Erlend Loe: Kvinden flytter ind

Anmeldelse i Weekendavisen den 30. marts 2007.

Supernaiv. Underfundigheden var allerede på plads i Erlend Loes debutbog. En dag flyttede kvinden ind…

Hvor kom hun fra?

Når et forfatterskab kulminerer og bliver et emne for litterær import-eksport, ligger der ofte en ukendt forhistorie bag – altså de tidligere værker, ikke mindst debutbogen som ingen gad oversætte dengang. Men når læserkredsen i udlandet først er kommet på plads, griber forlaget af og til tilbage til forfatterens første bøger for at holde gryden i kog, sådan som vi har set med f.eks. John Irving, Paul Auster m.fl. Og nu også den norske supernaivist Erlend Loe.

Kvinden flytter ind er sådan en debutbog, selvom Gyldendal gør hvad de kan for at få den til at ligne en nyhed. Læseren skal rent faktisk konsultere kolofonen for at opdage, at bogens copyright dateres til 1993, og det kan man sgu ikke kalde fair. Det havde været mere ærlig forbrugerinformation, hvis det pænt og tydeligt fremgik, at det her er det første Erlend Loe skrev, inden han langsomt slog sit navn fast med Naiv.Super og Fakta om Finland, inden han brød igennem med det fuldkommen ubetaleligt skønne mesterværk Doppler, der blev fulgt op af den i mine øjne sørgeligt mislykkede Volvo Lastvagnar.

Men altså: Her får vi førsteforsøget fra Erlend Loe, og vi kan konstatere at den helt umiskendelige småfilosofiske underfundighedstone har været til stede hele tiden, igen fordansket med fin sans og stor lydhørhed af Susanne Vebel. Som altid har vi en lidt sær snegl af en ensom mand i centrum. Den navnløse hovedperson har et job, hvor han laver forefaldende arbejde, og så passer han eller sig selv i sin lille lejlighed. Men en dag flytter kvinden ind. Hvor kom hun fra? Hvem er hun? Hvor mødte de hinanden? Forfatteren bliver svar skyldig. Det eneste vi ved, er, at Marianne en dag dukkede op, og lidt efter flyttede hun ind med sin cremefarvede kommode. Og hvad kan man så gøre ved det? Ja, jeg-fortælleren har tilsyneladende kun to reaktioner. 1) Han forsøger at blive forelsket. 2) Han går i svømmehallen.

Kvinden flytter ind, eller han bliver, som det hedder i den norske originaltitel: Tatt av kvinden. Manden bliver overtaget, tilsyneladende uden indvendinger. Faktisk lykkes det ham at blive helt lykkelig over at være sammen med Marianne, hvor end hun som kom fra. Hør selv hvor godt de har det, her hvor de skal besøge Ruth og hendes mand Glenn, som vores ven har mødt i svømmehallen: ”Jeg ringede på i en skæg rytme, og Marianne puffede mig i siden og sagde, at jeg var skør. Vi havde fint tøj på.”. Senere tager han sig sammen og siger, at han er overrasket over at de er sammen. Det er sket næsten uden min vidende, siger han. Og Marianne svarer, at det er den slags forhold, der bliver de stærkeste. Så ved han da det.

Da vor mand bliver fyret, tager de to kærester – for det har de nu aftalt at de er – på en togrejse, som skal styres af deres intuition. Det vil altså sige: hendes intuition. Men rejsen bliver et skillespor i deres forhold, og manden tager hjem, mens Marianne bliver ude. De forsones atter, og da Marianne tager sin afsluttende eksamen, fejrer de det med champagne. Vi har endnu ikke hørt noget om hendes uddannelse, men det er vi åbenbart ikke ene om, hør blot: ”Hvad er det så du er blevet nu, spurgte jeg. Hun trak på skuldrene. Det viste sig, at hun var blevet lærer.”

Sådan skriver Erlend Loe når han er i sit allerbedste naiv-super-humør. Med en fuldkommen ejendommelig og grotesk skævhed, der udstiller alle de uforløste menneskerelationer og alt det vi ikke ved om hinanden. Men Marianne er altså blevet lærer, og hun får job på en ø ude i en fjern fjord, hvilket naturligvis igen sætter det særegne kæresteforhold på en prøve. Især da Marianne begynder at holde sin kæreste hen, og et uanmeldt besøg afslører, at hun ligger godt og grundigt i med en ørneforsker ved navn Tor. Vor ven tager hjem og smider sig i sin seng, hvor han ligger og spekulerer over tingene, igen i rendyrket Erlend Loe-stil:

”Jeg gjorde ikke noget særligt for at få fat i hende, tænkte jeg. Og jeg gjorde heller ikke noget særligt for at holde på hende, da hun var kommet. Jeg foretog mig i det hele taget ikke ret meget. Og nu var hun borte. Jeg havde måske heller ikke sagt så meget. Skulle have sagt noget mere. Ja. Jeg var temmelig sikker på, at jeg skulle have sagt noget mere. Og jeg bebrejdede mig selv, at jeg ikke havde gjort det, mens tid var. Men da jeg tænkte over det, havde jeg ikke nogen klar forestilling om, hvad der kunne have været anderledes. Jeg gennemgik hurtigt de kundskaber, jeg lå inde med, men kunne ikke finde på noget interessant at snakke om. Lidt efter gik jeg hen på biblioteket og lånte nogle bøger om bævere. Jeg tænkte, at det vel kunne være en begyndelse.”

Hvad der videre sker, lader vi ligge her. Det afgørende er, at man giver en chance til bogens underfundige undersøgelse af kærlighed og parforhold og jeg-fortællerens spirende opgør med sin egen fatalistiske naivitet. Kvinden flytter ind er når den er allerbedst et fint forstadie og forstudie til Doppler, både i stil, tone og tænkning. Erlend Loes faste læsere vil kunne se komikken og logikken. Nye læsere kan stige på her, i god kronologisk orden. Andre kan gå på biblioteket og låne bøger om bævere, det er vel også en begyndelse.

Erlend Loe: Kvinden flytter ind. Oversat af Susanne Vebel. 160 sider, 175 kr. Gyldendal

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.