En trane på ryggen

Kommentar i Weekendavisen den 13. september 2007.

Ensretning. Læserne skal stemme om Danske Banks Litteraturpris. Men uanset hvad, vinder Gyldendal.

Hvad i alverden er det, der sker med Danske Banks Litteraturpris?

Den pengestærke pris – der er intet mindre end 300.000 kroner til vinderen og 50.000 til hver af de to andre finalister – som tidligere hed BG Banks Litteraturpris, bliver delt ud på Bogmessen i Forum i næste måned efter en læserafstemning, og i sidste uge blev de tre titler, man kan stemme på, offentliggjort – og der var igen-igen tale om tre bøger fra Gyldendal. Sådan var det også i prisens første to år, indtil der sneg sig et par andre kandidater ind, én fra Rosinante, som er et gyldendalsk datterselskab og sågar fra et helt uafhængigt forlag, nemlig Borgen. Men hvert eneste år er prisen gået til en forfatter, der udkommer med en trane på ryggen.

Gyldendal udgiver naturligvis rigtig mange gode bøger, så der er intet forgjort i at forlaget løber med mange nomineringer og priser – det sker også jævnt hen, når vi her på avisen beder læserne om at finde frem til en vinder af Weekendavisens Litteraturpris. Det skulle ikke undre mig om en fra Gyldendal også løber med dén pris til vinter, og i så fald skal retfærdigheden og fortjenesten hverken beklikkes eller diskuteres, vor herre bevares.

Men Danske Banks Litteraturpris vækker undren rundt omkring i bogbranchen. Og det handler altså ikke kun om, at alle tre kandidater til dette års udgave af Danske Banks Litteraturpris alle sammen udgives fra Klareboderne, nemlig Pia Tafdrup, Jens Smærup Sørensen og Carsten Jensen. Nej, det mærkelige er, at det panel af litterater, der har foretaget nomineringerne på vegne af banken, udelukkende tæller folk, der selv udgiver bøger på Gyldendal, ja sågar er to af dem mig bekendt ansat af forlaget, nemlig May Schack og Lasse Horne Kjeldgaard, som henholdsvis redaktører af en litteraturhistorie og af tidsskriftet KRITIK. Det ser ikke ok ud. Det ser faktisk lige så forkert ud, som når en anmelder skriver positivt om sine egne venners bøger.

Danske Bank har orden i sagerne. Deres litteratursponsorat er naturligvis velorganiseret med et Litterært Rådgivningsforum, der både nedsætter juryen og godkender dens nominering. Dette forum ledes af Jørn Lund (fhv. chef for Encyklopædien og fhv. medlem af Gyldendals direktion) og har medlemmer fra forfatterforeningerne, boghandlerne, bibliotekerne m.m., ja sågar er Anette Wad med som repræsentant for forlæggerforeningen, og hun er jo direktør for Aschehoug, der netop har opkøbt Lindhardt & Ringhof og dermed udgør en af de uhyre få kommercielle konkurrenter til Gyldendal.

Hvordan kan det være, at dette Rådgivningsforum år efter år siger ja til, at Danmarks største litteraturpris målt i penge tilsyneladende kun må gå til Gyldendal-forfattere? Kan det virkelig være sandt, at ingen andre forlags forfattere er gode nok til bare at komme i betragtning til denne store pris? Naturligvis skal en dygtig forfatter ikke fravælges bare fordi han eller hun udkommer på det dominerende forlag, og naturligvis skal ingen forfatter nyde fremme, bare fordi han eller hun ikke gør det. Men ville det være uanstændigt at foreslå en vis mangfoldighed i nomineringen? Ville det ikke have pyntet med en yderst velanmeldt forfatter som Jonas T. Bengtsson fra People’s Press? Eller hvad med Leonora Christina Skov fra Athene, Kim Blæsbjerg fra Borgen, Marina Cecilie Roné fra Lindhardt & Ringhof eller Gretelise Holm fra Aschehoug?

Dette er ikke en kritik af Gyldendal, for forlaget er jo ikke herre over nomineringerne (nej, lad os nu ikke fortabe os i konspirationsteorier). Det er heller ikke en kritik af Danske Bank, der poster en masse gode penge i at støtte litteraturen, og som fornuftigvis har skubbet et rådgivende panel af branchefolk ind mellem sig selv og den nominerende komité af kritikere. Men hvis jeg havde ansvar for bankens kultursponsorater, ville jeg faktisk spørge mig selv, om denne ensretning mon var gavnligt for det samfundsengagement, der ligger til grund for prisens eksistens.

Prisen skal ifølge banken selv gå til en forfatter, der skriver litteratur med bred appel, fordi banken gerne vil støtte at der fortsat bliver skrevet bøger til de mange, og det er en fremragende ambition – men måske skulle man så også stræbe efter at give en mangfoldighed af forfattere og forlag muligheden for at få del i livgivende penge, prestige og PR, som prisen udløser. Og helt ærligt: At give prisen til én af de tre nominerede opfylder ikke prisens formål, da de i forvejen er etablerede forfattere, der sagtens kan leve af deres forfatterskaber. Hvis man vil sikre, at der fortsat bliver skrevet bøger til de mange, skal man netop støtte vækstlaget, ikke de etablerede.

Desværre udviser nomineringerne en imponerende mangel på nysgerrighed overfor hvad der rør sig i litteraturen udenfor Gyldendal. Hvordan kan det ellers være, at ti ud af tolv nominerede forfattere siden prisen blev indstiftet er kommet fra Klareboderne? Kunne man ikke forestille sig, at læserne skulle have muligheden for at stemme om andre forfatterskaber? Og kunne man for alt i verden ikke forvente, at man som kritiker/redaktør/jurymedlem her i andedammen sørgede for ikke at have for mange kasketter på?

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *