Weekendavisen den 14. december 2018
Kommentar. Édouard Louis’ støtte til De Gule Veste kammer over i protofascisme.
Der er for få forfattere, der fægter med flammesværd, skummende af indignation og forurettelse over al den urimelighed, ulighed, undertrykkelse og fortræd, der finder sted i verden. Mange forfattere finder i stedet deres egen selvbeskrivelighed mere inspirerende og interessant, end hele den værkbrudne verden omkring dem.
Måske hænger det samme. Måske er det krisernes mangfoldighed – klimaet, krigene, finanserne, migrationen, mistilliden – der gør det så oplagt at underkaste sig selv en grundig litterær endoskopi, som om al den komplekse uoverskuelighed, der stresser og bekymrer os, skulle kunne finde et slags modsvar i vores egne uudforskede hulrum. Det kunne jo være en slags psykologisk forklaring på, hvorfor autofiktionen fylder så meget i disse år.
Men naturligvis er der forfattere, som giver deres harme frit løb. I de seneste dage er jeg to gange stødt på romanforfattere, der med voldsom indignation har taget bladet fra munden i den offentlige debat. Den ene advarer imod den revolution, der kan komme. Den anden forherliger den revolution, der finder sted. Så hvad skal man stille op med en forfatter, hvis solidaritet med de fattige og ydmygede kammer over i voldsaccept?
For ti dage siden stod den canadiske forfatter Margaret Atwood på talerstolen i Los Angeles. Hun skulle tale ved en gallaaften i organisationen Equality Now (Ligestilling Nu), der arbejder for kvinders rettigheder, og hun sparede ikke på de onde varsler. Hvis ikke det politiske system ændrer sig, vil det amerikanske samfund komme ud for en revolution som den i Frankrig. Hun talte ikke om brændende benzindæk i gaderne, for protesterne mod Emmanuel Macron var endnu ikke begyndt. Hun talte om dengang den herskende klasse, der fik knoppen kappet af i guillotinen. Der er, sagde Margaret Atwood, flere faktorer, der peger i retning af revolution, hvis ikke der bliver skabt mere lighed: ”Lad os tale om sundhedsvæsenet. Lad os tale om fængselsvæsenet. Lad os tale om det store skel mellem de meget, meget rige mennesker og alle andre.”
Margaret Atwood sagde, at det amerikanske samfund ikke kun er truet af uligheden mellem kønnene, men også af den ulighed, der har med klasse, race og velstand at gøre – og at det vil ende med en ”fransk revolution”, hvis politikerne bliver ved med at vedtage love, som gør dem selv rigere på andres bekostning.
Få dage efter brød De Gule Vestes oprør så ud i Paris’ gader. Man skulle næsten tro, at det var scener som disse, Margaret Atwood havde forventet i de amerikanske byer. Men hvem ved om det kun var en forsmag? Den øgede økonomiske og sociale ulighed, som franskmændene revolterer imod – hvad enten de er højrefløjsaktivister, venstrefløjsaktivister, socialt indignerede fagforeningsfolk eller helt almindelige borgere – kender de jo også i USA. Det var nøjagtig den slags, der i sin tid fik John Steinbeck til at skrive Vredens druer (1939), min yndlingsroman om de forarmede landarbejderes selvopholdelsesdrift og om de økonomisk privilegeredes asociale, glubske uansvarlighed.
Da De Gule Veste bredte sig i Frankrig, skrev den franske forfatter Édouard Louis en tekst under overskriften ‘Alle som håner de gule veste, håner min far’. Han stillede sig helt og aldeles solidarisk med oprøret fra neden, og han afviste al den kritik, som demonstrationernes voldsomhed havde medført. At en bil bliver sat i brand, har intet med vold at gøre, sagde han: ”De Gule Veste taler om sult, om liv og død. Svaret fra politikerne er: ‘Der er blevet malet graffiti på Republikkens symboler…’”.
Édouard Louis’ fuldtonede loyalitet for De Gule Veste stammer fra hans opvækst (langt fra lykkelig, som hans romaner har vist, præget som det var af homofobi og racisme i en landsby hvor Front National stod stærkt) blandt småkårsfolk. Han skriver om det han kalder ”undertrykkernes konstante ydmygelse af de undertrykte”, hvilket lyder som et ekko af John Steinbecks uforglemmelige ord: ”Og i menneskenes øjne kan man læse nederlaget. Og i de sultnes øjne er der en voksende vrede. I menneskenes sjæle vokser vredens druer og svulmer op og bliver tunge til høst.”
Édouard Louis retfærdiggør den voldsomme hærværk i Paris med det han kalder ”den politiske vold, som fattige mennesker lider under hver dag”. Han siger i et interview med den norske avis Morgenbladet, at kun hvis man aldrig har lidt af pengemangel, kan man opfatte det at male på en væg som vold. Volden er den eneste måde at få regeringen til at lytte, og kun på grund af vold i gaderne i Paris, er Macron begyndt at reagere, siger forfatteren.
Jeg har stor respekt for Édouard Louis’ indignation. Men det her handler om andet og mere, end graffiti på en mur. At han legitimerer demonstrationsvolden, er naturligvis problematisk. For Édouard Louis er det ikke demonstranterne, der er ekstreme. Det er præsidenten og hans politik, der er ekstrem. Jeg synes at det er begge dele. Men uanset hvor velanbragt den sociale forurettelse kan være, uanset hvor tunge vredens druer har vokset sig, bliver jeg skræmt i tre tempi: Først af den socialt skæve samfundsudvikling, dernæst af volden som udenomsparlamentarisk sprog, og endelig af den unge forfatter, der i sin kritik af den politiske magt kommer til at hylde metoder, der er antidemokratiske. Édouard Louis’ indignation er på sin plads. Det er hans magtkritik også. Men hans voldsaccept er direkte protofascistisk.