerne er altså både billedet på lejligheden og personerne, og symboler på den destruktive seksualitet, den følelsesmæssige tomhed og brutalitet og de kuldslåede mentale tilstande, som manden og kvinden befinder sig i. Den kode er det ikke svært at bryde. Men der er så lidt handling og så mange haller, at man bliver overfølsom, og begynder at registrere dem. Dermed bliver romanens bærende symbol reduceret fra noget originalt til noget anstrengt.

Som sagt har Josefine Klougart gjort det til et varemærke, at bruge to eller tre sansende beskrivelser, hvor hun kunne nøjes med én, se bare disse eksempler:

”Hendes krop var et værksted, en åben plads, et ingenmandsland.”

”Hun hører hans skridt længe efter, de er holdt op med at have lyd. Broer og bygninger ses længe efter, de er styrtet, pladser runger efter linjer i luften, der var.”

”Hans øjne er overalt på kvinden, hans blik er et stillads, der truer med at kvæle hende, en efeu, som forhindrer murværket i at ånde.”

Det bliver slet og ret for meget af det gode sprog, som Josefine Klougart så tydeligt har i sin magt, men paradoksalt nok ikke nænner at give slip på i tide. I Hallerne er den slebne prosa oven i købet tilsat nogle lyrisk-leksikale københavnske topografibeskrivelser, hvis betydning er uklar, og et anstrengt Europa-symbol, der pludselig forvilder sig ind i teksten: ”Er kvinden et rum i Europa. Er kvinden en måde at tænke på. Helt konkret, et rum, kropshallen. Runger kropshallerne, gungrer de under fødderne, hvilke. Mandens fødder. Med machetefægtning for brystet, er manden et rum. Ham, som overvejer at holde hende nede med én hånd. På knæ.”

Et andet massivt repeteret symbol, er ræven. I Josefine Klougarts Stigninger og fald (der så omdiskuteret er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris), og i hendes lille kortprosatekst Den vind man manglede (forlaget [FINGERPRINT], 2010), dukker der også en ræv op i teksten. Ræven står, antager jeg, for en klassisk snu og svigefuld falskhed og farlighed, men i Hallerne bliver den – ganske som titelsymbolet – brugt så ofte, at man bliver skeptisk.

Josefine Klougart vil beskrive det seksuelle bytteforhold mellem manden og kvinden, hvor hun er fastholdt i rollen som offer, og han er fastholdt i rollen som undertrykker. Forfatteren selv pantsætter plottet til fordel for sproget, og det gør hun med en upåklagelig konsekvens. Der hviler en absolut elegance over hendes skønskrift uden tydelig handling – men også en overhængende fare for langhalm og kunst-nerisk paradeskrivning.

Josefine Klougart: Hallerne. 150 sider, 250 kr. Rosinante.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *