Den forkerte formand

Kommentar i Weekendavisen den 11. juni 2010.

Kommentar. Biskop Kjeld Holm træder til som formand for Institut for Menneskerettigheder, mens der er krise i forholdet til regeringen.

I denne uge blev biskop Kjeld Holm fra Århus Stift udnævnt til bestyrelsesformand for Institut for Menneskerettigheder (IMR). Men er det nu en god idé?

Ja, umiddelbart er det da en vældig god og indlysende idé at sætte en kendt fortaler for etnisk ligestilling, kulturel tolerance og kristen humanisme i spidsen for det vigtige arbejde med menneskerettigheder. Men ved nærmere eftertanke ser det ud som om, man gør menneskerettighederne en bjørnetjeneste, for Kjeld Holms forhistorie i den danske debat gør både ham og instituttet uhyre sårbare overfor en dybt forudsigelig kritik fra ikke mindst Dansk Folkeparti, der både har mange horn i siden på menneskerettighederne som begreb og på den nye formand som person.

Biskoppens kæpheste, f.eks. flygtninges rettigheder, gensidig integration, ligestilling og tolerance, er identiske med alt det, som Dansk Folkeparti har kæmpet imod med stor succes. Én af hans politiske platforme var op gennem 90’erne formandsposten i Nævnet for Etnisk Ligestilling, der derfor stod øverst på dødslisten da regeringen og støttepartiet gennemførte udrensningen af smagsdommere og statslige råd og nævn i 2002. Side om side med ligestillingsnævnet stod – hvor skamfuldt det end er for de borgerlige – IMR, som først blev reddet ved galgens fod med løkken om halsen.

I Dansk Folkeparti har præstefætrene ikke glemt biskoppen. De fik nedlagt hans nævn, og de hader hans institut. Jesper Langballe nød derfor tydeligvis sin egen ironi da han kommenterede den nye formand i Kristeligt Dagblad: ”Jeg ved ikke, om han kan øge antallet af tåbeligheder og fejlvurderinger, som Institut for Menneskerettigheder laver, men han vil utvivlsomt gøre sit bedste,” sagde han.

Udnævnelsen af Kjeld Holm som formand for IMR kommer på et meget interessant tidspunkt, hvor instituttet er i alvorlig karambolage med det politiske system:

I april i år gjorde instituttets direktør, dr. jur. Jonas Christoffersen, sig grusomt upopulær i Birthe Rønn Hornbechs integrationsministerium, fordi han afviste at indsende høringssvar til en række lovstramninger, fordi svarfristen var alt for kort, og oven i købet i strid med justitsministeriets anbefalinger. Men Birthe Rønn Hornbech verfede blot IMR væk som en irriterende flue.

I maj i år røg Kjeld Holms forgænger Sune Skadegård Thorsen (der gik så meget op i ligestilling at han kaldte sig selv forperson i stedet for formand) i totterne på MF for Venstre Karsten Lauritzen, der er politisk udpeget medlem af instituttets bestyrelse. Karsten Lauritzen havde nemlig i et debatindlæg beskyldt IMR’s direktør Jonas Christoffersen for at polemisere i sagen om høringssvarene. Det opfattede Sune Skadegård Thorsen som en illoyal handling overfor det institut som Lauritzen er bestyrelsesmedlem i, og han tilskrev folketingsmanden en mail, hvor han påtalte det ’uhensigtsmæssige’ i at rette offentlige beskyldninger mod instituttet – hvorefter Lauritzen følte sin ytringsfrihed gået for nær og truede med at forlade bestyrelsen (hvis møder han aldrig var troppet op til).

De seneste måneders polemik viser at IMR er meget langt væk fra den situation, som Jonas Christoffersen ønskede sig i et interview her i Weekendavisen d. 30. december 2008 forud for sin tiltræden som ny direktør efter Morten Kjærum:

”Vi skal være meget synlige, men vi skal argumentere forsigtigt og vælge vores kampe med omhu. Vi skal blande os i den politiske debat med forsigtighed og med gennemtænkte svar ud fra de højeste faglige standarder,” sagde han.

Og Jonas Christoffersen og IMR valgte med omhu og satte høje faglige standarder, da instituttet nægtede at give høringssvar pga. de korte svarfrister, men dette drastiske skridt blev ikke taget alvorligt af politikerne, og derfor kan direktøren nu genlæse hvad vi citerede ham for for halvandet år siden og sukke dybt:

”Når man ikke har politisk magt, har man kun sin argumentative kapital. Den er svær at optjene og nem at miste. Det gælder både i den offentlige debat, i vores forhold til embedsmænd og i kontakt med politikerne”.

IMR har ikke meget af den såkaldte ’argumentative kapital’ i behold, hvis man spørger i og omkring regeringen. Og så kan direktøren nok så meget have sagt sådan her ved årsskiftet 2008-09: ”Jeg respekterer inderligt Dansk Folkepartis standpunkter, og jeg vil til hver en tid tale med dem, men jeg forventer ikke, at de skifter mening. Jeg vil yde min hæderligste indsats for at sikre IMR er respektabelt ud fra højeste juridiske, faglige og etiske standarder.”

Kjeld Holm er den første ikke-jurist som formand i IMR’s historie. Hans hjerte banker for menneskerettighederne, ingen tvivl om det, og i den ideelle verden er han givetvis den rette mand på posten. Men lige nu er han den forkerte formand. Alene hans navns nævelse bliver modtaget af en Jesper Langballe på polemisk kollisionskurs, og bag Dansk Folkepartis forudsigelige og rituelle modvilje mod menneskerettighederne, findes et meget anstrengt forhold mellem IMR og den regering, som instituttet bl.a. er sat i verden for at rådgive. Se bare Birthe Rønn Hornbechs arrogance.

Jonas Christoffersens fornuftige ønsketænkning for halvandet år siden er derfor ikke i nærheden af at blive realiseret, og Kjeld Holm er næppe manden, der kan gyde olie på vandene, få integrationsministeren til at respektere instituttet igen og i øvrigt vinde gehør for IMR’s faglige og juridiske synspunkter blandt politikerne – dertil er han alt for stigmatiseret, særligt blandt Dansk Folkepartis indflydelsesrige værdikæmpere, der vil gøre alt for at stække ham og svække ham. IMR har ikke brug for en folkelig kirkemand i spidsen, men for en politisk-diplomatisk brobygger .