Kulturkampens sponsorbørn

Kommentar i Weekendavisen den 8. juli 2011.

Kommentar. Moderne filantropi handler ikke mad, medicin og telte. Nu samler vi ind til advokatomkostninger.

Tidligere på sommeren lykkedes det for en umage gruppe – Hans Jørgen Bonnichsen, Troels Kløvedal, Zenia Stampe, Mogens Lykketoft og Uffe Ellemann-Jensen – at indsamle 110.000 kr. til advokatregningen for Zubair Butt Hussein, Muslimernes Fællesråd, som netop havde vundet en retssag over Karen Jespersen, der havde beskyldt ham for at gå ind for stening.

Denne indsamling er det seneste eksempel på, at den danske kulturdebat har fået en filantropisk-solidarisk dimension – og mere er på vej. Der er nemlig tale om en socialistisk-aktivistisk metode, som nu også bruges til højre og på tværs.

Den folkelige filantropi er blevet besmittet af kulturkamp, og indsamlingerne tyder på, at den tidehvervske kritik af abstrakt humanitær næstekærligheden også kan aflæses i vores donoradfærd. Ligesom vi gerne vil vide, om den glade, græssende ko, der har afgivet vores økomæk hedder Maren eller Mette, vil vi også gerne vide nøjagtig, hvem vi støtter. Som forbrugere søger vi nemlig en historie, vi kan spejle os selv i, og det er både når vi bruger penge på varer og på sager. Moderne filantropi handler ikke kun om mad, medicin og telte. Nu samler vi ind til advokatomkostninger for mennesker, vi mener er, blevet uretfærdigt behandlet.

Sidste år var der duel mellem indsamlingsgrupper til historiker Bent Jensen og journalist Jørgen Dragsdahl. Professoren havde beskyldt journalisten for at være KGB-agent, men det kunne han ikke bevise, og retten stak ham en bunke dagbøder og tilkendte hans modpart en erstatning.

Så gik Peter la Cour i aktion. Han driver et beskedent forlag, men er mest kendt for at samle penge ind, når lokummet brænder i spionsager på højrefløjen. I 2001 var han håndgangen mand da Bertel Haarder foranstaltede en indsamling til tidligere modstandsmand Jørgen Røjel, der havde tabt en retssag til Frank Aaen, som han havde beskyldt for spionage.

Med hurtig støtte fra præstefætrene i Dansk Folkeparti kom Bent Jensens støtteforening godt i vej, og så rykkede den anden fløj. Her søsatte en anden forlægger, Søren Møller Christensen fra feinschmeckerforlaget Vandkunsten, en indsamling, der skulle holde Jørgen Dragsdahl økonomisk skadesfri, for selvom han havde vundet og fået erstatning, stod han med omfattende advokatregninger – ganske som Zubair Butt Hussein.

Indsamlinger til enkeltpersoner er ikke et normalt fænomen i et land, hvor vi er vant til at støtte organisationer og sager. Men vi elsker tilsyneladende retfærdighedssøgende indsamlinger til mennesker, der ikke er så abstrakte som de fattige negerbørn i Afrika. Alle tre indsamlinger har været økonomiske succeser, og vi må forvente at den næste celebre retssag med kulturkampsperspektiv også knopskyder med støtteforening og indsamling.

Jo tydeligere personkonflikten er, jo nemmere er det at få kendte til at stå i spidsen, og tilsvarende nemmere at få pengene til at rulle. Bent Jensen selv har ingen problemer med at tiltrække sig mediernes opmærksomhed, og det nød Jørgen Dragsdahl paradoksalt nok samtidig godt af da hans sympatisører satte gang i deres indsamling.

Men interessant nok behøver vi ikke nødvendigvis at kunne identificere os med modtageren af vores penge – vi er sådan set tilfredse nok, hvis vi kan identificere os med indsamleren. Derfor er Uffe Ellemann-Jensen langt vigtigere end Zubair Butt Hussein selv.

Historien om indsamleren Uffe er i sig selv et unikt aktiv, men han ville sandsynligvis kunne rejse penge til ethvert formål. Hvis det f.eks. var ham, der stod bag en indsamling til de omsorgssvigtede Brønderslev-børn, ville pengene strømme ind, men nu er det blot en række hel- og halvkendte forfattere (www.jegermed.dk) og den engang næsten-berømte Jon fra Popstars, der har gjort forsøgene – uden succes. På forfatterindsamlingens hjemmeside står der stadig et rundt nul.

Der har heller ikke været nævneværdig succes for indsamlinger til sagsomkostninger for folkene fra tøjfirmaet Fighters and Lovers, der blev dømt for at støtte til terrororganisationerne FARC og PFLP (bortset fra Enhedslistens kontroversielle bidrag på 10.000 kr. fra landsmødet i maj ) eller til f.eks. retshjælp til whistleblowers og de fjolser, der i 2003 smed rød maling i hovedet på daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i folketinget.

De store organisationer er ved at tilpasse sig danskernes filantropiske bevægelser. Vi vil i højere grad selv stå bag indsamlingerne, og derfor kan man nu oprette sin egen mikrokampagne hos f.eks. Dansk Røde Kors og UNICEF. Ideen er, at vi giver til fok, vi kan identificere os med, og indsamlingerne til Jensen, Dragsdahl og Butt Husein skal ses i det perspektiv. Dels kan vi give et økonomisk bidrag, og den slags styrker jo altid selvfølelsen. Dels kan vi markere et standpunkt, politisk eller principielt. Og dels kan vi føle os som en del af et fællesskab: “Jeg gik med Uffe…” Indsamlingerne handler derfor også om vores egne behov.

Som sagt bruges den aktivistiske indsamling i kulturkampen af begge fløje og af den ubestemmelige kategori, der blot hedder Uffe. Men det er værd at bemærke, at det er højrefløjen, der har initiativ og succes. Gamle venstrefløjsbegreber som solidaritet og aktivisme benyttes nu i højrefløjens kulturkamp, mens venstrefløjen enten reagerer med en modoffensiv (Dragsdahl-indsamlingen), eller resignerer økonomisk (Fighters and Lovers osv.)

Mødet mellem kulturkamp og filantropi handler om personlighed og identifikation, og fremtidens konflikter og retssager vil afsløre, om støtteforeningerne er kommet for at blive. Jeg tror det. Hvis sagerne er tilstrækkelig omtalte, vil sympatisører gerne påtage sig et delansvar for et sponsorbarn ved navn Bent, Jørgen eller Zubair. Alle andre, der ikke er offentlig kendte, må derimod sejle deres egen sø og klare deres advokatregninger selv.