Gordisk Nordisk Rod

Weekendavisen den 2. oktober 2015.

Kommentar. Danmark risikerer at stå uden kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris 2016.

Der findes væsentligere problemer i verden, end dette, men af alle den litterære lilleverdens små udfordringer, er dette dog et af de større: Danmark er for tiden meldt helt ud af samarbejdet om den vigtige og prestigefyldte Nordisk Råds Litteraturpris.

Lektor Lilian Munk Rösing og professor Lasse Horne Kjældgaard udgjorde indtil forrige uge den danske del af den komité, der dels nominerer de nationale kandidater, dels lægger arm med kollegerne fra nabolandene om, hvem der skal vinde prisen. Begge nu forhenværende komitémedlemmer er også kritikere ved Politiken, og der offentliggjorde de i en kommentar, at de med øjeblikkelig virkning havde nedlagt deres mandat.

Årsagen er, at Lilian Munk Rösing og Lasse Horne Kjældgaard ikke var orienteret om, at deres vederlag for det omfattende arbejde – der skal læses mange tusinde sider på flere sprog gennem et helt år – dels bestod af en lille sum, som alle nordiske komitémedlemmer får direkte fra Nordisk Råd, dels af en bevilling fra Statens Kunstråd. Denne bevilling blev i sin tid givet for en periode på fire år, men komitémedlemmerne har aldrig været ordentlig orienteret om, at perioden ville løbe ud og ikke blive forlænget. Derfor har de i et år passet deres opgaver i forventning om, at vederlaget var som det
plejede at være. Men så viser det sig, at det kun er en femtedel!

Siden bevillingen til de to komitémedlemmer blev givet, er statens kunststøtteordningerne blevet omorganiseret, og Kunstrådet findes ikke mere. Derfor melder Kulturstyrelsen, der er det administrative hjemsted for den slags, hus forbi. De beklager at der ikke har været kommunikeret bedre om forholdene, men det er ikke embedsfolkene, der har nøgle til pengekassen, så konsulenten, specialkonsulenten, kontorchefen og direktøren må nøjes med at se på hinanden, trække på skuldrene og sende aben retur til de to forhenværende komitémedlemmer – eller videre opad i systemet, altså til departementet og ministeren.

Sådan et abespil er aldrig kønt. Og altid formålsløst. Kulturminister Bertel Haarder vil hade at få denne sag serveret. Som kulturminister og en særdeles varm ven af det nordiske samarbejde (gennem mange år dybt engageret i Nordisk Råd) ønsker han naturligvis ikke oprør fra de kunstfaglige komitémedlemmer, ligesom han ikke kan leve med, at Danmark ikke er med i samarbejdet om den litterære pris. Den skal deles ud i oktober, men beslutningen om hvem, der vinder er allerede truffet (men ikke offentliggjort), og de to danskere var loyale nok til at deltage i det afgørende møde, før de skred. Men nomineringerne til næste års pris skal være på plads allerede til februar, så komiteen skal reetableres i en fart.

Selvom Bertel Haarder måske kunne finde en sum penge i en cigarkasse, er det svært at tro at han vil gøre det. For det første rejser han allerede kulturlivet rundt med det uglade budskab om besparelser. For det andet vil en minister ikke give efter for pres. Og Lilian Munk Rösing og Lasse Horne Kjældgaard har i den grad lagt pres, dels på styrelsen, som slår ud med armene, dels på ministeren (indirekte, men tydeligt), som ikke har udtalt sig endnu, og dels på alle kritikerkollegerne med en direkte opfordring om at sige nej tak til en eventuel anmodning fra styrelsen og ministeren om at træde ind i den danske bedømmelseskomité. De har gjort det til et spørgsmål om solidaritet – og hvem vil være skruebrækker?

Lilian Munk Rösing og Lasse Horne Kjældgaard er i deres gode ret til at være utilfredse med at broderparten af deres aflønning er udløbet uden at de har fået det at vide. At bevillingen fra det daværende Kunstråd kun var fireårig, burde jo være skåret ud i pap. Og når arbejdet for 2015 er udført i god tro, må styrelsen og ministeriet finde pengene. Det kan ske som den slags gentlemanhandling, man i erhvervslivet kalder per kulance, altså af ren og skær imødekommenhed og høflighed.

Hvis ikke Bertel Haarder og hans folk får Lilian Munk Rösing og Lasse Horne Kjældgaard formildet og dermed afværget krisen, er her tale om en nordisk gordisk knude af rang. Men man kan jo ikke forestille sig en situation, hvor Danmark slet ikke har nogen kandidater med i puljen til denne vigtige litteraturpris i 2016. Udskiftningen af komitémedlemmer kan jo kun finde sted, hvis styrelsen og ministeriet kan opsnuse et par litterater, der dels vil påtage sig opgaven på de givne vilkår, dels vil være parate til at ignorere den afgående komités opfordring til at sige nej. Det kan jeg ikke se ske. Find nu en cigarkasse og få denne penible sag ud af verden, og sørg så for at den kommende komité kender og accepterer vilkårene for deres arbejde. Initiativet må komme fra ministeren.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.