Jesper Wamsler: Zeppeliner / Søren Lind: Høns i pluralis og på flugt

Anmeldelse i Weekendavisen den 30. marts 2007.

Noveller. Jesper Wamsler er god til antydninger og Søren Lind har sans for det foruroligende.

Et mirakel at de ikke spiller trivial pursuit

På omslaget til Jesper Wamslers nye noveller svæver vi hen over en række umiskendeligt danske marker i pænt afmålte kvadrater og rektangler i de smukkeste solmodne grønne og gule nuancer. Vi er, tror jeg da, om bord i den zeppeliner, som bogen er opkaldt efter. Men ganske som i Claes Johansens novellesamling Gråspurve, der udkom i efteråret, må vi kikke forgæves efter en egentlig titelnovelle. Til gengæld får vi endnu en bunke antydningshistorier, hvor læseren ofte må samle stumper og stykker til et helhedsbillede, som hos f.eks. Naja Marie Aidt. Det er en krævende genre, men når han er bedst, er Jesper Wamsler faktisk helt god.

I en af historierne følger vi en mand, der netop har forladt lægen. Han går på biblioteket og låner en illustreret bog om flyvningens historie. Hjemme overfører han en bygningstegning af en zeppeliner til et gennemsigtigt smørrebrødspapir, som han taper op på ruden. Så sætter han sig og stirrer på illusionen af en zeppeliner over hustagene. Pludselig ser han to prikker inde i tegningen, og efter nogle nærmere undersøgelser går det op for ham, at prikkerne er et par fugle i det fjerne. De sidste linier i historien bringer os tilbage til et uigennemskueligt replikskifte hos lægen, og vi forlader historien – nej: historien forlader os – i en tilstand af forvirring. Hvad var det der skete mellem manden og lægen? Hvorfor kopierer han netop zeppelineren? Og hvorfor bliver den til bogens titel, men ikke til novellens? At novellen hedder ‘Selvsyn’ har jeg konstateret (ved selvsyn), og jeg har forliget mig med det kryptiskes kvalitet, for nogen gange gør det ikke noget at man sidder lettere fortabt tilbage.

Antydningshistorierne fungerer trods alt bedst, når Jesper Wamsler forbarmer sig og lader læseren få en chance for at følge med, når han dæmper underlighederne (for han er trods alt hverken Seeberg eller Sørensen) og skruer op for sammenhænge. Det sker med god styrke i Ralstrup tur retur, hvor en bortadopteret krydser sit eget spor, oven i købet skrevet med en vidunderlig, bidsk ironisk distance til den veletablerede mellemklasses liv, hør blot denne perle:

”Frederik møder en Lise med kastanjebrunt hår og et vindende smil, de flytter sammen, deler en flaske ekstra god rødvin lørdag aften og enes om, at tiden er ved at være moden, og herefter følger fødselsforberedelse, låneomlægning, istandsættelse, Anna på 3.270 gram, en forbigående mistanke om kolik, en zoneterapeut ved navn Sjanne, kvarterlav, børnefødselsdage i Ronald McDonald’s regi og udvidelse af vennekredsen med Nønne, Frank og lille Malthe fra de hyggelige petanquelørdage i lunden. Nønne er konsulent i en humanitær organisation. Frank er journalist. Malthe vil være fremmedarbejder. Frank skriver på en roman om besættelsestiden, læser op når lejligheden byder sig, trækker på skuldrene, samler arkene og laver en skarp fold i øverste venstre hjørne. Det er hyggelige aftener, og det er et mirakel at de ikke spiller trivial pursuit.”

Jeg har læst denne passage mange gange, og jeg er vild med den. Det er bogens mest humørfyldte eksempel på, hvordan Jesper Wamsler kan sætte fantasien i gang, hvordan han kan oprulle en hel verden, et helt liv, med ganske få ord, og hvordan han kan skrive en enkelt sætning, som er dybt forvirrende og forklarende på samme tid: ”Malthe vil være fremmedarbejder”, står der. Det giver jo ingen mening, med mindre altså, at man udfylder novellens tomme felter selv.

