Intet nyt under den nordiske sol

Weekendavisen den 23. februar 2018.

Kommentar. Autofiktionen og novellerne står stærk i feltet om Nordisk Råds Litteraturpris 2018. Vi kommer med Vita og Minor.

I går blev det offentliggjort, at Vita Andersens Indigo. Roman om en barndom og Caroline Albertine Minors noveller Velsignelser er de to danske kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris 2018. Det er én mildt forudsigelig og én ret overraskende nominering.

Den mildt forudsigelige er Velsignelser, som i forvejen har været indstillet til Weekendavisens Litteraturpris og Informations Montanapris uden at vinde, og nu er med i feltet om Politikens Litteraturpris, ligesom den har modtaget begge nationens priser til et forfatterskabs bog nummer to, nemlig Michael Strunge-prisen og Den svære Toer – og oven i hatten har novellerne også modtaget en præmiering fra Statens Kunstfond.

Mere ret overraskende er Vita Andersens barndomserindringer i romanform. Indigo er en roman, der lever op til den mere tekniske del af litteraturforskningens definitionskrav til autofiktionen, en litterær bølge, der aldrig synes at kamme over, nemlig lighed mellem navne hos forfatteren og fortælleren. Romanen, der kunne have heddet Man gjorde et barn fortræd, er Vita Andersens dybt private og dybt sørgelige beretning om en kærlighedsløs, ustabil og utryg opvækst på børnehjem og hos stedfortræderfamilier. Som så ofte i genren, er det umuligt at vide, hvad der er op og ned, når et liv genopleves i erindringen og filtreres gennem et kunstnerisk formsprog. Om bogen er sand, må læseren afgøre med sig selv. Men troværdig, er den helt sikkert.

Når nomineringen af Indigo. Roman om en barndom kommer som en overraskelse, er det fordi romanen intet efterliv har haft i den litterære debat. Det er som om den er gled i glemsel ganske kort tid efter udgivelsen. Mens den stærkt beslægtede barndoms-ungdoms-og-voksen-erindringsroman af kollega Leonora Christina Skov, Den, der lever stille, fyldte både her og hisset, var der en slags diskretionszone rundt om Vita Andersens roman. Sagen var nemlig, at forfatteren ikke stillede op til interviews alle vide vegne. Hun takkede høfligt nej til at repræsentere sin egen bog i offentligheden, vistnok på grund af stoffets private porøsitet, hvilket på alle måder fortjener vores respekt. Den, der lever stille, fristes man til at sige.

Indigo måtte svare for sig selv, og det er slet og ret godt set af nomineringskomiteen (professor Peter Stein Larsen og lektor Elisabeth Friis), der i deres motivering blandt andet skriver at Vita Andersens litteratur i formidabel grad lykkes med at give os adgang til andre verdener end vores egen. Som litterær beskrivelse af et nødstedt mor-datter-forhold ligger Indigo i perfekt forlængelse af den ene af de to romaner, som repræsenterede Danmark ved Nordisk Råds Litteraturpris i fjor, nemlig Kirsten Thorups Erindring om kærligheden, der som bekendt vandt prisen. I sin fine takketale talte hun om ”litteraturens element”, de steder, hvor litteraturen finder sted, nemlig ”i byernes og sindets afkroge, i smerten og sorgen, i ekstasen, kærlighedsvanviddet. I menneskevrimlen, i hverdagslivet, blandt de lykkelige/ulykkelige, i lyset og i afgrundens mørke”.

Netop de steder som Kirsten Thorup taler om, netop dér finder både Vita Andersens og Caroline Albertine Minors litteratur sted. Det er påfaldende så god overensstemmelsen er mellem Kirsten Thorups litteratursyn og de to nominerede værker, som man unægtelig kan kalde litteratur i overensstemmelse med tidens førende tendens.

Hvor Vita Andersens roman erklærer sig som selvoplevet, er Caroline Albertine Minors mere subtil, men i hvert fald én central novelle er – forstår man på interviews – skrevet på basis af en tragedie i forfatterens eget liv. Novellen ”Sorgens have” handler om et ung par, der går fra hinanden, fordi en bilulykke har forårsaget en hjerneskade hos manden, så han ændrer personlighed. Den historie er hentet ud af hverdagslivets smerte og sorg. I min nomineringstekst til vores litteraturpris skrev jeg, at disse brudte forbindelsers historier om vanskelige og havarerede hverdage er noget af det mest løfterige, dansk litteratur byder på for tiden. Nomineringskomiteen mener, at ”Velsignelser har potentiale til at blive et hovedværk i de sidste årtiers danske kortprosa.”

Mit gæt er at interessen vil samle sig om to andre kvinder, der er jævnaldrende og genrebeslægtede med de danske kandidater. Svenske Agnetha Pleijel, en af de helt store skikkelser i samtidslitteraturen, skriver – naturligvis – autofiktion, og norske Roskva Koritzinskys, et af de nye, talentfulde navne, skriver psykologiske noveller.

Agnetha Pleijels Doften av en man er en feministisk udviklingsroman om forfatterens eget gennembrud i både kærlighedslivet og de intellektuelle miljøer. ”Jeg bar mig ad som om jeg troede, at jeg var lige så meget værd som en mand,” skriver Agnetha Pleijel om sin egen ungdom.

Roskva Koritzinskys Jeg har ennå ikke sett verden, som jeg netop nu læser med stor interesse, minder meget om Caroline Albertine Minor. De har temaer, typer og psykologien til fælles – og det stærke anslag. ”På en bænk i Enghaveparken gav vi bare op”, begynder Minor. ”For et par dage siden gik jeg i biografen. Da havde du været død i syv måneder”, skriver Koritzinsky. Eller sådan her: ”Nitten år gammel gik jeg på Balletskolen i Stockholm. Det var på den tid, man begyndte at tvivle på om Sture Bergwall virkelig havde begået de drab, han var dømt for.”

Nomineringerne viser ikke mindst at autofiktionen lever med uformindsket styrke og at novellen er en genre, som rummer noget af tidens bedste skrivekunst. Intet nyt under den nordiske sol.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.