Weekendavisen den 9. oktober 2015.
Escort. Hanne Ørstavik afdækker kvindepsykens sedimenter i rasende lærd roman, men sproget kammer over.
For et år siden udkom den norske forfatter Hanne Ørstaviks Der findes en stor åben plads i Bordeaux, hvor en midaldrende kvindelig kunstner pr. sms kontakter en mandlig akademiker, hvorefter de bliver kærester, omend han hellere vil have uforpligtende sex med alle mulige andre, end netop hende, hvorefter hun flygter til Bordeaux. Og nu kommer så På terrassen i mørket, hvor en midaldrende kvindelig socialantropolog kontakter en mandlig professor pr. mail, hvorefter de bliver kærester, omend han hellere vil have uforpligtende sex med alle mulige andre, end netop hende, hvorefter hun flygter til Malaga.
De to romaner er naturligvis tænkt som tvillinger, og gad vide om ikke der kommer endnu en variation over samme tema næste år? Det vil jeg næsten tro. Det her ligner midtertavlen i et triptykon, som undersøger den kvindelige forelskelses psykologi og anatomi, kærligheden og den følelsesmæssige afhængighed, seksualiteten, løsrivelsen, sorgen og savnet.
Paula har brudt med Jostein. De er begge højtuddannede akademikere, og de har fundet sammen efter at hun udspionerede ham på universitetet med en fuglekikkert! Men deres forhold er asymmetrisk. Hun vil det hele, han vil kun det halve. Jostein vil være fri til drukture og tilfældig sex, og Paula må indrette sig – og ydmyge sig. Da vi møder hende er hun rejst til Malaga, hvor hun sidder i universitetets gæstebolig på terrassen i mørket (romanens udmærkede titel) og tænker sine bitre tanker, mens en kongeørn cirkler over hendes hoved og udfordrer hende. Til hvad, ved Paula ikke. Men fuglen er ikke til at komme udenom. Heller ikke som symbol i romanen, skulle jeg hilse og sige. De vingede væsner kan jo repræsentere det hele: fra tosomhedens redebyggeri, friheden, livsglæden, udlængslen og drømmen til falskhed og forræderi…
Rejsen til Malaga er en flugt forklædt som socialantropologisk forskning. Paula skal finde sig selv. ”Over i min egen kærlighed” som hun siger. Men vejen dertil går via en ydmygelse, der er beslægtet med den, som Jan udsætter Bess for i Breaking the Waves (som direkte nævnes i romanen). Her er der dog ingen invalideret mand, der beder sin kæreste om at gå i seng med fremmede mænd. Til gengæld beslutter Paula, at sælge sin egen krop til spanske mænd som escortkvinde. Det er som om hun må gennem en selvydmygelsens katarsis.
Som romanen skrider frem, forstår vi, at det ikke kun er bruddet med Jostein, der har arret Paula. Da hun var barn, så hun at hendes mor slået af faren (hvorefter de havde sex). Så forlod moren en dag familien, og faren stod tilbage med tre børn. Pigen Paula og faren havde et tæt forhold. Sandsynligvis for tæt. Nu er hun mor til en stor pige, Mathilde, men faren kender vi ikke. Til gengæld ved vi, at datteren er hjemme i Oslo, hvor hun er indlagt med en farlig (navnløs) sygdom. Paula gør altså noget af det værste, en forældre kan gøre: hun svigter sit barn. Oven i købet for at sælge sig selv seksuelt – hvilket hun i øvrigt nyder.
Mørket i På terrassen i mørket er altså også en sindstilstand. Hanne Ørstavik retter søgelyset mod det indre mørke, som hersker i Paula, og hun begrænser sig ikke til den vestlige verdens psykoanalyse, drømmetydning og moralbegreber. Via Paulas ecuadorianske kollega, biologen Vera fra Amazonas, spiller også shamanistiske sjælevandringer en rolle i romanen.
Hanne Ørstavik er en meget kompleks forfatter, som dels indlejrer symbolske ledemotiver (fuglen!) i fortællingen, dels kratter i alle beskyttende overflader med arkæologisk forsigtighed, indtil vi fornemmer en kontur af noget hidtil skjult. Hendes primære mål er at afdække psykens sedimenter, og det gør hun absolut godt og rasende lærd. Om projektet for alvor lykkes, vil vise sig når (hvis?), der kommer en tredje roman om kvinder, der elsker for meget. Foreløbig skal jeg lige øve mig i at tilgive Paulas umådelige svigt overfor Mathilde. Tror ikke at det lykkes, med mindre jeg betragter moren som mere syg end datteren. Dén udfordring skal forfatteren have oprigtig tak for.
Hanne Ørstaviks sprog er overlæsset, trods myter om det modsatte. Den kondenserede prosa kammer nemt over og bliver anstrengende. Hvis hjertet er ’hudløst’, er det også ’udækket’, ’åbent’ i én og samme sætning. Hvis kvinden er ’ved grænsen’, er hun også ’yderst’, ’længere ude’ i én og samme sætning. Hvis hun ser en ’fugl’, ser hun også ’en stor fugl’, ’en kongeørn’. Hvis der er kommet en ’kile’ i hende, er der også kommet en ’rende’. Det er til at få svip af.
Dygtige Karen Fastrup har tydeligvis kæmpet for at ramme tonen i sin oversættelse. Ofte går det godt, andre gange står ordene bare og hviner som blottede tandhalse, for eksempel her:
”For den nærhed vi delte, var så rig. Så stor. Og hans krop var sådan som jeg kan lide, kraftig og høj og mægtig. Og varmen i hans øjne, når de var bløde og han slap sig ud. Da var han en sæl som kom ind til mig i øjnene, og jeg mærkede det i hele mig, jeg var vandet som sælen vred sig rundt i og legede.”
I USA findes en konkurrence om hvem der kan skrive den bedste parodi på Hemingway. Sådan en konkurrence kunne man også lave om Hanne Ørstavik. Det ville både være en hæder og en hån, og begge dele ville være helt på sin plads.
Hanne Ørstavik: På terrassen i mørket. På dansk ved Karen Fastrup. 200 sider, 250 sider. Roman. Gyldendal.