På bagsiden kalder forlaget historierne for ”skæve” (og inde i bogen er titlerne tiltet, så vi alligevel får skævheden ind med grafiske skeer), og det eneste forsonende ved dén kliche er, at der trods alt ikke står at de handler om ”skæve eksistenser”. Til gengæld står der, at novellerne handler om ”tilsyneladende almindelige mennesker”, og jeg forstår ikke hvad det der ”tilsyneladende” skal gøre godt for. Sagen er nemlig at Jesper Wamsler lige præcis skriver om almindelighederne og normaldanskernes hverdage, hvor en nok så lille begivenhed kan komme på tværs og skabe en forskydning, der sætter sig spor. Pyt med at vi kan have svært ved at følge logikken i alle historierne, det kan vi jo heller ikke i vores egen hverdag, så lad os endelig tage antydningen og forvirringen som en litterær kvalitet og stige ombord på zeppelineren og svæve med på en Danmarkstur henover markerne, der er meget mere velordnende end vores egne liv.

Og så vender vi os mod en ny novellesamling af debutanten Søren Lind. Han går helt andre veje end Jesper Wamsler med det drilske og uklare titelvalg, for Høns i pluralis og på flugt har slet og ret navn efter bogens første novelle – som faktisk også er samlingens bedste, hvor en amatørkunstmaler fortæller en grotesk historie om hans pigeerobringer. De falder for hans rolige, fordybede blik, som han har, fordi han er kunstner. Mener han selv.

Tidligere arbejdede han som nattevagt på en institution for handicappede, hvor han havde masser af tid og fred og ro til at tegne skitser af sit faste motiv: flere høns som flygter. Altid høns i pluralis og på flugt. Vel at mærke høns på flugt fra en usynlig fjende. Han har engang forsøgt at male en ræv eller en ulv, men det ødelagde bare motivet.

Da han for første gang siger ja til en vagt i dagtimerne, opdager han et liv og leben på institutionen: spastikere, krøblinge, misfostre, det rene freakshow. ”Som kunstner drages man tit af det bizarre. Og det der, det var altså bizart,” skriver han. Og ja, han drages. Det viser sig nemlig, at de kvinder der er faldet for hans rolige, fordybede kunstnerblik, er institutionens beboere. Med andre ord. Han forgriber sig seksuelt på de handicappede piger.

Da hans første overgreb bliver afsløret af en kollega, ”en moralist af en weekendvagt”, bliver pigen flyttet til en anden institution (man spørger sig selv, hvorfor den ansatte ikke blev fyret), og vores kunstmaler opfatter det som afslutningen på et monogamt forhold, som sætter ham fri til at opsøge flere kvinder. Da de pårørende efterhånden begynder at stille nærgående spørgsmål om hans forhold til beboerne, opfatter han dem som kunsthadere.

‘Høns i pluralis og på flugt’ er en vellykket, grim og målbevidst bizar historie om en forskruet mand, der bilder sig selv ind at han er kunstmaler, og at de handicappede, spastiske kvinder er hans frivillige elskerinder. Hvem hønsene på hans billeder repræsenterer, og hvad de flygter fra, kan man jo så overveje.

Det gode ved fortællingen er, at vi i forholdsvis lang tid bliver holdt hen i uvidenhed, om hvem disse kvinder, der falder for ham, i virkeligheden er. Den dygtige novelleforfatter er ofte kendetegnet ved evnen til at flytte sin læsers opmærksomhed et sted hen, hvor man tror sig på sikker grund, indtil det viser sig, at man har fejlfortolket situationen, og at virkeligheden er anderledes end, vi tror. Det samme sker i Betlehem, hvor en fyr rejser ud for at flytte sammen med sin kæreste, der er udstationeret som nødhjælpsarbejder for FN. Efter en møjsommelig rejse med overflødig chikane ved grænseovergangen til det palæstinensiske område, ankommer han til Betlehem, hvor kæresten virker hemmelighedsfuld og lige lovlig optaget af en fransk canadisk fyr, som de skal spise middag hos allerede samme aften. Træt, fuld og optændt af jalousi går fyren løs på sin rival, men bliver smidt på porten af et par andre gæster, hvorefter han får at vide, at kærestens hemmelighedskræmmeri skyldes… nej, det bør jeg ikke røbe.

Men altså: Søren Lind mestrer, når han er bedst, kunsten at lokke sin læser i én retning, for derefter at tvinge dem hjem ad et helt andet spor, hvor voldsomme, overraskende, groteske, sære og foruroligende optrin minder os om, hvordan hele livsforløb kan kulminere – eller fuse ud – i en eneste desperat begivenhed.

Jesper Wamsler: Zeppeliner. Noveller. 152 sider, 175 kr. Gyldendal.
Søren Lind: Høns i pluralis og på flugt. Noveller. 148 sider, 199 kr. Tiderne Skifter