Artikel i Euroman, maj 2007.
Ballade i Barcelona. Rivegilde i Real Madrid. I ugen op til de to spanske storholds første vigtige kampe i Champions Leauge kvartfinalerne, vaskede spillere, trænere og præsidenter det beskidte vasketøj i al offentlighed. Alle journalister ledte efter den vigtige vinkel, men ikke alle fandt den. TV3’s fodboldreporter Luna Christofi gjorde – og i tre dage blev hun skygget af Klaus Rothstein, der her portrætterer kvinden, som lever af at se verdens bedste fodboldspillere i øjnene og få dem til at fortælle, hvad de føler.
Han ligner en actionfigur på en dukkehusstol, den pensionerede målmand Schmeichel, som han sidder der til endnu en tv-transmitteret aften med Elkjær og Laudrup. Vi pendler fra studie til stadion, hvor Werge og Frimann er parat til at kommentere aftenens slag mellem nogle af de bedste fodboldspillere i verden. Dette er en indforstået verden af mænd, mænd som vi kender ved deres efternavne – ikke for distancens skyld, for de dér fyre er en del af det folkelige fodboldfælleseje, men fordi det passer sig bedst, det ligger godt i munden. Men så drejer Schmeichel sig i dukkestolen og stiller om til et fornavn på Anfield Road, Bernabéu, Camp Nou, Weser Stadion eller en anden grøn oase, hvor Champions Leauge karavanen har slået lejr for i aften.
”Vi har Luna med på sidelinien”, siger han og smider et stikord ned til aftenens første stand up fra kridtstregen, til vurdering af vinderchancer, updates på skadessituationer og nyheder om træneren og truppen. Og Luna er klar, kendt for at være først med det sidste, kendt for at vide, hvornår en nyhed går fra rygtebørsen til fondsbørsen.
Denne aften tager Barcelona imod Liverpool, og ugens store historie handler om uro i hjemmeholdets trup. Efter en lang skadespause er stjerneangriberen Samuel Eto’o igen fit for fight, men i sidste uges ligakamp havde træneren Frank Rijkaard kun afmålt fem minutters spilletid til camerouneren, som fuld af skuffelse nægtede at gå på banen. Til et kobbel pressefolk udtrykte spilleren, der omtaler sig selv i tredjeperson, en patosagtig skuffelse, hvilket havde fået Ronaldinho, stjernen med gudestatus, til at sige at ingen spiller bør sætte sig selv foran holdet, hvorefter den forurettede Eto’o svarede, at den, der sagde den slags om Eto’o, var et dårligt menneske.
Stjernerne i sprogligt håndgemæng var en foræring til den spanske sportspresse, og da klubben forsøgte at smække låg på konflikten ved at lade Eto’o og Ronaldinho forenes i en ordentlig krammer på træningsbanen, gjorde det kun ondt værre. På forsiden af det spanske fodbolddagblad MARCA var de to torsoer i omfavnelse blevet trukket op med en stiplet linie, der formede et hjerte, for som en gave fra oven ankom historien om forbrødringen af alle årets dage netop på kærlighedens, Valentines Day. Og så gav forsiden sig selv: Valentines eller Aprilsnar?
Som hun står der med sit udslåede hår, ligner Luna en smilende, forventningsfuld og frygtløst nysgerrig Guldlok på vej ind i bjørnenes hytte for at spise den lune grød. Men hun har også god grund til at smile, for hun ved at hun – som den eneste journalist i karavanen – har det rigtige indslag om denne sag. Hun har historien om, hvad Frank Rijkaard gjorde – eller ikke gjorde – for at løse konflikten. I aften kan TV3 fortælle om de indre anliggende i verdens måske mest feterede spillertrup, og i studiet sidder de tre efternavne og ligner bjørnene fra eventyret, imens de sender forventningsfulde blikke mod Guldlok. Luna står der som fodboldjournalistikkens svar på Ulla Therkildsen, og jeg tænker på chefredaktørens ord da han havde tygget lidt på ideen om at fortælle hendes historie her i spalterne: ”Normalt skriver vi jo ikke om kvinder, men hun er en kvinde, der er gået ind i vores omklædningsrum. Vi har ret til at vide, hvem hun er og hvad hun vil.”
Hun har sat mig stævne på pladsen foran Madrids legendariske tyrefægterarena, Las Ventas på Plaza de Toros. Det er udenfor sæsonen, og arenaen er optaget af et omrejsende cirkus, der reklamerer med levende løver. Bilerne buldrer som vrede tyre forbi på den brede indfaldsvej. Oppe i luften cirkulerer en helikopter, måske fordi den overvåger trafikken, måske fordi den er en del af sikkerhedsforanstaltningerne ved den store proces, der begynder netop i dag imod gerningsmændene bag bombeanslagene mod Madrid i marts 2004, hvor 192 mennesker omkom i metroen. I det milde forårssolskin er tyrefægterpladsen godt besøgt af børnehavebørn, som klapper og synger sig igennem pædagogernes velorganiserede sanglege.
Pludselig dukker hun op, nem at få øje på med den skarpe kontrast mellem det sorte tøj og det hvidgule hår. Vi har aftalt at jeg skal følge hende de næste tre-fire dage, men jeg ved ikke helt, hvad dagene vil bringe. Det viser sig, at Luna heller ikke ved det. Ganske vist har hun en fornemmelse, en forhåbning, men hun har ingen vished for at hun i den kommende uges optaktsindslag også rent faktisk kan fortælle den historie, som optager alle iagttagere af Champions Leauge, historien om den fornærmede Samuel Eto’o.
Vi skrår over gaden og lander ved en zinkdisk med kaffe og vand. Det er første gang, vi møder hinanden. Vi har aldrig talt sammen før. Kun skrevet mails for at få aftalen på plads. Men i løbet af no time har vi rundet lidt privat stof og dansk fodbolds ungdomslandshold, talentudviklingen og de danske spilleres karrierer her i Spanien.
