Weekendavisen den 15. februar 2019.

Lookalike. Metalitterær, selvironisk og morsom essayroman om en forfatter, der prøver at være Hemingway.

Enrique Vila-Matas: Der er aldrig nogen ende på Paris. Oversat af Peer Bundgaard. 288 sider, 250 kr. Forlaget Basilisk.

Åh, hvor har jeg sværmet for en af litteraturhistoriens helt store forfatterfetichistiske primærmyter: Paris i 20’erne, befolket af ekspatrierede genier. Oh, hvor har jeg fantaseret om at sidde som Ernest Hemingway i et koldt værelse og skrive og kaste appelsinskræller i kaminen. Og tænk at have været en flue på væggen, da den maskuline Hemingway skulle vurdere størrelsen på F. Scott Fitzgeralds knap så store Gatsby på herretoilettet på Michaud’s.

Den catalanske forfatter Enrique Vila-Matas kaster sig pladask ud i Hemingways parisermyte, som vi kender fra den legendariske posthume erindringsbog Der er ingen ende på Paris. I en henrivende morsom, picaresk og intellektuel leg, der vedkender sig arv og gæld med samme overgivelse, som Woody Allen lagde for dagen i den skønne tidsrejse, Midnight in Paris, dyrker han ikke alene myten, men også myten om myten. Læs resten »



Weekendavisen den 15. februar 2019.

Bedrag. Den amerikanske bestsellerforfatter A.J. Finn er blevet afsløret som en lystløgner i verdensklasse.

I denne uge blev den amerikanske forlagsbranche rystet af en helt vidunderligt farverig skandale, da magasinet The New Yorker afslørede den internationale bestsellerforfatter A.J. Finn som en litterær lystløgner af dimensioner.

I 2018 fik forfatteren – hvis virkelige navn er Dan Mallory – et enormt gennembrud med den hitchcockske debutroman The Woman in The Window (dansk udgave: Kvinden i vinduet, 2018). Manuskriptet blev udbudt på en forlagsauktion og købt i en two-book-deal for to millioner dollars. Romanen fandt sit publikum verden over hos læsere, der de seneste år også havde slugt de titel- og stilbeslægtede Kvinden der forsvandt af Gillian Flynn og Kvinden i toget af Paula Hawkins. Læs resten »



Weekendavisen den 8. februar 2019.

Kommentar. Christina Hagen er ikke mere forfatter. Det danske forfattermiljø og litteraturjournalistikken har fået fingeren.

Det sker i ny og næ at en prominent politiker eller en populær sportsstjerne offentliggør et tidligt karrierestop, der kommer bag på alt og alle. Ja, selv en dronning kan en sjælden gang finde på at abdicere. Men hvor tit har man set en forfatter, der meddeler, at hun holder op med at skrive?

Det var netop, hvad der skete i fredags, da Christina Hagens Korrekthedsbibelen udkom. Der var bogreception på Teater Republique, hvor hendes stykke Med mig selv i mine egne arme netop har spillet. Men hovedpersonen dukkede ikke op. I stedet havde hun bedt 15-årige Pauline Elgaard (som hun også, typisk nok, atypisk som hun er, havde ladet sig interviewe af ved et arrangement i Politikens Boghal dagen før) om at læse en tekst højt for gæsterne. Her sagde Christina Hagen via sin stedfortræder, at hun kunne se, at hendes forfatterskab siden debuten i 2009 var kommet til at handle om hendes følelse af mangel på frihed og ytringsfrihed: ”Og jeg tror på nuværende tidspunkt ikke på, at jeg vil kunne skrive bøger om andet – jeg vil blot finde nye former, nye vinkler, nye måder at gøre det på.” Læs resten »



Weekendavisen den 8. februar 2019.

Autonøgle. Peter Legård Nielsen har skrevet en nøgleroman, hvor nøglen ikke passer helt i låsen.

Peter Legård Nielsen: De kendte. 406 sider. Roman. Pris uoplyst. Forlaget Blå.

Peter Legård Nielsens nye autofiktive nøgleroman består af tre spor, hvoraf to er henholdsvis bevægende og interessante, mens det tredje – som skal være bogens bærebjælke – desværre ikke er ligeså relevant at læse for læserne, som det har været at skrive for forfatteren. Inden jeg vender mig mod de bedste sider af De kendte, må jeg opholde mig ved det, som romanen uretfærdigvis vil blive husket for, nemlig den svagt camouflerede fortælling om et forbitret bestyrelsesopgør i foreningen Danske Skønlitterære Forfattere i Peter Legård Nielsens formandstid (1997-2001 og 2002-2007). Læs resten »



Weekendavisen den 1. februar 2019.

Roman. Norske Matias Faldbakkens ‘The Hills’ er en roman i sær klasse, men ikke nødvendigvis i særklasse.

Matias Faldbakken: The Hills. Roman. Oversat af Sara Koch. 240 sider, 249,95 kr. Rosinante.

I Oslo ligger en restaurant, The Hills. Dog ikke i virkelighedens Oslo, kun i Matias Faldbakkens roman, der bærer restaurantens navn i titlen. For kendere af den norske hovedstad er The Hills en karikeret kalkering af den mondæne Theatercafeen blandet op med den noget mere kunstnerknejpede Lorry. Vi er blandt levemænd, flamboyante, kunstnertyper.

Og så er vi på én gang midt i vor tid, netop nu, og på tryg afstand af den. Her i The Hills er tiden gået i stå. Man er – så at sige – over the hill. Her er stadig fint og værdigt, men også luvslidt. I denne smådekadente tidslomme, hvor gamle malerier og årtiers memorabilia pryder væggene, hersker en klassisk centraleuropæisk caféstemning, hvor dagens internationale aviser læses på stang, og pengemagten og kunsten mødes i en bohemerapsodi. Læs resten »



Ældre indlæg »