Forord til AKT1 Ny nordisk radiodramatik, december 2018

Tirsdag den 19. marts 1963 havde Radioteatret premiere på Ernst Bruun Olsens nye radiospil, Men boghandleren kan ikke sove. Elith Pio og Clara Pontoppidan spillede hovedrollerne som boghandlerægteparret, der forsøger at holde fanen højt for den litterære og kulturelle dannelse i den lille, navnløse provinsby et sted i Danmark.

Dengang sad danskerne i måske hundredtusindvis foran radioapparaterne – og lyttede. Herren i huset bakkede på sin pibe imens, og fruen havde et håndarbejde i skødet. Allerede samme år kunne man læse radiospillet, der udkom i Gyldendals serie af både klassisk og ny teater, herunder radiodramatik. I mit eksemplars kolofon står der ”2. oplag, hermed trykt i 3000 eksemplarer”!

Ok, Ernst Bruun Olsen, nok tog du fat i tidens kulturløse dårskab, men du havde et publikum. Et stort et, oven i købet. Åh, de gode gamle monopoldage. Åh, dengang, hvor alle medier var asociale og autoritative, og alle og enhver ikke var selvrapporteurer ned til den mindste kop latte. Men evigt ejes kun det tabte (sagde Ibsen).

Men boghandleren kan ikke sove advarer – som flere andre af Ernst Bruun Olsens systemkritiske stykker – om den tiltagende kulturløshed. Boghandleren er søvnløs af ren og skær frustration. Tag nu en af de sovetabletter, som du fik, da vi meldte os ind i Atlantpagten, siger hans hustru. Han svarer med sin ungdoms drøm: at skænke den lille by en boghandel, et åndsliv, et kulturliv. Og nu kan han kun sælge et par eksemplarer af tidens største forfatters nye roman. Ingen læser længere lødig litteratur.

H.C. Gregersens Flygtning i kjoleoghvidt, der trækker tråde tilbage til besættelsestiden, er en roman, der ”skriger af angst for at vort samfund, vor kultur skal rådne op mellem hænderne på os.” Og nu opstår så den idé, at invitere den store forfatter til at holde foredrag i byen. Her er man ikke forvænt med kulturarrangementer, men i fjor havde man dog et med fodboldspilleren Mogens, der både har indsunget et par plader og skrevet en bog om sine eventyr på banen (en parodi på Harald Nielsen, Guld-Harald, vel en af Danmarks tidligste medialiserede populærkulturelle ikoner). Borgerforeningen bliver mobiliseret, og både DSU og Venstres Ungdom bliver inviteret. Men så går der politik i den, for den ene vil ikke være i stue med den anden, og helt galt bliver det, da det viser sig, at foredraget falder nøjagtig den da, hvor fjernsynet transmitterer en landskamp. Kan kulturen stå distancen over for showet? Har fornuften en chance overfor følelserne? Fortæl mig, siger boghandleren, hvilken dag, der ikke er idioternes glade dag.

Paradokset er til at få øje på. Ernst Bruun Olsen kølhalede sin samtids kulturløshed uden at vide, hvor fragmenteret offentligheden ville blive, hvor ufokuseret opmærksomheden ville blive, hvor splittet fællesskabet ville blive. Og hvor moderne kultur ville blive. Som sagt: Han havde publikum i sin hule hånd. Men i dag ville han kunne have sagt: ”Hvad sagde jeg? Hvad advarede jeg jer ikke imod?” Han har måske nået at tænke netop sådan inden sin død som 87-årig i 2011.

Her i 2018 har resterne af statsradiofonien ikke længere et Radioteater (eller Radiodrama, som det hed de senere år). Som konsekvens af den markante politiske nedprioritering af DR, skal produktionen af radiodramatikken lægges om. Der skal stadig produceres fiktion, men på andre vilkår, og ikke mindst til andre distributionskanaler. Gad vide hvornår man sidst kunne høre et egentlig radiospil i radioen? Også her har tidsforskudt lytning erstattet transmission.

Det er ikke et vilkår som radiodramatikken er ene om, det gælder stort set alt, der ses og lyttes. Den eneste undtagelse er vel – og også her var Ernst Bruun Olsen visionær – fodboldkampe, som nødvendigvis skal ses live, hvis den rette effekt skal opnås. Det litterære foredrag må vente, hvis Liverpool spiller mod Real Madrid. Eller Horsens mod Sønderjyske. Jeg skriver dette en tilfældig efterårssøndag. Alene i dag er der 34 fodboldkampe i mit fjernsyn. Jeg får lyst til at citere, hvordan det lyder, når boghandlerens familie følger med i landskampen: ”Sejr. Sejr. Sejr. Sejr. Sejr. Sieg. Sieg Heil!” Boghandleren hvisker et forsigtigt, forskrækket Nein.