Christian Poulsen gav sit første radiointerview på spansk kun tre uger efter at han var landet i Sevilla, fortæller hun. Luna hørte det mens hun ordnede strygetøj og så højdepunkter fra La Liga på tv uden lyd. Nej, det er løgn, tænkte hun, det gør han ikke, men det gjorde han, og han gjorde det godt. I går aftes ringede hun til ham for at spørge om han ville være med i et indslag, og han fortalte at hun har en fan i Sevilla: ”Vores pressechef taler ofte om dig”. Men det kommer ikke bag på Luna. ”Jeg gav ham engang husly i København, selvom jeg slet ikke kendte ham. Han skulle besøge en kollega på Sjælland, som jeg også kendte, og så lånte han min lejlighed.”
Også Jon er faldet godt til i Villarreal, det har han skrevet i en SMS, hvor han driller Luna med, at der jo er overraskende godt styr på tingene hernede. Han har altid drømt om at komme og spille for en spansk klub, og har forsøgt at vedligeholde sproget, som han lærte i gymnasiet hjemme i Køge. Som tolk og informationsmedarbejder i DBU gennem mange år, har Luna rejst med alle de danske ungdomslandshold og kendt de store stjerner siden de var knægte.
”Man lærer dem jo godt at kende, når man først har stået i lufthavnen og hjulpet dem med at købe parfume med hjem til kæresten,” siger hun.
Hvad så med Thomas Gravesen? Da kontrakten var klar, ringede Real Madrid for at hyre Luna som tolk ved præsentationen af den nye dansker, men hun sad på Costa Rica og holdt ferie, så det blev ikke til noget. Men hvorfor gik det galt for ham her i Madrid? Tja, det er ikke godt at vide. Og tilsyneladende er det ikke godt at snakke om, så jeg må nøjes med at citere et skuldertræk og en tør konstatering: ”Mange blev vist lettede hernede, da han rejste. Det er vist det.”
All right, men hvad vil den næste store historie om et dansk fodboldeventyr i Spanien så handle om? Hvem er på vej herned? Har vi nogen, der er store nok til Real Madrid eller Barcelona? Svaret kommer uden tøven:
”Laudrup,” siger. ”Jeg er 99,9 % sikker på at Michael kommer til Spanien til sommer, og jeg er næsten sikker på klubben, men jeg kan ikke få det bekræftet. Jeg er sikker på at Faxe er med i aftalen. Michael bliver citeret hernede for at han ikke vil til en klub, der allerede har vundet det hele, men at man jo kan få et tilbud, som det er umuligt at sige nej til. Det betyder at han holder en dør åben for både Barcelona og Real Madrid, og hvem ved hvor længe Frank Rijkaard og Fabio Capello holder. Så kan man spørge om Michael er klar til Barcelona, men hvad havde Rijkaard på sit cv? Han havde trænet Sparta Rotterdam, og det er ikke mere meriterende end Brøndby, og så var han hollandsk landstræner uden den store succes, mens Michael gjorde det godt som assistent for Morten, så hvorfor ikke? Samtidig er der massive rygter hernede, om at både Mads og Andreas Laudrup skal til Barca.”
Ifølge Luna afhænger det hele af én person: Johan Cruyff. Han sidder i sin villa ude ved kysten og trækker i trådene, selvom han ikke har nogen formel position i klubben. Han havde enorm magt som spiller og som træner, og det er ham, der styrer både præsident Laporta og sportsdirektøren Beguristain, Michaels gamle holdkammerat fra Cruyffs drømmehold i begyndelsen af 90’erne. Forleden sagde Johan Cruyff til La Vanguardia, at der i enhver storklub findes en livscyklus på maksimalt fire år, og at der derefter er brug for store forandringer.
”Det kan betyde at Samuel Eto’o eller Ronaldinho er på vej væk,” siger Luna. ”Men det kan også det kan være det første tegn på at Rijkaard stopper til sommer. Rivaliseringen mellem stjernerne er blevet større end trænerens indflydelse kan rumme. Cruyff behøver aldrig at vove pelsen, han antyder bare tingene, og så lader han en hel fodboldverden tolke det. Når han taler om forandringer hvert fjerde år, vil jeg ikke blive overrasket, hvis Michael er en del af denne cyklus. Jeg ved ikke om det er det rette tidspunkt, men jeg er sikker på at han vil blive godt modtaget. Så hvis Cruyff mener at Michael er klar, så…”
I kvarteret bag tyrefægterarenaen bor manden, der sikrer billeder og lyd studiet, når Luna rapporterer og interviewer. Ole Pedersen lejer en lejlighed, som kun er nødtørftigt møbleret, for her i byen foregår det sociale liv på barerne og restauranterne. Og når han ikke er på rejse med Luna og karavanen, rejser Ole helst til Sydamerika og Mellemamerika. Han er lige kommet hjem efter seks ugers rundrejse, blandt andet på inkasporet i Perus bjerge.
I næste uge skal TV 3’s seere have overblik over trakasserierne i spansk fodbold, for det er ikke kun Barcelona, der mangler husfred. Også i Real Madrid ulmer uroen. Klubben har ikke haft brug for nøglen til pokalskabet i flere sæsoner, og utålmodigheden er til at skære i blandt klubbens resultatforlangende fans, pressefolk og ledelse.
”Men hvad værre er:” siger Luna, ”spillet er elendigt, og det har folk sværest ved at acceptere. Klubben skal vinde, men spillet skal også være smukt. Hvis man spiller smukt, men taber, er tolerancen meget stor, men hvis man taber uden elegance, mister fansene respekten for spillerne. Det er som på Las Ventas. Tyrefægteren skal ikke bare vinde, han skal vinde smukt.”
I de seneste dage har balladen i Real Madrid handlet om spillernes usædvanlige oprør mod klubbens præsident Ramón Calderón, der kom så fatalt af sted ved en gæsteforelæsning på universitetets juridiske fakultet. Åbenmundet og nonchalant, havde han ikke lige tænkt på, at alt hvad han sagde, blev opsnappet af en af de studerendes mobil, og derfra solgt videre til pressen.
Han plaprede ud med sin målmands løn på 68 millioner kroner om året. Han sagde at David Beckham var halvt fodboldspiller og halvt skuespiller og nu blev solgt til L.A. Galaxy fordi der ikke var nogen europæisk klub, som gad have ham. Og han kaldte spillerne for forkælede børn uden kultur og dannelse, der fik alt foræret, selv maden på byens restauranter.
