Kommentar i Weekendavisen den 23. december 2010.
Politisere. Dansk Folkeparti kræver at Institut for Menneskerettigheder skal holde politisk mund. Venstre bakker op.
Den 30. dec. 2008 sagde Jonas Christoffersen, der netop var blevet udnævnt til direktør i Institut for Menneskerettigheder (IMR), sådan her til Weekendavisen:
”Jeg respekterer inderligt Dansk Folkepartis standpunkter, og jeg vil til hver en tid tale med dem, men jeg forventer ikke, at de skifter mening. Jeg vil yde min hæderligste indsats for at sikre at IMR er respektabelt ud fra højeste juridiske, faglige og etiske standarder.”
Til det citat kan man i dag sige, at 1) den inderlige respekt er på ingen måde gensidig, og 2) direktørens indsats har ikke været hæderlig nok. I hvert fald er menneskerettighedernes edsvorne fjender i Dansk Folkeparti (DF) igen-igen på krigsstien overfor IMR, som partiet nu forsøger at stække med et forslag om, at instituttet kun må forske og rådgive, men ikke deltage i den offentlige debat om politik og menneskerettigheder.
DF’s forslag er logisk nok, når man tænker på, hvor indædt irriteret partiet altid har været på disse menneskerettigheder, der har det med at stikke en kæp i hjulet på dejlige lovstramninger. DF var 2001 primus motor bag den borgerlige regerings skamfulde og mislykkede forsøg på at nedlægge IMR, og nu har man besynderligt nok fået Venstres integrationsordfører Karsten Lauritzen og udenrigspolitisk ordfører Michael Aastrup Jensen til at støtte en mundkurv til IMR. De mener at at IMR ikke skal have statsstøtte, hvis det ”konsekvent er efter regeringen” og at instituttet har gjort sig selv ”sårbar over for politiske krav om ændringer”, fordi det bl.a. har foreslået en såkaldt dukke-politik i børnehaver så indvandrerbørn får flere mørke dukker at identificere sig med.
Venstre støtter altså DF, der kræver altså, at IMR skal ”afholde sig fra politiske indlæg”. Ifølge partiet er det ikke for at begrænse ytringsfriheden for de ansatte, men for at præcisere, at IMR ikke må politisere. Til det siger direktør Jonas Christoffersen, at IMR ikke går i byen med medarbejdernes egne personlige holdninger, men alene deltager i debatten med vurderinger af politiske forslag baseret på juridisk og faglig indsigt i FN-konventioner om menneskerettigheder, og at det netop er IMR’s opgave at have holdninger til lovforslag m.m.
Og det er jo ikke bare en fix idé i direktørens hoved: IMR har status som nationalt menneskerettighedsinstitut i henhold til de såkaldte FN-Paris-principper fra 1993. IMR skal derfor rådgive politikerne gennem juridiske høringssvar, som kan bruges til at kvalificere lovarbejdet – og disse høringssvar kan samtidig bidrage til den offentlige debat (noget andet er så, at regeringen ofte giver så absurd korte tidsfrister til respons på komplicerede lovudkast, at Jonas Christoffersen så sent som i sommer måtte nægte at være med). Men måske har DF forestillet sig, at IMR skal afgive lukkede høringssvar, som ikke må kommenteres offentligt? Eller at de kun må være enige med regeringen og DF – for ellers er der vel tale om politisering?
I fjor forsøgte DF sig med et krav om at tage menneskerettighederne fra afviste udlændinge og med ideen om at nedsætte en kommission, der skal finde stramninger af de konventioner, der sikrer de globale menneskerettigheder, og nu går de så igen efter IMR som institution. Direktøren kan derfor i dag sige det samme, som han sagde i december 2008, nemlig at menneskerettighederne er blevet en indenrigspolitisk kampplads, og at det er paradoksalt, at man i 2008 skal overbevise politikere om, at der en god idé, at folk har frihed.
Ja, og paradokset er ikke mindre her på kanten af 2011, hvor tre aktuelle sager viser, hvor anstrengt et forhold Danmark kan have til menneskerettighederne:
Byretten har kendt COP15 anholdelserne af komplet uskyldige demonstranter i strid med menneskerettighederne og dermed ulovlige (politiet anker sagen). Det er en begmand af dimensioner til daværende justitsminister Brian Mikkelsen.
Europarådets Menneskerettighedskommisær har kritiseret regeringens og Dansk Folkepartis pointsystem, der skal begrænse visse menneskers adgang til familiesammenføring.
Og regeringen mistænkes for at skønmale oplysninger om antallet af mindreårige kriminelle, der fængsles i arresthuse for voksne i en rapport til FN forud for en kommende eksamination om hvorvidt Danmark lever op til menneskerettighederne.
DF’s nye krav handler om en dyb mistillid til IMR i almindelighed og til menneskerettighederne i særdeleshed. De vil derfor stække et institut, der ellers kvalificerer debatten med juridisk og faglig indsigt i FN-konventioner og menneskerettigheder. Det kommer ikke som nogen stor overraskelse, det er et tværtimod et rituelt angreb. Den store skuffelse er, at to ordførere fra Venstre og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech bakker angrebet på IMR’s frie og om nødvendigt regeringskritiske rolle i den offentlige debat op.