Litteraturhistorisk mod

Kommentar (direkte til bloggen) den 21. december 2010.

Danmark nominerede to unge forfattere til Nordisk Råds Litteraturpris. Så gik der politik i det.

I sidste uge udbrød en spektakulær litterær strid om de to nominerede danske værker til Nordisk Råds Litteraturpris, Harald Voetmanns Vågen og Josefine Klougarts Stigninger og fald. De to er udpeget af litteraturforskeren Lilian Munk Rösing og forfatteren Asger Schnack, hvorefter suppleanten for de to, forfatteren Sven Holm, først undsagde kandidaterne og komitéen og siden tog sit gode tøj og smækkede med døren. Meget opsigtsvækkende!

Sven Holm skrinlagde al loyalitet overfor priskomitéen, fordi han stik imod normal procedure hverken blev taget med på råd eller orienteret om valget. Det var han så vred over, at han har kritiserer sine kolleger for at devaluere den ellers så prestigefyldte pris: ”Med et snuptag kan valget af de to, ganske vist dygtige og talentfulde, men spinkle danske bøger sende betydningen af denne pris i frit fald, både i publikums og den litterære verdens.”

Frit fald, det er jo ikke så lidt endda. Men nomineringen af de to unge forfattere kan naturligvis ikke have sådan en dramatisk effekt på Nordisk Råds Litteraturpris, så lad os slå koldt vand i blodet. Måske er dette omvendt et forfriskende valg, der kan skabe ny opmærksomhed og interesse for en pris, hvor Danmark ellers har for vane at indstille kendte navne, de seneste år har det f.eks. været Peter Laugesen, Ida Jessen, Helle Helle, Ursula Andkjær Olsen, Jens Smærup Sørensen, Naja Marie Aidt (som vandt i 2008), Morten Søndergaard og Kirsten Thorup.

Berlingske Tidende, der har fremført stærk kritik mod årets priskomité, mener åbenbart, at prisen skal være forbeholdt den gamle garde. Avisen skrev i en leder, at nomineringen overså nogle af de vigtige etablerede forfatter, nemlig ”fremragende folk som Preben Major Sørensen og Anne Lise Marstrand-Jørgensen, hvis afsluttede, afrundede Hildegard-værk er en nordeuropæisk kraftpræstation”. Lederen mente at nomineringen af Voetmann og Klougart ikke afspejler ”litteraturens aktuelle kvaliteter og spændvidde i kongeriget”. Og avisen konstaterede, at retten til at vælge kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris ikke bør være lig med retten til at sætte egne litteraturpolitiske dagsordener. Den leder kunne være skrevet af Sven Holm.

Berlingske Tidende mener altså, at det er en dårlig ting, at Lilian Munk Rösing og Asger Schnack med deres valg fremmer den unge, smalle litteratur på bekostning af de ældre og mere etablerede forfattere. Det samme skrev Kristeligt Dagblad, og Sven Holm selv sagde til Information, at man ikke bør vise litteraturhistorisk mod til at ruske op i tingene med denne pris.

Men hvem siger det? Hvem siger, at nomineringen skal være en flidspræmie for et langt forfatterskab? Er det ikke netop forfriskende, at nogen rusker op i tingene og viser litteraturhistorisk eller litteraturpolitisk mod? Jo, det er det.

Man kan spejlvende kritikken mod valget af Klougart og Voetmann på hovedet og spørge: Hvad ville der være sket, hvis priskomiteen havde valgt f.eks. Preben Major Sørensen og Anne Lise Marstrand-Jørgensen, som Berlingske Tidende foreslår – eller nogle af de ande gode forfattere, der i hvert fald ikke kan beskyldes for at være specielt unge? Ja, så havde dét jo også været udtryk for en litteraturpolitik, bare en uopfindsom og ungdomsfjendsk politik. Og så ville vi sandsynligvis i dag haft en debat om at den danske priskomité overså talenterne og dermed bragte Nordisk Råds Litteraturpris i fare for at stå i stampe i et traditionelt og tilbageskuende litteratursyn.

Men naturligvis er en nominering både en litteraturpolitisk og litteraturpersonlig handling. Som Lilian Munk Rösing sagde til sin egen avis, Information: ”Der er jo ikke nogen, der ikke fører litteraturpolitik i forbindelse med den slags nomineringer. Man kommer jo til det med sit eget litteratursyn”. Fred være med det. Komitémedlemmer kommer og går, men litteraturen og forfatterskaber består. Men med nomineringen af de to ultrasmalle bøger, har den danske priskomié meldt Danmark ud af kampen om prisen i år, og det er jo også en skam for de to forfattere, når man kan forudse, at de begge kommer til at skrive bedre bøger senere i karrieren. Men så kan de selvfølgelig blive nomineret igen til den tid.

Indtil da må de leve med at være de to unge, der blev nomineret til en pris, som de måske ikke var helt modne nok til at dyste om. Men tænkt nu hvis de overrasker alt og alle. Tænk nu hvis den ene af de to udskældte outsidere (den mere udskældt end den anden) mod alle odds skulle gå hen og vinde de nordiske naboers positive opmærksomhed og vinde prisen? Det ville jo være helt fantastisk, både for dem, for dansk litteratur og for Nordisk Råds Litteraturpris. Én ting er i hvert fald sikkert: Prisen fornyer sig ikke, hvis ikke komitéerne tør nominere det nye.

Den danske priskomité har i år valgt at nominere to unge talenter, og der bør ikke komme som nogen stor overraskelse. Josefine Klougart fik meget fine anmeldelser for Stigninger og fald, og Harald Voetmanns Vågen er ligefrem blevet spottet af litteraturredaktionerne på et par kræsne aviser, og er derfor nomineret til to priser, der måske nok ikke er i klasse med Nordisk Råds, men dog alligevel er temmelig prestigefyldte (den ene mere end den anden), nemlig Weekendavisens Litteraturpris og Informations Montanapris. Så alt i alt: Respekt for det dristige valg af to anderledes og dermed kontroversielle kandidater.