På Oles bærbare toner Real Madrids tidligere stjernespiller, sportsdirektøren Predrag Mijatovic frem. ”Han sad som på nåle, da vi lavede interviewet,” siger Luna. ”Han var hele tiden i forsvarsposition, og han var lige udvandret fra et japansk tv-hold, der hele tiden stillede spørgsmål om David Beckham. Det havde han sagt at han ikke ville svare på, men de blev ved, og hvad vandt de ved det? Mange forveksler god journalistik med en bull fight. Intet er nemmere end at fornærme, men det er ikke fedt når folk bliver sure. Det er fedt når de slipper tøjlerne og siger hvad de mener.”
Ole har rodet i arkivet og fundet billeder frem fra dengang, det var sjovt at være i Real Madrid, og Luna har taget lydsiden med fra sin egen cd-samling: Eva Madsen, der synger ”Glemmer du, så husker jeg det ord for ord…”. Hun tømmer en mulepose med de seneste ugers udgaver af fodbolddagbladene MARCA og AC. Tanken er, at Ole skal panorere hen over forsiderne, når de skal forberede indslaget om balladen i Barcelona.
Hvad kan man ønske mere? Real Madrid skal møde Bayern München og Barcelona skal op mod Liverpool, og begge de spanske gigantklubber bidrager til underholdningen med et tag selv bord af historier om uro i rækkerne. Og Luna har arbejdet længe på at få den rigtige historie.
”Jeg lagde allerede for tre uger siden billet ind på et interview med Frank Rijkaard. Så kom balladen med Eto’o, og alle journalister vil tale med ham, men han vil ikke udtale sig. Det forstår jeg godt, og jeg synes at han er unik i sin forståelse af spillerne og i mandskabsbehandlingen. Tag nu f.eks. den gang Ronaldinho var skadet og rejst hjem til Brasilien. Pludselig bragte aviserne billeder af ham fra et karnevalsoptog, hvor han stod med stråhat og spillede trommer. Så sagde Rijkaard bare: ’Nå ja, han er jo brasilianer, og han har brug for sin musik.’ Da Ronaldinho kom tilbage, spillede han fantastisk, scorede et mål, og ”spillede” bongotrommer som en hilsen til træneren. Det kræver mod og sikker hånd at forskelsbehandle i en trup med 25 spillere, men dét gør Frank. Derfor håber jeg, at jeg kan få det her interview, for jeg vil spørge hvad de menneskelige kvaliteter betyder, når man skal indgå i et team. Hvilke temperamenter søger han, når han sammensætter sin trup? Jeg må føle hvordan han har det, når jeg spørger. Hvis der er god stemning, vil jeg gerne vide, hvordan det har været for ham personligt at være en del af denne sag.”
Mens Eva Madsen synger videre – alting brast, men det gør heller ikke spor – minder Luna Ole om, at de skal finde billeder fra dengang sportsdirektør Mijatovic scorede for Real Madrid i Champions Leauge finalen i 1998, og med en blok i skødet håndskriver hun sin speak: ”Også denne sæson har budt på forandringer, men ikke på forbedringer. I klubbens 105-årige historie har de aldrig sat 15 point til på hjemmebane, og det er heller aldrig sket før, at de kun har scoret 12 mål i 11 kampe. Vi er halvvejs inde i den fjerde sæson uden titler…”
Mens Ole justerer indslaget, forsøger Luna for gud ved hvilken gang, at komme igennem til Barcelonas pressechef, en gammel kending, som hun første gang møde i 1998, da hun var hyret som tolk for Brøndby, der skulle møde Barcelona. Ved den officielle middag for de to holds ledelser på restaurant Lumskebugten i København, gik det op for FC Barcelonas delegation, at det var Lunas fødselsdag, og de kvitterede med fødselsdagssang på catalansk. Han er en god mand at have tastet ind i mobilen. Det gælder om at ramme ham lige efter dagens obligatoriske pressemøde og lige før frokost og siesta. Denne gang besvarer han opkaldet. ”Hola, Chemi! Soy Luna…” siger hun. Og i næste øjeblik råber hun et ”fantastico!” ind i mobilen. Frank har slettet 30 journalister fra pressechefens liste. Lunas navn står der stadig.
”Han har ikke udtalt sig siden fadæsen med Eto’o,” siger hun, ”men vi har ham på mandag. Han giver nok også nødtvunget et interview til den spanske kanal, der viser, men han vil nok være mindre distanceret overfor mig, fordi mine seere ikke kender alle detaljerne. Det er et spørgsmål om tillid, og hvis ikke jeg har Franks tillid, får jeg ham heller ikke til at fortælle om mandskabsbehandlingen og sagen om Eto’o. Jeg får tit at vide at jeg ikke er en kritisk journalist, men hvem fanden skal bestemme det? Jeg er et kritisk menneske, men når jeg interviewer en spiller, der lige er kommet ud efter 90 minutter på banen, respekterer jeg hans situation. Jeg kan ikke bede ham om at reflektere dybt over tingene, jeg skal have hans følelser, og seerne må gerne selv bruge deres øjne og se, hvordan han har det. Mit spørgsmål er ikke så afgørende. Det er vigtigere, hvordan jeg ser ham ind i øjnene, rører ved hans arm og taler til ham.”
Mandskabsbehandling er et begreb, der interesserer Luna, fordi en træners kvalitet og resultater afhænger meget af, hvordan hans menneskelige egenskaber er. Fra sine mange år som medarbejder i DBU har hun set og hørt meget om forskellige træneres fejl og mangler, og i Champions Leauge ser hun hele tiden, hvor stor en rolle managerens menneskelige egenskaber spiller. Hun peger på Manchester Uniteds Alex Furgerson, der tidligt spotter og eliminerer medarbejderproblemer. Han skilte sig af med storspillere som Jaap Stam, David Beckham og Ruud van Nistelrooy, fordi de af den ene eller den anden grund ikke længere passede ind i truppen.
