Gennem dørene

Den 23. februar 2018.

Roman. Mohsin Hamids internationale bestseller om kærlighed i migrationens tidsalder er en klæg omgang.

Mohsin Hamid: Exit West. Roman. Oversat af Stig W. Jørgensen. 235 sider, 249,95 kr. Gyldendal.

Meget godt kan man sige om forhenværende præsident Barack Obama, men hans smag i romaner er nu elendig. Det begyndte med at Colton Whiteheads slavetidsroman Den underjordiske jernbane lå på hans natbord, hvorefter den blev en verdensomspændende succes, og det fortsatte med at eks-præsidenten satte pakistansk-amerikanske Mohsin Hamids Exit West om kærlighed i migrationens tidsalder øverst på listen over romaner, der havde inspireret ham i 2017.

Det giver nu god mening at Obama kan lide netop de to romaner, for for det første bevæger de sig i det samme værdiunivers af antiracisme/humanisme/etik/empati, og for det andet er de rent litterært nærbeslægtede i den der tvangsforførende patetisk parfumerede stilart, som kendetegner så meget amerikansk bestsellerlitteratur.

Exit West begynder ellers lovende. Vi er i en unavngivet by i et unavngivet mellemøstligt land, hvor der er mange flygtninge fra krig i naboegnene. Så kommer krigen også til denne by, og de unge Saeed og Nadia, der sværmer for hinanden i al diskretion, er nødt til at flygte. Via en græsk ø kommer de til England, hvor modstanden mod flygtninge og migranter eskalerer med racistiske optøjer, men også oprettelsen af en række drabantbyer, London Halo, hvor migranterne etablerer sig. Senere ender Saeeds og Nadias eksilrute i Californien, hvor deres stærke kærlighed klinger af, og de glider fra hinanden.

Fint nok. Her er mange udmærkede, men langt fra originale, ansatser til en klassisk kritisk-politisk dystopi i romanform, som det måske nok kunne være værd at diskutere. Men for overhovedet at nå frem til dette urovækkende element af politisk sammenbrud, er man nødt til at æde en stilistisk præmis for de unge menneskers flugt. Sagen er nemlig, at de kommer fra krigen til den græske ø, fra den græske ø til London og fra London til Californien, via nogle ikke nærmere forklarede ormehulsagtige passager, som man entrer via nogle mystiske døre.

Ok, ok, i litteraturen kan alt jo lade sig gøre. Alice faldt også ned i et hul og kom til Eventyrlandet. Men det er ikke al slags litteratur, der kan bære, at døre er ormehuller. Og her kommer vi til det punkt, hvor Exit West er beslægtet med Colton Whiteheads Den underjordiske jernbane, som handlede om sorte slaver, der fik flugtassistance af menneskesmuglere i det netværk, der netop kaldtes ”Den underjordiske jernbane” – men som i romanen ikke er et netværk, men en vaskeægte underjordisk jernbane med skinner, stationer og togvogne! Jeg stod af.

Også på det symbolske plan lægger Exit West sig op ad slaveskæbnerne. I London får Saeed og Nadia og de andre migranter ”40 meter og rør: et hjem på fyrre kvadratmeter jord og en forbindelse til alle moderne bekvemmeligheder”. Det er naturligvis en reference til ”Forty acres and a mule” (fyrre acres og et muldyr), som de frigivne slaver fik stillet i udsigt efter borgerkrigen, og dermed bliver der sat lighedstegn mellem nutidens flygtninge og datidens slaver. Den er hårfin.

Retfærdigvis skal det siges, at Præsident Obama ikke er alene om at have priset Exit West. Da den udkom på engelsk, anmeldte Jes Stein Pedersen den i Politiken til klassikerstatus og seks hjerter, og det har været shortlistet til den prestigefyldte Booker Prize. Så jeg beklager, Mr. President, at måtte melde hus forbi. Det er ikke fordi, jeg ikke føler for romanens intention eller deler dens humanistiske ideer, for det gør jeg. Det er bare fordi Mohsin Hamids klæge Exit West er det nye bedste og mest banale bevis på, at gode viljer ikke skaber god litteratur.