DR bør lave en litteraturquiz

Kommentar i Weekendavisen den 8. juni 2007.

Bøger i tv. Klassisk musik har haft en. Kunsten har haft en. Kulturhistorien har haft en. Nu mangler vi kun bøgerne…

Johannes Riis, Gyldendals litterære direktør, har i Danske Skønlitterære Forfatteres medlemsblad og i Information rettet en barsk kritik mod DR2 programmet Smagsdommerne, som han kalder perfidt og inkompetent discount-tv, og her i avisen har kollegerne Libak og Høy forsvaret programmet, sidstnævnte dog med forbehold. Kritikken er på mange måder fuldkommen fair, fordi den tager udgangspunkt i den sørgelige sandhed, at litteraturen ikke har sit eget, private hjemsted på vores store (nu noget mindre) public service kanal, og fordi Smagsdommerne vitterligt er et program, hvor deltagerne forventes at have en mening om teater, film, kunst, litteratur m.m. uden at de dog nødvendigvis er eksperter i de enkelte områder. Jeg ved det, jeg er selv en af dem.

Da jeg blev bedt om at være smagsdommer, sagde jeg ja tak på én betingelse: Jeg ville ikke producere en mening om noget, som jeg ikke havde et forhold til (ikke nødvendigvis det samme som ”forstand på”, men dog et kriterium). Derfor har jeg medvirket i programmer om litteratur, film og teater, som jeg uden kvababbelser har taget kritisk stilling til. Jeg har et par gange også ment noget om kunst, bl.a. Michael Kviums store retrospektive udstilling på Aros. Jeg har fulgt ham siden jeg så de første uforglemmelige malerier engang i firserne, og det forekom mig helt naturligt at have en holdning til hans kunst. Derimod sagde jeg blankt nej, da jeg blev bedt om at mene noget om de nye Rembrandt-malerier på Statens Museum for Kunst. Her havde lærde eksperter yppet kiv om deres ægthed i årevis, så manglede det bare at jeg skulle komme og sige… ja, sige hvad? Jeg sagde, at der kommer en tid i enhver smagsdommers liv, hvor man må erkende at ens forudsætninger for at mene noget meningsfuldt ikke er til stede, og jeg forlod – efter aftale med redaktionen – min stol og overlod den til Michael Wivel, der gæsteoptrådte som ekspert i netop Rembrandt-malerier. Det havde jeg det personligt meget, meget godt med.

Problemet med programmet opstår, når smagsdommerne er uforberedte eller ude af stand til at sige noget klogt om det, de skal bedømme. Jeg har engang zappet væk i protest over at film- og reklamemanden Søren Fauli sad der i den orange stol og sagde, at han ikke havde læst dagens roman færdig, fordi den var så lang og kedelig. Det var pinligt, uforskammet og meget afslørende for programmets akilleshæl. Til gengæld udmærkede Smagsdommerne sig ved at være det eneste anmelderforum, hvor Carsten Jensens Vi, de druknede rent faktisk blev udsat for negativ kritik, for nu at tage et eksempel, hvor Johannes Riis og jeg er uenige.

Som medvirkende i programmet er man naturligvis forbandet forpligtet til at gøre sig hjemmearbejde godt, og man skal være taknemmelig for udfordringen. Det kræver at man investerer en masse tid (og til læsernes oplysning: man får et fremmødehonorar af en størrelse som måske kan finansiere et enkelt dørgreb i det nye koncerthus, og sikkert ikke engang det), og at man ser på sagerne som Ole Wivel gjorde da han var Gyldendal-direktør og skulle argumentere for forlagets lave lønninger: ”Det gode arbejde bærer lønnen i sig selv”.

Men litteraturens stilling i DR er altså slet ikke er så ringe, som Johannes Riis mener. Mange bøger – og mange forfattere – får i Smagsdommerne en yderst værdig og værdifuld eksponering. Og så er der jo, som forlagsdirektøren selv erkender, en masse bogstof i Deadline og ikke mindst Deadline 2. Sektion. I de gode gamle dage var der godt nok diverse intellektuelle litteraturprogrammer, hvor bøse og seriøse studieværter som Werner Svendsen, Jørgen Thorgaard, Jens Winther og Claes Kastholm sad og brummede om bøgerne med bedemandsminer, og senere kom det mere journalistiske Bestseller til, hvor Isabella Miehe-Renard satte formidlingen i højsædet. Det bedste fra disse programmer er i dag blevet integreret i andre formater, som netop det aktuelle og kritiske Deadline, det hyperintellektuelle Deadline 2. Sektion og det folkelige og formidlende Smagsdommerne, som seerne rent faktisk ser. Er det så galt? Nej, det er det ikke.

Når det er sagt, så er der naturligvis masser af grund til at efterlyse mere bogstof i DR, særligt nu hvor DR har droppet al litteraturoplæsning efter kontraktuoverensstemmelser med forfatterne, og jeg har et forslag, som jeg er sikker på vil lægge gaderne øde. Husker I Kontrapunkt? Det nordiske quizprogram om den klassiske musik var et fantastisk show, hvor eksperter brillerede med en imponerende viden, som med garanti stimulerede pladesalget dengang i 70’erne og 80’erne. Eller hvad med Per Arnoldis Kunstquiz? Eller Piet van Deurs quiz med jordfund og andet gammelt ragelse fra vores kulturhistoriske fortid, Hvad er det? Jo, det kan sagtens lade sig gøre at lave underholdende fjernsyn om klassik musik, kunst og kulturhistorie – hvorfor så ikke litteratur?

Ved siden af denne kommentar står en klumme, hvor jeg hver uge i fem år har været vært for en litteraturquiz. Som det fremgår, vælter svarene ind. Sådan er det også på Politiken. Så tænkt bare, hvad fjernsynet ikke vil kunne opnå. Der er ingen grænser for, hvad arkiverne gemmer af filmklip med forfattere fra fortiden, interviews, reportager, debatter, nyheder, nekrologer, nobelpriser, jubilæer, fejder, skandaler, oplæsninger, filmatiseringer, dramatiseringer, takketaler, akkompagnementer osv. i én attraktiv uendelighed. Forestil jer en litteraturquiz, hvor kritikere, forfattere, oversættere og forlæggere dyster på litterær viden – fra gamle dage til ugens nyheder. Lad os få forfattere og skuespillere i studiet, lad os komme rundt i bøgernes verden, og lad os møde den levende litteratur i en inspirerende og underholdende dyst på viden. Gør Politikens Bo Tao Michaëlis og Kritikerlavets tidligere oldermand Marie Louise Kjølbye til anførere for de to hold, og gør Hans Hertel til overdommer. Så forsikrer jeg at den vidende, vittige, vanedannende og bogsalgsstimulerende klogskabsunderholdning er hjemme. Så mangler vi bare en quizmaster. Jeg foreslår Adrian Hughes.