”Store egoer skal jo nusses meget,” siger hun, ”og Frank ved godt, at en mand som Eto’o har primadonnaens forfængelighed, og at han skal behandles som et råddent æg. Da han blev udsat for racistisk chikane, hvor publikum råbte abelyde efter ham, støttede Rijkaard ham meget og sørgede for at han ikke opgav fodbolden. Men Eto’o har altid været såret på sin forfængelighed, også da han var på kontrakt i Real Madrid og blev lejet ud til Mallorca, hvor han fik succes. Men han ønskede hele tiden at komme tilbage hertil for at bevise, at han kunne klare det, og han blev tilbudt en kontrakt, hvis bare han ville vente et år indtil Roberto Carlos og Ronaldo havde fået EU pas og Real Madrid plads til en udlænding mere. Men han følte sig dårligt behandlet og ville ikke vente, og så kom han til Barca, hvor han er pissemisundelig på Ronaldinho, og pissemisundelig på Messi, som han godt ved er Ronaldinhos arvtager. Eto’o ved nemlig godt, at han ikke forfører, at han ikke skaber det uventede, og han ved godt, at spillet for alle os fodboldromantikere handler om mere, end at score. Han har det lidt lige som Shevchenko, der altid har scoret mange mål, men aldrig forført. Hos ham er alt betingelsessat, intet er betingelsesløst. Han kikker altid ud mod bænken for at høste trænerens roser. Men det er jo Ronaldinhos spil, det betingelsesløse, der er det smukkeste, lige som den smukkeste kærlighed også er betingelsesløs.”
Den dag, jeg ankommer til Madrid, begynder retssagen mod de skyldige i terrorattentatet mod byens undergrundsbane den 11. marts 2004. I anklageskranken sidder først og fremmest attentatets master mind, der blot går under kaldenavnet Egypteren. Han er anklaget for XX mord og XX mordforsøg.
”Den 11. marts viste alt det gode og alt det dårlige ved Spanien,” siger Luna. ”Det gode var, at togene og metroen kørte dagen efter igen, og at folk stod sammen i protester mod terroristerne. Det dårlige var, at den daværende regering skyndte sig at udpege den baskiske terrororganisation ETA som ansvarlig, selvom resten af verden mente, at det var Al Quida der stod bag, og at attentatet ikke handlede om spansk indenrigspolitik, men om at Spanien havde tropper i Irak. Men regeringen holdt fast i at det var baskerne, og da attentatet skete tre dage før vi skulle have valg hernede, reagerede spanierne med det samme og skiftede regeringen ud. Så kom socialisterne til, og i løbet af kort tid var de spanske tropper trukket hjem.”
Netop den dag, hvor attentatet fandt sted, skulle Luna flyve fra Madrid til Cádiz. Hun kørte til lufthavnen med en taxachauffør, der var fortvivlet over, at han ikke kunne komme i kontakt med sin søn, som sandsynligvis havde været i metroen på vej til arbejde, da bombemændene slog til.
”Tårerne løb ned af kinderne på ham, og jeg sagde at han bare skulle sætte mig af og køre hjem for at finde sin søn, men trafikken var så tæt derude på M30, Madrids ringvej, at han alligevel ikke ville kunne vende vognen. Jeg ved ikke, om han fik kontakt til sin søn. Da jeg kom til Cadiz, deltog jeg dagen efter i en antiterrordemonstration, hvor vi var en kvart million mennesker på gaden – i en by med 150.000 indbyggere!
Pludselig brød regnen løs over hele landet, og i løbet af ingen tid cirkulerede SMS-kæderne fra by til by, så vi stod ved demonstrationer over hele landet og råbte nøjagtig det samme slogan: No lluve, es Madrid que llova! Det er ikke fordi det regner, det er Madrid der græder! Jeg har tit tænkt på, at det var mobiltelefoner der blev brugt til at detonere bomberne, og at det var mobiltelefoner der var altafgørende for den folkelige kommunikation og det fælles slogan under demonstrationerne – og ikke mindst om natten før valget efter mediernes deadline, hvor det kom frem, at det ikke var ETA, men Al Quida, der havde påtaget sig skylden.”
Som hun stod der i regnvejret i Cadiz og demonstrerede imod terrorismen, røg Lunas tanker tilbage til 1986, hvor hun som nybagt student rejste til Paris og første gang stiftede bekendtskab med attentater.
”Bomberne sprang om ørerne på os. Jeg er ikke sikker, men så vidt jeg husker var det algeriske terrorister, der sprængte 14 bomber i den første islamiske terror i Europa. Vi blev bedt om at blive inden døre, og jeg husker uroen i byen meget tydeligt. Sammen med min veninde tog jeg videre til Barcelona, og jeg forelskede mig med det samme i byen, selvom der var flere ETA attentater. Vi hutlede os igennem og levede et rigtigt bohemeliv. Vi var i landet illegalt og havde hverken opholdstilladelse eller arbejdstilladelse. Men vi lærte en masse mennesker at kende, og vi gik til en masse ferniseringer, hvor vi fik vores daglige måltid. Vi boede tæt på Ciutadella parken, hvor punkerne holdt til, i et værelse oven på en benzintank, der var beregnet til at langturschauffører kunne overnatte. Senere fik vi job som tjenere på barer og diskoteker i et feriested tæt på Tarragona. Vi arbejdede 15 timer om dagen, vi havde ingen fridage, og månedslønnen på 2500 kroner blev tilbageholdt og udbetalt i oktober efter sæsonen, så de kunne være sikker på at man ikke stak af lige pludselig. ”
Dagen før bombeattentatet i Madrid i marts 2004 havde Luna og Ole været på Bernabéu for at hente et fotostativ. De var spadseret lige ind gennem de åbne porte, og en tanke strejfede dem begge: Vi kunne have haft en bombe med’. Det tænkte Luna på, da hun to dage efter stod sammen med de andre demonstranter og Madrids tårer silede ned over Cádiz og alle andre spanske byer. Og hun tænkte på det igen seks måneder senere, da et fyldt stadion med ét skulle evakueres. Hun fortæller mig historien da vi lørdag aften har sat os til rette ved de blå plasticborde i presselogen på Bernabéu for at se det kriseramte hjemmehold tage imod Real Betis.
