Hvor var jeg?

Læserbrev i Weekendavisen den 30. marts 2007.

Michael Sandfort spurgte i fredags i et læserbrev, hvor jeg var under Muhammedkrisen (med henvisning til min kommentar om den kristne højrefløjs modstand mod brugen af det grænseløst provokerende, sårende og moralsk invaliderende ord scrotum i en børnebog). Hvor jeg var? Ja, jeg var vel lige her.

Allerede den 23. september 2005 skrev jeg en kommentar her i avisen under overskriften Selvcensur. Jeg var – så vidt jeg ved – den første kommentator, der kritiserede forlaget Høst & Søn for at lade Kåre Bluitgens Muhammed-bog illustrere af en anonym tegner. Jeg advarede mod at lade ikke-demokratiske anti-ytringsfrihedsforkæmpere få indflydelse på de danske redaktioner og jeg beklagede at volden (som tidligere havde ramt en universitetslærer, der havde læst højt af Koranen) eller truslen om vold tilsyneladende havde fået en regulerende indflydelse på vores beslutninger.

Derudover skrev jeg en række kommentarer og sågar den første bog om emnet (sammen med min bror), hvor den røde tråd hele tiden var, at ytringsfrihed og demokrati til hver en tid må gå forud for hensyn til religiøse menneskers følsomhed. Men Michael Sandfort har ret i at jeg ikke opfordrede til genoptryk af de tolv tegninger fra Jyllands-Posten. I det spørgsmål fulgte jeg politiets opfordring til at holde lav profil af hensyn til tegnernes personlige sikkerhed. Samme beslutning traf alle de aviser, der undlod at genoptrykke tegningerne (inklusive Weekendavisen). At nogle modige aviser i udlandet gik en anden vej, kan jeg kun have respekt for, og i sidste uge var den franske domstols frikendelsen af Charlie Hebdos genoptryk af tegningerne lige så opløftende, som den tyske skilsmissedommers prioritering af islamisk lov over tysk lov var nedslående.