Mette Rosenkrantz Holst: Fællesarealer

Anmeldelse i Weekendavisen den 19. oktober 2007.

Forstadslitteratur. Morbid, morsom og meget, meget menneskelig debutroman af Mette Rosenkrantz Holst.

”Far er indlagt. Mere sovs?”

Alle mennesker har en historie, siger man, og det er jo sandt. De fleste historier forbliver bare usynlige og ufortalte, men hvis man kikker ind bag facaden, opdager man de utroligste ting. I mit nabolag – uhyre civiliseret kulturradikal arkitektur præget af borgerlig ordentlighed og stor friværdi – tager alt sig eksemplarisk ud, men 15 år på vejen har lært mig, at der gemmer sig de mest uventede dramaer bag selv de mest velholdte raftehegn.

Det kunne man skrive en hel roman om, men bare rolig, kære naboer, det har jeg ingen planer om. Til gengæld har vi en helt lille tendens i den nutidige litteratur, og hvis man vil føle sig truffet på sin himmelråbende almindelighed, skal man bare læse bøger som Simon Fruelund Borgerligt tusmørke fra 2006, den lille spidse roman om mennesker på Dantes Allé i en københavnsk forstad, eller to af de bøger, der allerede er udkommet i denne bogsæson, nemlig Allan Milter Jakobsens Mand i parcelhus og Torben Munksgaard Retrograd, som med anbefalelsesværdig satire og ironi fortæller om forstæderne og deres beboere.

Og nu kommer så romandebutanten Mette Rosenkrantz Holst (f. 1967) med endnu én af samme skuffe, nemlig Fællesarealer, der tager os med til sydkysten, nærmere bestemt Tårnkærvej (jeg tror nok at den er fiktiv) ud til Køge Bugt, 15 kilometer syd for København. I denne danske gennemsnitlighed finder man naturligvis en række beboere, der hver især har en forhistorie eller en netop-nu-historie, som de forsøger at fortrænge for sig selv og skjule for andre, men pinlighederne, utilstrækkelighederne og de knuste forhåbninger er ikke til at slippe fri for, så mens man kæmper for at opretholde normalitetens facade, begynder tingene at skride.

På Tårnkærvej er nabosammenholdet ikke, hvad det har været, men det skal der laves om på – med en vejfest på fællesarealet. Som i de gode gamle dage, er det Lizzy, der står for det hele. I en alder af 61 er hun stadig velholdt, og mens hun laver sine strækøvelser siger hun til sig selv, at ”Lizzy bliver aldrig gammel”. Desværre er hendes mand Troels lidt af en dødbider, men så er det jo godt at havneinspektøren Skipper stiller sin store bovpropel til rådighed, hvis De forstår.

Mens vi venter på festen, får vi et indblik i de forskellige skæbner, f.eks. det uforglemmelige ægtepar Bent og Tove Møller. De er gift fordi han i sin tid forførte hende ved hjælp af et cocktailbær som han havde proppet med LSD, hvorefter hun blev gravid. Han var den tjekkede psykiater, hun den naive sygeplejeelev. Nu har de så holdt sammen i et fuldkommen kærlighedsløst ægteskab i årevis, og på et tidspunkt kommer parrets tvillinger hjem til middag i det fine hus på Tårnkærvej, hvor faren altid bare har foragtet naboerne, sin egen kone og de to børn.

”Hvornår kommer far hjem?” spørger datteren.

”Spis,” svarer moren.

”Hvor er far henne i aften,” spørger sønnen.

”Far er indlagt. Mere sovs?”

”Indlagt?” spørger datteren.

”Far er morfinmisbruger.”

Den magtfulde psykiater har naturligvis også sin hemmelighed, som nu står for fald. Hvad konen og tvillingerne endnu ikke ved, er at han sprøjter sig direkte i tissemanden (den er der jo alligevel ingen der ser), og at der nu er opstået en infektion, som på sygehuset skal behandles af en sygeplejerske – der også bor på Tårnkærvej… Og hvad familien heller ikke ved, er at denne arrogante, højrøvede og ubehagelige psykiater kommer til at gennemgå en menneskelig transformation, der er så godt fortalt, at man ønsker sig at se den fortalt på film.

Ja, for pokker! Fællesarealer er som skabt til at blive filmatiseret, for midt i al den bidske, barske, satiriske og kompromisløse forstadskritik, banker romanens varme, solidariske og charmerende hjerte. Disse mennesker er på godt og ondt indbegrebet af almindelig danskhed, stivnet i deres skæbner og ude af stand til at se ud over eget snudeskaft – indtil de kommer til en korsvej og indser at de selv er nødt til at handle og træffe valg. Det er ren eksistensfilosofi.

Vejfesten er lige om hjørnet, og der bygges langsomt op til en aften, hvor maskerne falder. Og der bliver handlet, og der bliver forandret. På Skippers kontor er bovpropellen ikke hvad den har været. Hjemme hos Møllers er intet som det plejer at være. Forstaden forandrer sig, og jeg anbefaler varmt en sviptur til Tårnkærvej med Mette Rosenkrantz Holst.

Jeg vil ikke røbe mere, men blot sige, at der bliver brug for en hel sigøjnerstamme med musikinstrumenter og en synsk trebenet hund, når vejfesten på fællesarealet skal filmatiseres. Det bliver en herlig feel good film. Som bogen: Morbid, morsom og meget, meget menneskelig.

Mette Rosenkrantz Holst: Fællesarealer. 208 sider, 259 kr. roman. Tiderne Skifter.