”Jeg stod og strøg og så Real Madrid spille mod Real Sociedad. Som altid havde jeg skruet ned for fjernsynets lyd, fordi jeg hellere vil høre transmissionen i radioen. Pludselig gik spillerne fra banen, og med ét begyndte alle mobiltelefonerne at ringe. Her i Spanien har man lommeradioer med når man går til fodbold, så man kan følge resultaterne i de andre kampe, og inden spillerne var nået ud, vidste 80.000 mennesker besked om hvad der foregik, nemlig en evakuering. Hver gang ETA har placeret en bombe, varsler de det gennem den baskiske avis GARA, der giver besked til den baskiske lokalregering, der kontakter de spanske myndigheder, og indenrigsministeriet sætter en procedure for dobbeltcheck af varslingen i gang. Hvis truslen viser sig at være troværdig, begynder evakueringen af det berørte sted. Real Madrids daværende præsident Florentino Pérez fik besked af politiet, han kontaktede fjerdedommeren, der gav dommeren besked, og han sendte spillerne ud.
Publikum blev bedt over højttalerne om at forlade stadion i god ro og orden, og alle gør hvad de bliver bedt om. Alle hjælper hinanden, og man sørger for at børnene kommer væk først. Der er stort set ingen panik. Spillerne stod også ude på vejen blandt publikum, kun i shorts og med en jakke over skuldrene. Florentino Pérez blev som den eneste i omklædningsrummet, som en kaptajn på sit skib, da eftersøgningen på stadion gik i gang. Der blev rent faktisk fundet en række rygsække på nordtribunen. Officielt var de tomme, men jeg tror nu at de blev detoneret af bombeeksperterne. Det var meget ubehageligt, og mobilnettet til Madrid gik ned. Jeg sad der foran fjernsynet og ventede på at se Bernabéu springe i luften.”
Men stadion blev stående, og det står der endnu, som en mastodont af markante grå betonfjelde, der rejser sig midt i byen. Vi bliver modtaget i presseindgangen af klubbens mediechefer, der hilser på Luna med noget der ligner overstrømmende gensynsglæde, og vi går om bord i elevatoren, hvor piccolinen bringer os op på tribunen.
Stadion er spækket med kritiske kendere, og kikkerten er rettet mod den trængte træner Fabio Capello. Han har taget renegaten David Beckham til nåde efter at han først havde sortlistet ham fra holdet på grund af det forestående skifte til amerikansk fodbold, men den almindelige opfattelse er, at han ikke er træner i næste weekend – med mindre altså at tirsdagens Champions Leauge kamp mod Bayern München viser sig at være en livsforlængende sejr.
Folk er utilfredse. Spillet glider ikke. Især er brasilianeren Robinho en stor skuffelse. Bolden springer fra ham i hver en dribling, og hver gang rammes han af tusindvis af syleskarpe pift fra publikum. Luna konstaterer at krisen fortsætter, selvom kampen har budt på flere målchancer end hele sæsonen hidtil. Problemet er, siger hun, at de ikke kommer ud over kanter. Det har de ikke gjort siden de fyrede Vicente Del Bosque. Klubben har et trænerforbrug af den anden verden, mindst én per sæson for tiden. Til gengæld sker der noget på midtbanen, der hvor Gravesen rodede rundt i et lille års tid. Luna holder øje med Guti, der ligger centralt. Det synes hun er fornuftigt, rigtigt set. ”De skal prøve at udnytte hans store spilforståelse, lade spillet gå gennem ham,” siger hun.
Det tyvende århundrede har været fodboldens århundrede i Spanien. Det er ikke noget, jeg har læst. Det er noget Luna konstaterer. Hun følger spillet som en del af kulturen, livsstilen og identiteten, ikke mindst med alle de politiske under- og overtoner, når kongeklubben fra hovedstaden tørner sammen med Barcelona fra Catalonien eller – som i aften – Real Betis fra Andalusien. Den slags kontraster kan dansk fodbold ikke rigtig hamle op med, mener Luna, selvom de danske fans gør en stor indsats for at skabe identitet omkring deres klub.
Der sker ikke det store på Bernabéu i aften, stemningen er lidt mat, og vores samtale går nye veje. Vi taler om arbejde, om at være sin egen herre, disponere over sin tid selv og stort set kun have ansvar for at aflevere ordentligt arbejde til tiden. Jeg fortæller om, hvordan mit arbejdsliv er skruet sammen, om at anmelde bøger, film, skrive artikler, og pludselig sidder vi der på Bernabéu og taler om ny dansk litteratur, mens vi pligtskyldigt følger med i en småkedelig kamp.
Luna er i gang med Morten Beiters ”Mænd af ære”, den meget roste journalistfortælling om den sicilianske mafia, og så har hun lige læst Erling Jepsens nye roman ”Med venlig deltagelse”. Det har jeg ikke, ikke endnu, men jeg har læst ”Kunsten at græde i kor”, som jeg også lige har set filmatiseringen af til en anmeldervisning. De bøger taler til sønderjyden i Luna. Hun er født i Gram, hvor Erling Jepsen også kommer fra, og hun genkender steder og personer fra forfatterens både tragiske og humoristiske romaner.
”Glæd dig til at læse den nye. Glæd dig til, hvordan faren dør, så ser du morens sande væsen,” siger hun, og jeg kvittere med at hun skal glæde sig til filmatiseringen.
”Hvem spiller faren,” spørger hun.
”Han hedder Jesper Asholt,” svarer jeg.
Ham mener Luna ikke at hun kender. Men jeg tilføjer at han giver et perfekt portræt af romanens ynkelige og selvmedlidende skvat af en incestuøs far.
Luna bruger gerne tid på at læse danske bøger, men både Leif Daviden og Hanne-Vibeke Holst har været skuffelser, mener hun. De skriver begge for fladt. Film bliver det også til i ny og næ, og sidst hun var hjemme, brugte hun en formiddag i Grand på Erik Clausens ”Ledsaget udgang”. Han er det absolutte must for Luna i dansk film. Den har jeg ikke set, men jeg kommer i tanker om, at Jesper Asholt jo også var med i den.
”Nå, ham!” siger Luna, der sagtens kan se for sig, hvordan han kravler grædende og selvmedlidende rundt på gulvet, som i Erling Jepsens roman.
Bolden springer igen fra Robinho, der er fuldkommen uden føling med spillet, og et opgivelsens suk fejer henover tribunerne. Vi har god tid til at kortlægge andre fællesinteresser.
