Marianne Verge: Wendys vidunderlige verden

Anmeldelse i Weekendavisen den 27. august 2010.

Debut. Al forpligtelse er svær – det synes at være pointen i Marianne Verges lille Peter&Wendy-roman.

Hjertesorg

Anne-Mette (med bindestreg!) Jensen er vokset op i den jyske provins, men nu har hun skiftet navn til Wendy og bor i København på det mondæne Østerbro sammen med sin kæreste, den berømte filminstruktør Peter Panduro. Wendy og Peter Pan(duro) – fik De den?

Ja, den 34-årige debutant Marianne Verge bruger navnesymbolerne og klicheerne med den største selvfølgelighed, og hun virker barnligt ubekymret ved at røbe sine pointer på denne neonoplyste måde: Wendy er pigen der ikke vil vedkende sig at være den hun er, og Peter er drengen der ikke vil modnes. Forfatteren har dermed ikke gemt nøglen til romanen pænt under måtten – nej, hun har lagt den ovenpå, så ingen kan undgå at finde den.

Wendys vidunderlige verden er en naivistisk skildring af en ung kvinde, der brænder for at træde ud af den medfødte almindelighed, småborgerlighed og provinsialisme. Da Wendy møder Peter, vender hun ryggen til Jylland og træder ind på den røde løber i blitzlys. Men lykken er en bristefærdig boble. En dag møder Peter og Wendy selveste Jørgen Leth, der er i selskab med skuespilleren Anna. Peter går i byen med Jørgen og Anna, og snart efter er Wendy ude og Anna inde. Wendy havde ellers troet at hun og Peter skulle have børn, men nu må hun i stedet lide den tort at se Maria med struttende mave på forsiden af bladet Gravid.

Men Peter Panduro er lige dele Pan og Uro. Han orker ikke de pligter der følger med at have barn og familie, og han opsøger Wendy – på den uforpligtende måde, naturligvis. Men pludselig forsvinder han uden at dukke op igen. Der går et år, og man regner med at han er død. Men måske gør man regning uden vært, for hvad kan man egentlig forvente af en selvoptaget og evigt nysgerrig lege- og kunstnersjæl?

Imens sidder Wendy selv alene med de bristede illusioner og dele af det splittede bohave i en lejlighed på Vesterbro. Og mens hendes eks arbejder med store planer om film i Brasilien, forsøger Wendy ganske halvhjertet at få styr på et oplæg til en dokumentarserie om parforhold, der går i stykker. Hvordan overlever man sorgen over at blive forladt – og kan sorgen bringe noget positivt med sig. Serien skal hedde Hjertesorg.

Mens mysteriet om Peter ulmer, bliver Wendy kæreste med en journalist, som hjælper hende da hun (virkelig komisk!) får et strygejern i hovedet på åben gade. Pludselig har Wendy ikke kun kæresten Anders, men også deres datter Jane April, som hun lader passe hos mormor og morfar mens Anders er i Frankrig for at dække Touren og hun selv har travlt med at være ham utro.

Al forpligtelse er svær – det synes at være pointen i Marianne Verges lille roman, der ganske udmærket portrætterer den forskrækkelse, der sætter ind, når man opnår det, man forsøger at erobre. Hvad skal man stille op med det ansvar, der følger med?

Som litterær person er Wendy nærbeslægtet med Helene i Erling Jepsens Biroller (2009) og med Mette Mæt i Kirsten Hamanns En dråbe i havet (2008). De er alle naive og søgende drømmere, der alle søger en eller anden form for forløsning eller forklaring i det skabende. Mette vil skrive en bog, Helene vil optræde på teater og Wendy vil lave sin dokumentarfilm.

Wendys vidunderlige verden er først og fremmest en moderne sang om hjertesorg, dernæst et fint stykke satire over småborgerskabet (inspireret af Panduro uden Peter?), ikke mindst i det morsomme portræt af Wendys mor, der arbejder på en flødebollefabrik og har nogle helt vidunderlige småborgerlige replikker, bl.a. hendes fødselsdagsønske: ”En roterende springsvandskugle i granit”!

Og så slår romanen også en overraskende vellykket kolbøtte til sidst, hvor Peters mystiske forsvinden og Jørgen Leths lille birollepræstation pludselig forenes i en slags eksistentiel Final Countdown (Peters ringertone på mobilen), hvor Jørgen Leth bl.a. siger: ”Kunsten skal være en øvelse i at indramme livet, så det kan ses.” Og Wendy pludselig siger (med et Jørgen Leth-citat): ”At beånde sin film med friskhed.”

Wendys vidunderlige verden læses som en bagatel, men ved eftertanke vokser den. Det lykkes faktisk Marianne Verge at beånde sin debut med friskhed. Og hjertesorg.

Marianne Verge: Wendys vidunderlige verden. 128 sider, 149 kr. Gyldendal.