Torben Munksgaard: Retrograd

Anmeldelse i Weekendavisen den 21. september 2007.

Debut. Torben Munksgaards vinder i Lindhardt & Ringhofs konkurrence om en samtidsroman, handler om en mand, der sidder i liv til halsen. Den er lige præcis så satirisk som samtiden kræver.

Manden der gik baglæns

Lindhardt & Ringhof udskrev i 2005 en konkurrence om en samtidsroman. Nu ved vi andre jo ikke, hvilken manuskriptbunke, dommerkomiteen havde at vælge og vrage i, men jeg tør godt påstå, at de valgte rigtigt da de valgte vinderen. Torben Munksgaards særdeles velskrevne og veltænkte bog er oven i købet både samtid og retro, for den beskriver en nutidsmand, der forsøger at skabe sig selv en fremtid ved at generobre sin fortid – han beslutter sig slet og ret til at blive yngre og yngre.

Retrograd – hvad er det? Ja, selvom det er titlen på Torben Munksgaards roman, optræder ordet ikke i romanen, men alligevel er man ikke i tvivl om, at det – udover at betyde ’baglæns’ – betegner det mentale sted, vi alle kommer fra, barndomslandet, ungdommen, modningsårene, dengang mulighederne lå åbne – før vi kom til at få kone, job, barn, bil og hus. Det er denne retrograd – eller dette Retrograd – den midaldrende Henrik søger tilbage til for at blive naiv igen.

Når han kikker ind i sig selv, ser han nogle forladte katakomber, og hvis han råber, kommer der knap nok et ekko, og med ét står det lysende klart: ”Du er en gammel mand i en villa med en kone og et arbejde og et liv; du sidder i liv til halsen.”

Og erkendelsen bliver bare værre og værre: ”Man skulle være bedre integreret, tænker jeg. Jeg er indfødt og er ikke engang lykkelig, hvordan kan man være fynbo og ikke være lykkelig? Det er da helt sort. Jeg er en slags asylsøger i min egen hjemstavn, jeg ansøger forgæves om at blive ligesom de andre. Men spørgsmålet er, om jeg nogensinde får en rigtig opholdstilladelse.”

Henrik vender vrangen ud på sit liv. Han opdager pludselig, at alt det fjernsyn han har fortæret, reelt er uden indhold. Da han zapper forbi et haveprogram, står det ham klart: ”Jeg er enig med dem, der hævder at Pia Kjærsgaard er en farlig kvinde. Men Puk Elgaard er endnu farligere.”

Retrograd udkommer ganske få uger efter Allan Milter Jakobsens Mand i parcelhus, og det er rent ud sagt forbløffende så ens de to bøger er. Begge handler om en mand, der er gift og har et barn. Begge har et kedeligt kontorjob. Begge spiller syge og pjækker. Begge noterer sig hvad alle de andre gør med biler, carporte og haveredskaber. Begge bor i en velfriseret forstad. Begge har en kollega, der skal skilles. Begge interesserer sig for nabokvindernes bryster. Begge ser porno i fjernsynet. Begge følger efter kvinder på gaden. Begge fantaserer og onanerer. Og de har begge en ting med naboens toilet: Mens den ene benytter et besøg hos naboen til at lægge sig i badekarret og tænke over tingene, vælger den anden at fotografere nabokonens toiletgrejer med sin mobiltelefon.

Alle disse fællestræk kan kun skyldes én af to ting. Enten kender forfatterne til de to bøger hinanden og har aftalt at skrive hver deres portræt af en livsutilfreds forstadsmand med nogle aftalte regler og nøglebegivenheder – hvilket ville være en genial gimmick. Eller måske er forstadens midaldrende mand (Allan Milter Jakobsens hovedperson er 37, Torben Munksgaards er 50) simpelthen bare så typisk, gennemskuelig og blotlagt for en forfatters research og fantasi. Ja, jeg ved det ikke, det er højst besynderligt, men jeg ved at begge bøger handler om mænd, der når en blindgyde eller en korsvej, alt efter hvordan man vælger at se det.

Mens Allan Milter Jakobsens hovedperson taler om den skyggeverden, som menneskene omkring ham befinder sig i, taler Torben Munksgaards om at blive distanceret af verden. Det er ren og skær eksistentialisme og eskapisme.

Når nu vi er ved det med ligheder: Retrograd minder også om den norske forfatter Erlend Loes geniale gennembrudsroman, Doppler (2005), der på samme facon, dog noget mere grotesk, handler om en mand, der får nok af det hele og vælger at lægge sin nutid og fortid bag sig. I Retrograd taler Henrik på et tidspunkt med David, der er gift med hans kone Lones veninde, Gitte. David fortæller, at de da også skændes i deres parforhold, men at de finder ud af det, at det er det, det hele går ud på: at finde ud af det. Hvortil Henrik replicerer: ”I er kompetente.”

Og netop ”kompetent” er det forhadte nøglebegreb i Doppler, der beskriver al den ulidelige normalitet og ensartethed, som er ved at kvæle os. På samme måde kan man læse Retrograd som et forsvar for skæv individualisme og anderledeshed, som en protest mod den repressive almindelighed og som en opfordring til at gå væk, til siden, i barndom.

Torben Munksgaard er årgang 1975 og dermed stadig relativt ung, men han skriver med en gammel, livsled mands erfaring. Det er både meget sort og meget råt, men også meget morsomt og indtagende, især fordi sprogbehandlingen er sikker og smuk. Hør bare, hvordan Henrik beskriver en kæreste fra fortiden: ”Hun var lille, mild og mørkhåret, og hun klynkede som en forulykket engel, når man tog hende.”

Romanen om manden, der gik baglæns er med sine 372 sider måske en håndfuld kapitler for stor, men der er ikke desto mindre tale om en opsigtsvækkende god bog, der munder ud i en rørende og meget filmisk scene, hvor Henrik bogstavelig talt forsøger at skabe sig en ny, nøgen begyndelse. Det er sarkastisk, sviende og ramt lige på kornet af den velskrivende Torben Munksgaard, der er lige præcis så satirisk som samtiden kræver – og det er ikke så lidt.

Torben Munksgaard: Retrograd. En forunderlig historie om en mand der bliver yngre. Roman. 372 sider, 249 kr. Lindhardt & Ringhof.