Luna følger med i film og litteratur fra Spanien og i Sydamerika. I fjernsynet står den stort set kun på fodbold, for hun mener at udbuddet af programmer er elendigt, totalt overfladisk og skræmmende dårligt – ironisk nok, bemærker hun, når hun selv laver tv.
Men hvad med Danmark, vil jeg vide, følger hun med i hvad der sker i Danmark? Svaret afslører Lunas politiske side:
”Jeg ser hverken dansk tv eller danske aviser på nettet, og når jeg er hjemme bliver jeg helt forskrækket over debatten og fremmedhadet. Folk siger til mig, at jeg ikke ved noget om det, fordi jeg ikke bor i Danmark, men jeg er jo stadig dansker, det har jeg aldrig fornægtet. Jeg forstår bare ikke egoismen. Hvordan kan man tillade sig at differentiere bistandshjælpen og rangordne folk? Jeg forstår ikke den danske regering.”
Der er nye navne på Real Madrids holdkort, og Luna får en idé:
”Ole, vi skal lave et indslag om integrationen af de nye spillere, de har hentet i Sydamerika,” siger hun til fotografen. ”De bliver jo bare kastet for løverne, og de klarer sig altid dårligt. Barcelona hentede Messi i Argentina da han var 13, så de har ført ham langsomt frem, integreret ham i klubben og givet ham erfaring.
Men når Real Madrid henter spillere på 19-20 år, så klarer de sig dårligt. De er simpelthen ikke klar.”
Robinho bliver pillet ud, og en hånlig pibekoncert stiger fra tribunerne mod den sorte aftenhimmel. Da der mangler ti minutter, forlader Luna og Ole stadion. De skal samle reaktioner når publikum kommer ud. Jeg bliver siddende og ser David Beckham blive snydt for et frispark på kanten af feltet. I ét splitsekund ser man hele kampens mulige kulmination for sig, hvis dommeren havde fløjtet. Så ville bolden ligge i perfekt position for Beckhams fremragende højreben, og med al sin intuition, tidsfornemmelse og erfaring, ved han udmærket, at der kun er et enkelt spark tilbage inden det sidste fløjt. Dét spark skulle være hans, og bolden skulle følge buen rundt om muren og kline sig ind op ad stolpen til publikums øredøvende jubelbrøl. Sådan skulle det have været. Men dommeren undlod at fløjte, og i frustration saver Beckham sin banemand over, så dommeren må trække det røde kort. Der er ti sekunder tilbage, og manden der ifølge klubbens præsident er halvt fodboldspiller, halvt skuespiller, vandrer slukøret ud – mens publikum honorerer hans fight med varme og respektfulde klapsalver.
Kampen ender 0-0. Til Lunas mikrofon siger en frustreret lokal fan, at spillerne er nogle røvhuller. Mange fans trækker bare på skuldrene. Det er præcis sådan som det ikke må være. Intet nyt til trofæskabet. Ingen mål. Og ikke noget godt spil. Dagen efter beskriver Luna stemningen i sin speak til optaktindslaget til Champions Leauge kampen: ”Lørdag aften i Madrid… Afmagt og impotens. Vreden er blevet til ligegyldighed.” Samme dag slår sportsavisen AS til med en nævenyttig forside, der hoverer over trænerens frasalg af sin stjerneangriber, der åbenbart har fundet mållykken i sin nye klub: ”Ronaldo: 2 – Capello: 0”.
Det er blevet søndag. Mandagens interview med Frank Rijkaard er hverken blevet aflyst eller konfirmeret, men Luna vurderer at chancen er så god, at vi skal booke et morgenfly til Barcelona. I den elegante terminal 4 i Barajas lufthavnen er hele glasfronten erstattet af afdækningsplastic. Det var her ETA den 30. december bragte deres største sprængstofladning nogensinde til sprængning. Glassplinter skød vandret ud i hallen, der gudskelov var mennesketom, fordi varslingen havde givet myndighederne tid til en effektiv evakuering. Parkeringshuset overfor, hvor bomberne var anbragt, blevet raseret, og to ecuadorianere der sov i en bil, blev dræbt.
På Barcelonas gigantiske stadion står turisterne i kø for at købe billetter til rundvisning og et museumsbesøg. Vi får lige et glimt af Deco, der styrer sin brede bil ned i parkeringskælderen. Desværre kender personalet i døren ikke noget til at vi skulle komme. Pressechefen har ikke lagt besked eller akkreditering til dagens træning, og nu er klokken elleve, træningen begynder. Vagterne kalder pressechefen på walkien, forgæves. Men endelig lykkes det Luna at komme igennem: Hola, Chemi! Nu står vi her altså, hvad så med det interview?
Giv mig fem minutter, havde han sagt, og det giver vi ham gerne. ”Heldigvis er fem minutter fem minutter i Catalonien, det er det ikke i resten af Spanien,” siger Luna, men så lang tid går der ikke engang, før vores adgangskort er på plads, og vi kan gå rundt om stadion til træningsbanen, hvor spillerne er begyndt at lunte og strække ud under den trænerstabens anvisninger. Og den er god nok, Luna skal nok få sit interview. Seks spørgsmål, sagde Chemi. Men er seks spørgsmål også seks spørgsmål, lige som fem minutter er fem minutter?
Ole filmer træningen, jeg kikker på, Luna taler i telefon, mens hun vandrer rundt på parkeringspladsen. Efter en lille times tid dasker spillerne forbi os mod baderummene. Frank Rijkaard hæver hånden og sender et lille smil af sted mod Luna, og vi begiver os op i det store stadions indre, hvor der er linet op til pressemøde i en mindre konferencesal. Fem spanske tv-stationer og et utal af radioreportere og avisjournalister sidder klar. I dag er det kun den italienske back Zambrotta, der tager plads ved siden af Chemi, men ham gider vi ikke bruge vores tid.
Vi træder ud på tribunen, og kikker ned på præsidentens marmorbelagte loge. Nede ved udskiftningsbænkene har de besøgende travlt med at fotografere hinanden med græsset og den store langside som baggrund. På banen er et hold greenkeepers i gang med at slå græs i to grønne nuancer. Luna peger: ”Dernede er min faste plads, lige ved den anden stribe. Det er det bedste sted, for i det hjørne varmer Ronaldinho altid op, så han er med i baggrunden, når jeg er i billedet.”
