Mange slags vanvid

Weekendavisen den 13. marts 2020.

https://www.weekendavisen.dk/2020-11/boeger/mange-slags-vanvid

Tidsskrift. Har litteraturen et aktivistisk og verdensforandrende potentiale?

Amulet Magasin 1. Redigeret af Emil Hee og Jakob Slebsager Nielsen. Layout: Paw Christian Poulsen. 440 sider, pris ikke oplyst. Forlaget Amulet.

Det nye litterære magasin Amulet debuterer med et ordentligt spark i løgsovsen: Hans Otto Jørgensen skriver uden tøven, at Pia Kjærsgaard er racist. Ingen forbehold, ingen fiktion, kun en konstatering, bare kom an!

Det er måske det, udgiverne sigter til, når de proklamerer at magasinet ”introducerer litteraturens aktivistiske og verdensforandrende potentiale”. Mindre kan ikke gøre det. Men jeg, som gør honnør for den brandesianske parole om, at litteraturen lever ved at sætte problemer uden debat, tænker: Spis brød til.

Litteratur ændrer ikke verden, men den kan skubbe til den. Og det gør Hans Otto Jørgensen i dén grad i Voodoo, et radikalt, aggressivt og indigneret magtkritisk raseriudbrud over de mange slags vanvidsformer, der præger vores samfund: storpolitisk undertrykkelse, sult, børnearbejde, krig, flugt, klimakrise, plasticforurening, hvidvask, racisme, højreradikal terrorisme, overvågningskapitalisme.

Og så skriver Hans Otto Jørgensen, at ”det er en slags vanvid”, at Pia Kjærsgaard som folketingets formand ikke tog afstand fra Rasmus Paludan, og så noterer han, at ”det er en slags vanvid at samme Pia Kjærsgaard er racist”, hvorefter han citerer straffelovens lov om injurier, §267 (racismeparagraffen blev jo afskaffet i 2017).

Hvordan skal man forstå det? Er lovcitatet om straf for ”fornærmelige ord” med for antyde, hvad Pia Kjærsgaard bør straffes for? Eller er der snarere tale om en subtil – og aktivistisk – invitation til politikeren, om selv at reagere på digtet, eller hvad teksten skal genrebetegnes som, med en sagsanlæg for injurier?

Jeg tror, at Hans Otto Jørgensen bevidst udfordrer Pia Kjærsgaard, og den slags konfrontationer kan der jo komme betydelig ballade ud af. Vi husker Jonas Eikas anklage om statsracisme mod Mette Frederiksen. Men inden da var der også Emil Elgs bortcensurerede tale på Arbejdermuseet i 2016, hvor han sagde at samme Mette Frederiksens politik var racistisk. Og netop Emil Elg bidrager til Amulet med en lidt tung akademisk analyse af lys og mørke i Inger Christensens forfatterskab, hvor ”negeren er en afgørende forudsætning for, at hvidhed – med alt hvad det indebærer af frihed, renhed, åndsliv, fødsel og død – kan komme i stand.” Det er et uddrag af et igangværende arbejde om negeren i dansk litteratur. Dét ser jeg meget frem til.

Af Édouard Louis bringes et indlæg om De Gule Vesten (nu oversat til dansk for første gang, men oprindelig trykt i 2018). Her slutter forfatteren sig ikke til en litterær-aktivistisk humanisme, men til en fysisk klassekamp og modstandskamp. Teksten emmer af indignation over den økonomiske overklasses undertrykkelse af arbejderne og de besiddelsesløse, og rummer en – dybt problematisk – forståelse for hærværk som legitim politisk metode.

Amulets andet spor handler om familien, kvinden og kroppen som et redskab. I et forbløffende gensyn med de første to kapitler fra Dorrit Willumsens Neonhaven, der udkom i 1976, møder vi en verdensfjern mannequin med 50 elskere, der føder en søn, som hun ikke orker, og på grund af eksistentiel tomhed, retningsløshed og fremmedgørelse.

Et uddrag af Asta Olivia Nordenhofs Scandinavian Star I (det kunne have været et scoop, men blev bare dårlig timing, da romanen udkom før magasinet) anslår et tema i skildringen af Maggies flakkende liv: ”Et mandeansigt var et hul, man kunne trække penge op af,” som det hedder. Det spor følger Cecilie Lind i en råkold historie om en ung kvinde, der gør sex til magt, kontrol og kompensation for savn og sorg. Og kroppen som redskab fortsætter i Amalie Sehested Roms Timéa & Inès & Lola, hvor Timéa får en lejlighed i Paris ved at give udlejeren et blowjob. Veninden Inès siger, at hun kan melde ham. Timéa svarer: ”Ja, men hvad så med lejligheden?”. Veninden fastholder, at udlejeren er et dårligt menneske. Timéa svarer: ”Ja, du har ret. Han virkede bare så sørgelig og ensom”.

Amalie Sehested Rom har et fint blik for både den eksistentielle tomhed og solidariteten. Det kommer ikke mindst til udtryk i et rørende tilbageblik til venskabets begyndelse, hvor en fortvivlet Inès har forladt sin baby. Pludselig har man et ekko i hovedet: Var hun et dårligt menneske? Eller var hun sørgelig og ensom?

Skønlitterært lyser Amulet desuden op med adskillige forventningsskabende works in progress fra læseværdige forfattere (Caroline Albertine Minor, Maja Lee Langvad o.a.), herunder et rystende godt uddrag af et censurramt skuespil af den russiske dramatiker Valeriy Pecheykin om en dystopisk stats retssag mod en homoseksuel mand.

Ifølge udgiverne introducerer Amulet en bevidsthed om litteraturens aktivistiske og verdensforandrende potentiale med tekster, der taler fra et sted, hvor katastrofen allerede er indtruffet, fra et opgør med alle autoriteter, som hegner mennesker inde. Intet mindre. Ligefrem verdensforandrende er det smukt designede Amulet naturligvis ikke. Politisk færdes det trygt og godt på den humanistiske venstrefløj med en samtidskritisk litteratur, der ikke levner tidens fremherskende nationalisme nogen chance. Fint og forudsigeligt.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.