Da Ernst Bruun Olsen skrev Men boghandleren kan ikke sove, var besættelsen og efterkrigstiden stadig et kulturtema. Krigen kaster slagskygger ind over radiospillet, der emmer af politisk kulturkritik mod samfundsfordummelsen og kommercialiseringen. For denne dramatiker var kulturen, dannelsen, debatten og teateret selv emner for adskillige (meta)værker. Poppen kommer og kvæler os, om så den har skikkelse af ungdommens døgnflueidoler eller modne menneskers forlystelsessyge.

Men der er altid små palmeøer, som de skibbrudne kan kravle op på. Mens vi synger vores klagesang over tidens dårskab, skal vi huske, at krisen kun kradser hos dem, der søger mainstream og profit. Dem, der arbejder i de mærkelige nicher, vil altid – hvis de er dygtige nok og kunstnerisk interessante – finde deres sære kreds. Det gælder bogforlag og boghandlere, det gælder aviser og smalle læse- og lyttestationer. Spørgsmålet er bare, hvordan de skal leve i de sårbare biotoper, hvis ikke der engang imellem kommer en venlig dame med en papkasse med lidt håndører. Kulturpolitik handler jo om – burde handle om – at kompensere for markedskræfternes frie spil, så der også er plads til det, der ikke kan betale sig udfra en kapitalistisk logik, men som alligevel har betydelige og anerkendelsesværdige formål til gavn for kunst og kultur. Hvis ikke der skabes ny kunst i dag, opstår der ingen nye klassikere i morgen. Og som Churchill sagde, da han nægtede at skære ned på kunst og kultur under 2. Verdenskrig: Hvad er det ellers vi slås for?

AKT1 har i fem år produceret over 85 stykker ny radiodramatik, skrevet af samtidens forfattere (alle debutanter i denne genre), spillet og instrueret af både nye talenter og erfarne teaterfolk, lyddesignet af audiokunstnere. Alt sammen foran et live publikum. Ernst Bruun Olsens boghandler ville knibe en tåre. Her ville han se, alt det han troede så inderligt på, udfoldet i levende live: Litteratur, kunst, kritik, og – det som boghandlerens forfatter selv havde i så misundelsesværdig en grad – et publikum. AKT1’s produktioner finder ikke sted i et studie, men foran levende mennesker, der er samlet et særligt stemningsfuldt sted i byen. Det er elitært, ja ja. Men det er også det, som man i en segmentanalyse ville kalde ‘fællesskabsorienteret’. Denne form for litterær audiokunst foran en fælleslyttende menneskeforsamling har noget at sige sin samtid. Alligevel har AKT1 – mystisk nok – fået afslag på støtte fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst. Det betyder at kilden tørrer ud.

Danmarks to eneste professionelle producenter af radiodramatik er altså i krise. I en tid, hvor flere og flere lytter mere og mere, er det dybt paradoksalt. True crime og anden fortællende non fiction buldrer frem. Folk møder op til lyttebiografer. Podcast er jo the shit, både at lytte til og have som karriere. Læg dertil, at snart sagt alle politikere betoner det danske (det nationale) som deres kulturpolitiske ideal. Bør udklækningsstederne for radiodramatikken, som har så stolte danske traditioner, så ikke støttes og beskyttes?

Spørgsmålet er vel, om toneangivende politikere synes at radiodramatikken fortjener at blive støttet. For nylig kom det nye forlig om dansk films fremtid, hvor det er klart stipuleret, at Det Danske Filminstitut skal skabe flere publikumsvenlige produktioner. Jo jo, der må da gerne eksperimenteres lidt henne i et hjørne, men der skal – som den altid bundærlige Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti sagde – skabes filmfortællinger, som folk rent faktisk gider at se. Sådan en kultupolitisk logik bringer nemt det smalle, snævre, mærkelige og eksperimenterende i forlegenhed. Hvordan skal kunsten opnår de bevilgende myndigheders gunst, når politikerne så tydeligt markerer, at de vil behage markedet i stedet for at udfordre det?

I efterskriften til en antologi med Ernst Bruun Olsens radiodramatik skrev Jørgen Claudi, programchef i DR’s litterære afdeling dengang i 60’erne, at Radioteatret i stadig stigende grad har dyrket opgaven som fødselshjælper for ny, dansk dramatik: ”Det er en stor opgave i et lille land som vort,” skrev han. ”Og det er økonomisk, for radiodramatik er den billigste dramatikerskole.”

Hvor må vi da være et rigt kulturland, siden vi har råd til at spare den slags væk.



Skriv en kommentar