Christian Dorph: En drøm om kærlighed

Anmeldelse i Weekendavisen den 31. maj 2013.

Kærlighedens kredsløb. Christian Dorph er bedst, når han er ond og uudgrundelig.

I den bedste mening

Nogen gange kan én sætning præge erindringen om en hel bog, ja ligefrem uforglemmeliggøre den, og sådan en sætning er der heldigvis i Christian Dorphs nye digtsamling. Jeg vender tilbage til den der sætning om lidt, men først: En drøm om kærlighed er hvad den hedder og hedder hvad den er, nemlig en forvirret, forivret og flimrende gennemskrivning af den urmenneskelige følelsesmæssige og fysiske tiltrækningskraft mænd og kvinder imellem. Altså et drømmesyn, sådan som kærligheden jo kan være, forgængelig og irrationel.

Bogens titel er på én gang kedelig og kreativ, og den egner sig fint til Christians Dorphs lyriske undersøgelse af begær og behov, som heldigvis ikke er særlig romantisk, men præget af en grimt tonet stemning og et evigt besvær med at få kærlighedslivet til at fungere.

Forlagets lille pressemeddelelse siger, at digtsamlingen er en litterær hilsen til kærlighedsklassikere fra 1970’erne i stil med Vita Andersens Tryghedsnarkomaner, Suzanne Brøggers Kærlighedens veje og vildveje og Kristen Bjørnkjærs Kærestesorg, men i et interview med Information her forleden (sjovt nok skrevet af netop Kristen Bjørnkjær) siger Christian Dorph, at det nu ikke var tanken, hvorefter han bekender sig til det mundrette og konkrete i knækprosaen. Man skal ikke lede efter over- og undertekst, men blive i det konkrete, siger han.

Det kan jo være sandt nok, men er det ikke nødvendigvis, og En drøm om kærlighed kan naturligvis læses på flere måder og flere planer. Nogle steder kan man læse konkret, som for eksempel i den ret ligegyldige erindring om en festflirt. Andre steder må man spørge sig selv, om der virkelig står det, der står, og her kommer vi så til den uforglemmelige sætning, der åbner digtet En drøm. Den lyder sådan her: “min mor lærte mig alt om kærlighed det var i den bedste mening”.

Sætningen er tvetydig. Man kan læse incestuøse undertoner ind i den, man kan også lade være. Under alle omstændigheder underminerer sætningen sig selv, fordi noget der gøres i den bedste mening jo ikke har blivende værdi, men er udtryk for naivitet, blindhed eller lignende, og det er derfor et åbent spørgsmål, hvad jeg’et har lært. Digtet fortsætter som et stærkt dobbeltportræt af en mor og en far, men toner ud i en iagttagelse af et kvindeligt du, som ikke er nær så interessant.

Vi overbelaster kærlighedens kredsløb, hedder det et sted. Et andet sted bliver der spurgt om hvem der ikke er bange, sindssygt bange. Med absolut god grund, for i Christian Dorphs kærlighedsdigte er det ikke så meget den lykkelige nærhed som den skræmmende isolation, der trænger sig på, blandt andet i syge, angstfyldte fantasier om lemlæstede kvinder.

Når han er uudgrundelig og ond, er Christian Dorph bedst. Når han er konkret, er han ret ligegyldig. En drøm om kærlighed veksler mellem stærk sanset kunst og nemt forglemmelige banaliteter. Men sådan er vel i grunden også kærligheden.

Christian Dorph: En drøm om kærlighed. Digte. 96 sider. 175 kr. Gyldendal.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.