Lukkeloven

Weekendavisen den 7. juni 2013.

Kommentar. Forvaltningen af det danske demokrati er blevet mindre gennemskuelig.

Hver gang politikerne skruer op for overvågningen – enten med kameraer i gågaden eller logning af mails og bibliotekslån – bliver kritikerne verfet af med et nedladende argument: Hvis borgerne har rent mel i posen, behøver de jo ikke at frygte, at myndighederne holder øje med dem.

Ok, vi kopierer logikken: Hvis myndighederne har rent mel i posen, behøver de jo ikke at frygte, at medierne (og borgerne) holder øje med dem. Men hvorfor vedtog de så den ny Offentlighedslov, som begrænser indsigten i ministeriernes og politikernes arbejde?

Justitsminister Morten Bødskov (Mørklægningsminister, kaldet) har flittigt forsvaret sin sag. Ministerierne må have et frirum, hvor de kan diskutere muligheder i det lovforberedende arbejde, uden at medierne skal kunne hænge dem op på halvbagte ideer, siger han.

Det lyder jo fornuftigt nok, men desværre har han ikke villet fremlægge et eneste eksempel på en sag, hvor ministerierne er blevet forhindret i at diskutere muligheder og udveksle ideer. Til gengæld er han blevet nødt til at indrømme, at en række opsigtsvækkende sager fra de senere år ville være forblevet skjult, hvis den nye lov havde været i kraft. Som tidligere beskrevet handler det om Troels Lund Poulsens rolle i skattesagen, regeringens tidlige viden om hvor mange der ville falde ud af dagpengesystemet hvornår, og sagen om stramning af reglerne for udvisning af personer på tålt ophold (den såkaldte tunesersag). Tænk hvis den viden aldrig var kommet for en dag! Hvem ville det have skånet? Ministrene. Hvem ville det have skadet? Os andre.

Det er disse eksempler, der gør den nye Offentlighedslov så problematisk i et demokratisk perspektiv. Og det er disse eksempler, der overdøver den nye lovs ellers absolut fornuftige elemeter med negativ opmærksomhed. At det fremover bliver muligt at søge aktindsigt i virksomheder som Storebælt, Danske Spil og Metroselskabet, fordi aktieselskaber hvor det offentlige ejer 75% nu er omfattet af loven, er absolut en fremragende forbedring. Det samme er den øgede mulighed for indsigt i arbejdet hos Kommunernes Landsforening og Danske Regioner. Men det ligner til forveksling sukkerknalder, der skal få den bitre medicin til at glide ned.

Modstanden mod den nye lov var massiv og kom fra alle kanter: regeringspartiernes baglande, samtlige partiers ungdomsafdelinger, danske og internationale presseorganisationer, diverse NGO’er, og mere end 85.000 borgere i en underskriftindsamling. Det eneste de fik, udover en lang næse, var en lille passiviserende godbid, nemlig en aftale om, at Ombudsmanden skal evaluere loven efter tre år. Ombudsmanden selv understreger dog, at han kun er blevet sat til at “redegøre for, om myndighedernes praksis er i overvensstemmelse med visse bestemmelser i den nye lov”, hvilket jo ikke er det samme som en egentlig evaluering.

Alligevel er denne Ombudsmands-redegørelse om tre år det eneste håb, vi har for en revurdering af loven. Men hvem tør tro på at regeringen – liberal eller socialdemokratisk – vil genåbne sagen? “Lukkeloven” blev oprindelig foreslået af den liberale regering og er nu gennemført af den socialdemokratiske med støtte fra netop Venstre (og De Konservative), og de vil naturligvis ikke lukke op for det, de netop har fået lukket ned. Ombudsmand eller ej, loven vil bestå. Intern modstand vil blive tromlet ned af ledelserne. Og kun de tre partier, der ikke kan komme i regering – Enhedslisten, Dansk Folkeparti eller Liberal Alliance – stemte imod.

Vi kan altså lige så godt vænnes os til, at forvaltningen af det danske demokrati er blevet mindre gennemskuelig for medier og offentlighed. Mens de med den ene hånd har lukket op for mere indsigt i en masse forvaltning og teknik, har politikerne med den anden hånd rullet persiennerne ned for indsigt i mere politiske processer. Nu kan ministrene og politikerne så gå ind i det eftertragtede fortrolighedsrum, hvor de kan skrive sammen uden frygt for at andre kan få lov at læse med. Det kan kun betyde én ting, jvf. logikken i argumentet om borgerne og overvågningen: De er ikke sikre på, at de har rent mel i posen.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *