Anmeldelse i Weekendavisen den 14. juni 2013.

1969. Lars Saabye Christensen nye roman ligner to projekter i tvangsfusion.

Chaplins syndrom

Jeg håbede ellers at vi var færdige med forfatternes autofiktive rollespil, men nej. Hovedpersonen i Lars Saabye Christensens Blink er søn af en dansk arkitekt, han skriver en digtsamling, der hedder Kamelen i mit hjerte, og han er en knægt på femten år den magiske sommer, hvor amerikanerne lander på månen… Alt sammen som taget ud af Lars Saabyes Christensens egen biografi.

Blink fortælles i tilbageblik af forfatteren Chris Funder, der i ungdommen gik under navnet Chaplin, fordi hans ene fod trak ud til siden. Sammen med sin mor er han taget til sommerhuset på Nesodden, hvor faren skal støde til senere, når han er færdig på arbejdet. Han når dog aldrig frem, fordi han brækker foden. Eller gør han? Måske stikker der noget andet under?

Under alle omstændigheder slæber Chris rundt på sin vanskabte fod (fødderne spejler hinanden, forstås), mens sommeren går. Den mildt bekymrede mor rumstrerer i baggrunden, mens Chris modvilligt bliver ven med den lokale tosse. Rygterne vil vide, at han har en halvbror, hvis far var tysk nazist. Chris bliver chikaneret af nogle bøller. Han forelsker sig i en pige, som han ikke kan gøre ordentlige tilnærmelser til. Han bliver stolt af sin mor, men er ude af stand til at vise det. Han er filosofisk anlagt. Han skriver digte. Og månen hænger deroppe.

Efter det nostalgiske pubertetsstykke fra 1969 kommer en parantetisk indskudt kortroman, tilsyneladende skrevet af den nu etablerede forfatter Chris Funder. Den handler om en amerikansk lilleby, som ulykkerne vælter ned over i sådan en grad, at de ansætter en professionel mellemmand til at overbringe alle nyheder om dødsfald m.m. til familierne. I epilogen er vi på et sanatorium, hvor Funder nu sidder og samler de løse ender op. Dette kapitel er klart romanens højdepunkt. Her er vi fri for førstedelens sentimentalitet og midterstykkets akavede forsøg på hårdkogt nutidsghotik.

Når Blink skuffer som roman, skyldes det ikke de gennemskueligt sammenfald mellem forfatteren og fiktionen. Nej, det skyldes at Lars Saabye Christensen er talentfuld, mens Chris Funder er talentløs – og dermed får vi en anstrengt og malplaceret roman-i-romanen. Men især skyldes det, at Lars Saabye Christensen er så forbandet ferm til at konstruere sit forførende læsestykke. For ferm, faktisk. Når en person bliver introduceret tidligt, men forsvinder undervejs, ved vi jo godt at hun er sat på pause for at dukke op mod slutningen, som en kanin fra en høj hat. End ikke foden, der lider af Chaplins syndrom, kan forfatteren lade være med at pille ved og rette op på. Og typisk nok har han indlagt et gennemgående lydspor, nemlig Ella Fitzgeralds Blue Skies.

Ellen Boens oversættelse er som den skal være, fuldkommen transparent. Og dog: Hun bruger ordet “yuppie”, og det går ikke. Ordet opstod først i sproget i 80’erne, så det kan man ikke sige i 1969. Hvad der står i Lars Saabye Christensens norske original, ved jeg ikke.

Der er noget ærgerligt uforløst og disharmonisk over disse 464 sider, som ligner to-tre forskellige projekter, der er blevet tvangsfusioneret. Men hvor er nødvendigheden? Jeg finder den moderat i første del, slet ikke i midten, og i høj grad i epilogen. Men er det nok? Hvorfor rejste mennesket til månen? Fordi vi måtte. Hvorfor skrev den teknisk dygtige Lars Saabye Christensen Blink på denne måde? Fordi han kunne. Det norske svar på John Irving.

Lars Saabye Christensen: Blink. På dansk ved Ellen Boen. 464 sider, 299 kr. C&K Forlag.



Skriv en kommentar