Scrotum! Scrotum! Scrotum!

Kommentar i Weekendavisen den 2. marts 2007.

Ytr. Amerikanerne nosser i debatten om ytringsfrihed.

Eftertankerne ved markeringen af ét årsdagen for Muhammedkrisen viser vel, at alle går ind for ytringsfrihed, men at nogen går ind for mere ytringshensyn end andre. At krisen har skabt en ny bevidsthed om det frie samfunds forudsætninger og behovet for at modvirke religiøs fundamentalisme, er på langt sigt naturligvis tragediens demokratiske gevinst. Tilbage står så spørgsmålet om hvor lidt og hvor meget vi skal vise hensyn til menneskers religiøse og moralske følelser og fine fornemmelser. Skal noget være helligt?

I USA – the land of the free – diskuterer man i disse uger en sag om forfatteres ytringsfrihed, der er så absurd at man tager sig til hovedet og spørger hvor ømskindet et selvudnævnt moralsk flertal kan være. Det handler ikke om at nogle bedrevidende bedemænd føler sig krænkede på vegne af deres ufejlbarlige profet, og følgelig er der heller ikke risiko for at udkommanderede folkemængder går grassat med vold og mordbrand, bare rolig. Nej, denne gang er det den pæne, hvide, kristne civilisation, der føler sig stødt på moralens manchetter, og de nøjes med at iværksætte en langt mere civiliseret censur.

Sagen handler om en børnebog, hvori ordet scrotum nævnes. På dansk betegner scrotum – som enhver ved der kan huske sin lægelatin – mandens pung. Ikke den han har i baglommen, men den der hænger mellem benene, pungen med nosserne, klunkerne, klokkerne, stenene, dadlerne, bollerne, druerne, eller på mere anstændigt dansk: testiklerne. I Susan Patrons The Higher Power of Lucky står dette famøse ord, scrotum, allerede i andet afsnit, men det er altså ikke fordi forfatteren lyner gylpen ned på en mand foran øjnene på de sagesløse læsere. Derimod er der en hund, der bliver bidt af en klapperslange – lige i scrotum, av! Men hundens fortræd kan ikke sammenlignes med læsernes. I hvert fald ikke hvis man skal tro de talrige amerikanske forældre og bibliotekarer, der straks trådte i aktion med dybt sårede miner og forlangte bogen fjernet fra hylderne.

Susan Patron, der selv er bibliotekar, kritiker og forsker med børnelitteratur som speciale, havde ellers netop vundet USA’s mest prestigefyldte børnebogspris, The Newbery Medal, for romanen, og til forsvar for sit ordvalg sagde hun til The New York Times, at scrotum simpelthen bare er et dejligt ord. Men uha uha, hvor den moralske falanks tog det ilde op. De synes på ingen måde, at scrotum ligger godt i munden. Tag nu f.eks. Dana Nilsson, lærer og bibliotekar fra Durango, Colorado, som ifølge The Independent siger at ”på grund af det ene ord, er jeg ikke i stand til at læse bogen højt.” Hun skriver i et indlæg på en blogdebat om bogen, at hun ikke ønsker censur, men at henvisninger til mænds kønsdele ikke bør findes i børnelitteraturen. Og avisen fortæller: ”Biblioteker over hele landet har enten forbudt bogen eller overvejer at gøre det, enten på grund af deres eget moralske chok eller forventningen om en storm af protester fra forældre.”

Nu ved vi jo, at amerikanske biblioteker, især i bibelbæltet mod syd, ikke holder sig for gode til at bortcensurere bøger, der ikke lever op til de sande moralske og religiøse værdier, så i virkeligheden kan det ikke undre, at en bog med ordet ”scrotum” bliver mødt med et pressionsgruppernes pres. De påtrængende spørgsmål lyder derfor sådan her: Hvem leverer modpresset? Hvem advarer mod konsekvenserne og perspektiverne i dette religiøse (for vi kan vel antage at moralisterne er kristne?) overgreb på det frie ord? Og hvem kommer amerikanerne til undsætning, når de sådan nosser i det og ikke kan finde ud af at respektere de værdier, som har skabt deres eget, storslåede land?

Under Muhammedkrisen kom andre gode aviser Jyllands-Posten til undsætning og genoptrykte tegningerne som en solidaritetshandling. Mens man dengang kunne spørge sig selv, om det var en god idé (ville det bare få konflikten til at eskalere yderligere og øge faren mod redaktøren og tegnerne?), kan man i dag ikke være i tvivl om, at den frie presse må manifestere sig overfor de moralske mørkemænd og mørkekvinder, hvis sarte øjne og følelser ikke kan tåle lægelatin. Vi må genoptrykke Susan Patrons ord i en demonstration imod censuren og – nok så vigtigt! – selvcensuren, som tilsyneladende har grebet de amerikanske skolelærere og bibliotekarer, som ellers bør være oplysningens og demokratiets frontløbere. Skal man grine eller græde?

Pressionen mod The Higher Power of Lucky er naturligvis en vaskeægte skandale, men en pæn skandale, og pressionsgrupperne består denne gang ikke af muslimske mullaher med langt skæg, men af pæne kristne damer med bobbet hår. For alle os vestlige frihedselskere, der tror på det fornuftsbetonede samfunds ægte idealer – ytringsfriheden frem for alt – udgør disse civiliserede censorer en indre fjende. Til dem har jeg kun én ting at sige: Scrotum, scrotum og atter scrotum!