Vi går ind i Camp Nous mixed zone, lokalet hvor spillerne defilerer forbi kødranden af reportere efter hver kamp. Når de andre mediefolk er gået efter pressemødet, står vi her stadig, for Lunas navn overlevede på den liste, hvor Frank Rijkaard likviderede navn efter navn, der også havde anmodet om et interview. Vi står her stadig, fordi vi har fået bevilget seks spørgsmål.
Vi taler om trænere. Luna mener, at der er for få personligheder i fodbold i dag, det er så glat og kedeligt. Og nogle trænere mister jordforbindelsen, fordi de udelukkende beskæftiger sig med fodbold. Det har hun set både i Danmark, og i de store europæiske klubber. ”Det er ikke godt, hvis man tænker fodbold 24 timer i døgnet. Monokultur er ikke sundt,” siger hun. Men der er på den anden side også trænere, der går så højt op i deres job, at de ikke kan lade være med at følge med i alting. ”Tag nu for eksempel Rafa,” siger hun, ”han beder jo ligefrem om at komme på overarbejde med de dvd’er, jeg sender ham”.
”Rafa?” spørger jeg. Jeg ved godt, at Luna taler om Liverpools spanske manager Rafael Benitez, men nu vil jeg gerne vide, hvad er det for dvd’er, han ser.
”Det er højdepunkter fra SAS Ligaen.”
”Sender du Rafa højdepunkter fra SAS Ligaen?”
”Ja,” svarer hun. Og med et stort glimt i øjet: ”Hvorfor tror du ellers at Daniel Agger er kommet til Liverpool?”
Jeg spærrer øjnene op. Har Luna en andel i, at den unge komet blev købt af den engelske storklub? Hvad handler det her om?
”Sagen er,” siger Luna, ”at jeg havde haft en krig med Liverpools pressechef Ian Cotton gennem hele foråret om nogle interviews. Så mødte jeg ham i pausen i Champions Leauge finalen i Tyrkiet, hvor Liverpool jo var bagud 3-0, men senere vendte kampen og vandt. Så faldt vi i snak, og han lovede mig at jeg efter sommerferien ville få en halv time solo med Rafa. Jeg har ikke helt fattet hvordan. Jeg har hele tiden haft et fint forhold til Rafa, men det skal gå gennem pressechefen, så alt afhænger af at han giver grønt lys. Så fik jeg det interview, og bagefter sad vi og sludrede lidt. Han spørger så, om min station har rettighederne til den danske liga, og det har vi jo. Så spørger han om han må få nogle dvd’er, fordi han gerne vil følge med. Det må han jo gerne, men jeg ser jo ikke selv Superligaen hver uge, så jeg spørger min bror, som er den mest velorienterede mand jeg kender, og han siger, at der kun er én spiller, som Liverpool kan være interesseret i: Daniel Agger. Så sendte vi Rafa nogle bånd med ham, og resten af historien kender du. Det kan sagtens være tilfældigt, og jeg ved ikke om jeg har en sikker aktie i handelen. Men nu ringer jeg hver tredje måned til TV3’s fantastiske bibliotekar Peter Clausen og siger at det er Rafa-tid, så vælger han det bedste ud siden sidst. Jeg tror nok at Rafa har set lidt til F.C. Midtjylland på det seneste. Han er en fodboldnørd. Hvis du vil følge den danske liga, følger du også den svenske, den græske osv. Han ser fodbold 24/7.”
Chemi kommer og siger, at Frank vil være der om lidt. Ole hænger en dug med Champions Leauges kongeblå logo op på den hvide væg med et stykke gaffatape i hvert hjørne. Luna tjekker sin liste, repeterer sine spørgsmål, gennemgår sin taktik. Så er Frank der, afslappet klædt i sort jakke og t-shirt. Han hilser på Luna med kindkys og svarer lavmælt på spørgsmålene om kampen mod Liverpool på onsdag. I baggrunden venter pressechefen som en anden chaperone, mens Luna langsomt drejer spørgsmålene ind på historien om Eto’o.
”Konflikter kan være gode for truppen,” siger Frank Rijkaard. ”Jeg vil aldrig have et omklædningsrum uden forskellige temperamenter.”
Men hvorfor fik Eto’o ikke en disciplinær straf?
”Samuel Eto’o,” siger træneren, ”har været skadet i lang tid, han har fået straf nok.”
Interviewet er forbi. Frank Rijkaard har med næsten tolv minutters tålmodighed besvaret tolv spørgsmål og honoreret flere ugers tålmodighed fra Lunas side, og Viasats seere får nogle udtalelser, som resten af fodboldverdenen må undvære.
Luna er godt tilfreds: ”Det er faktisk meget bedre end at tale med Eto’o selv,” siger hun, ”for Frank er chefen, der har skullet træffe beslutningerne, og han sagde faktisk noget interessant. Men i øvrigt opfatter vores publikum ikke spillernes klicheer på samme måde som vi selv gør. Jeg kan være sikker på at Ronaldinho ikke siger noget interessant, men han står der med sine store tænder og smiler til hele Danmark, og så får jeg rosende mails i lange baner.”
Tre dage senere sidder jeg derhjemme og ser de tre efternavne, Schmeichel, Elkjær og Laudrup. På studiets fladskærm toner hun frem fra sin faste plads foran den anden stribe på Camp Nou. Hun står der for at fortælle om aftenens kamp og om balladen i Barcelona, og efter kampen er hun klar til at kikke spillerne i øjnene, røre let ved deres arm, og få dem til at fortælle om deres følelser. Da interviewet med Frank Rijkaard kommer på, tænker jeg, at kvinden, der gik ind i vores omklædningsrum, fik hvad hun kom efter: den vigtige vinkel, den svære historie. De andre gik også efter den. Men de fik den ikke.
”Nu,” siger studieværten, ”har vi Luna med nede fra Barcelona.”
– – –
Luna…
• hedder i virkeligheden Lone Jakobsen, men ingen i udlandet kan sige Lone, så det er blevet internationaliseret til Luna. Efternavnet Christofi giftede hun sig til. I dag er hun skilt og bor sammen med ny kæreste i Madrid.
• taler flydende engelsk, tysk og spansk, og kan med lidt forberedelse interviewe på italiensk, fransk og portugisisk. Det giver mange fordele i kampen om udtalelser fra spillerne lige efter en kamp, for det er trygt at kunne tale på sit modersmål.
• udgav i april i år guidebogen ”Fodboldrejsen” for danskere, der gerne vil opleve kampene live på de store stadions. Bogen har bidrag af Michael Laudrup om spansk fodbold, Thomas Helveg om italiensk fodbold og af Peter Schmeichel om engelsk fodbold. UEFA’s mediedirektør Frits Ahlstrøm fortæller i forordet om Lunas vej til DBU.
• var den første internationale journalist der interviewede Real Madrids målmand Iker Casillas. Det var før en udebanekamp mod Valencia, men den unge målmand var nødt til at gå før tid, for han skulle lige nå hjem inden afrejse – og han var med metroen, fordi han ikke var gammel nok til at have kørekort. Uden at vide at Luna var fra Danmark fortalte Casillas, hvem der var hans målmandsidol: Peter Schmeichel.
• overvejer hvad hun skal lave, hvis hun ikke skal lave tv. Måske vil hun arrangere rejser til spanske vingårde og producenter af ost, skinke m.m.
• arbejder som pressechef for UEFA ved slutrunder, hvis TV 3 ikke dækker dem selv.
• holder tit foredrag for danske selskaber på fodboldrejser, både om kampene, f.eks. Barcelona mod Real Madrid, men også om politik, kultur, vin m.m.
—
Luna om…
Fodbold og forfængelighed:
”I december 2006 stod jeg foran Barcas omklædningsrum på Camp Nou og interviewede efter en Champions Leauge kamp mod Werder Bremen. Så kom en tysk holdleder over med Miroslav Kloses og Torsten Frinks trøjer. Han skulle hilse og spørge om Ronaldinho og Deco ville bytte. Jeg blev bedt om at tolke fra tysk til spansk, og kom med ind i Barcelonas omklædningsrum for at vente på svar. Barcas holdleder kommer så tilbage og siger, at hans spillere er komplet ligeglade med de tyske trøjer, men jeg oversætter det naturligvis til et høfligt nej tak. Og så siger den tyske holdleder helt fortvivlet: ”Jamen, det er jo to tyske landsholdsspillere!”
Spanierne og stjernerne
”Spillerne kan sagtens færdes i byen og spise i fred og ro på restauranterne uden at det kommer i avisen. De kan leve et relativt normalt liv. Måske beder tjeneren høfligt om en autograf på vegne af en anden gæst, men man generer ikke stjernerne. I øvrigt betaler de ikke, når de spiser ude, for restauranterne er taknemmelige for deres besøg. Sportspressen interesserer sig heller ikke for spillernes sexliv. Hvad rager Beckham sexliv os, det interessante er hvordan han spiller på højrekanten.”
Sønderjyske rødder
”Jeg forstår godt at catalanerne, baskerne og de andre folkeslag værner om deres sproglige særkende. Identiteten ligger i sproget. Jeg kommer selv fra Sønderjylland, og når jeg krydser Kongeåen i IC3 toget, slår jeg automatisk over i sønderjysk. Selv om jeg aldrig vil kæmpe for et selvstændigt Sønderjylland, så jeg gerne at egnen blev husket mere. Det er en lidt glemt egnsdel, for i Danmark mener man, at alt år via København. Men man har ikke set Danmark, bare fordi man har været i København. Næ, tag du med mig til Sønderjylland. Jeg vil næppe bo der igen, men der er intet i verden som Sønderjylland. Jeg er vokset op med at alt skal være hjemmelavet, man skal plukke sine bær og høste sine grøntsager. Man spiser sæson, laver alt fra bunden og køber flæsk hos a slawter.”
Da Danmark vandt EM
”Jeg var ansat i DBU under Europamesterskaberne i 1992, samtidig med at jeg læste på Handelshøjskolen på Frederiksberg. Jeg arbejdede om dagen og læste til engelskeksamen om natten, og når Danmark skulle spille, fløj jeg til Sverige. Vi var et lille sekretariat, der skulle ordne alt, ikke mindst billetsalget, og når vi mødte på arbejde om morgenen, lå roliganerne og sov på græsset ude foran. Vi skulle sørge for akkreditering af journalister og arrangementer for spillerkonerne, og jeg skulle sørge for tøj, chokolade, Grøn Cecil til Lars Olsen… Danmark vandt guld, jeg fik tre 11-taller, og vi sagde nej til Maastricht traktaten. Det var en god sommer.”
Fodbold i fjerneren
”Under EM i Portugal i 2004 sad jeg flere eftermiddage og snakkede med Peter Schmeichel. Han var der for BBC, jeg var pressechef for UEFA. Han skulle begynde som studievært på TV3’s Champions Leauge dækning, og han sagde: ’Vi skal lave alt live, også ude fra stadions!’. ’Ja’, sagde jeg, ’men det får du aldrig igennem’. Så svarede han: ’Jeg får alt igennem!’. Det gør han!”
Politik
”Jeg er vokset op i et miljø, hvor der blev diskuteret politik. Hjemme handlede det om oliekrisen og den høje rente, det var et Venstre-hjem. Hos min mormor og morfar handlede det om den socialdemokratisk tankegang, for min morfar var aktiv i partiet og LO og viceborgmester i en periode. Det var dengang i Anker-tiden, hvor ingen regering sad særligt længe. I min gymnasietid i Åbenrå i 80’erne var jeg aktiv i Operation Dagsværk og vi demonstrerede og lavede underskriftindsamlinger imod apartheid, den kolde krig osv. Første gang jeg stemte – det var om EF pakken i 1986 – havde jeg den der fornemmelse af, at vi blev snydt. Men faktisk tror jeg godt at danskerne kunne forholde sig til EF helt frem til den famøse dobbeltafstemning i 1993. Jeg var tidligere medlem af Det Radikale Venstre, men jeg meldte sig ud i protest mod Marianne Jelveds ukritiske EU politik. Nu har jeg valgt at leve mit liv med mine omgivelser og kulturen her i Spanien og jeg behøver ikke at følge med i hele verden hele tiden. Eller rettere sagt: Jeg følger med, men ikke som politisk aktiv.”