Agnes von Kurowsky. Har Mich Vraa skrevet en solidarisk roman, eller spekulerer han i en kvindes skæbne?
Mich Vraa: Jeg er ikke Catherine. 372 sider. 299,95 kr. Lindhardt og Ringhof.
I 1918 var den unge Ernest Hemingway indlagt på et amerikansk Røde Kors-hospital i Milano, efter at han var blevet kvæstet som ambulanceredder ved fronten. På hospitalet forelskede den 19-årige amerikaner sig i sin sygeplejerske, den syv år ældre landsmand Agnes von Kurowsky, og de to havde en affære.
I 1929 udkom romanen Farvel til våbnene, baseret på Hemingways oplevelser i Italien, herunder affæren. I romanen hedder sygeplejersken Catherine Barkley. Agnes von Kurowsky anede ikke, at hun havde stået model til en romanfigur, og resten af sit liv led hun under den berømmelse, romanen skaffede hende på halsen. Læs videre “I Hemingways slagskygge”
I udbrud.Søren Kierkegaard fortjener mere end statuer og mindeplader.
For godt og vel et år siden stillede politikerne i Københavns Kommunes borgerrepræsentation os i udsigt, at »Søren Kierkegaards Verden« ville åbne i det gamle Universitetsbibliotek i Fiolstræde i sommeren 2026. Og nu er sommeren her, men hvor søren er Søren?
Søren Kierkegaards Verden skal være et formidlingsmuseum for vores store filosofiske stolthed, som skammeligt stedmoderligt kun er betænkt med to statuer og to mindeplader i hovedstaden – og en pladsdannelse i hans navn. Læs videre “Hvor Søren?”
Trilogi. Kim Leine har skrevet en fabulerende slægtsforskningsroman med lidt for mange detaljer og et uafklaret forhold til sandheden.
Kim Leine: Olavs hus. Kors og kød 1. 504 sider. 329,95 kr. Gyldendal.
Hvorfor hedder Kim Leine Kim Leine? Fordi han er opkaldt efter titelpersonen i Rudyard Kiplings roman Kim (1901), en både hjemløs, forældreløs og rodløs dobbeltspion, en kulturel og sproglig bastard. Og fordi en stamfar til slægten slog sig ned på en grund, der hed Leine. »Den hed sådan fordi den lå for sig selv, ‘alene’, halvvejs oppe i åsen over skolen,« som der står i Kim Leines nye, fabulerende roman. Med andre ord: en ensom bastard. Læs videre “En ensom bastard”
Hvad har disse forfattere til fælles? Den franske parnasdigter Sully Prudhomme. Den tænksomme sjællænder Martin A. Hansen. Den intellektuelle æstetiker Per Lange. Den svenske alvorsmand Eyvind Johnson. Og den oprørske Suzanne Brøgger.
De har – om ikke andet – det til fælles, at de alle har været den første modtager af en ny litteraturpris. Sully Prudhomme modtog den første Nobelpris i 1901. Martin A. Hansen var den første modtager af Boghandlernes Gyldne Laurbær i 1949. Per Lange var førstemand til Kritikerprisen i 1957. Eyvind Johnson var den første, der fik overrakt Nordisk Råds Litteraturpris i 1962. Og Suzanne Brøgger var såmænd den første forfatter, der modtog den splinternye Weekendavisens Litteraturpris i 1980. Læs videre “Pristale til Rasmus Daugbjerg”
Erektion. Med sin målsøgende plathed er ‘Farvel organ’ loyal over for Erlend Loes litterære mærke. Men den kommer ikke i nærheden af den nærmest geniale originalitet, han brød igennem med.
Erlend Loe: Farvel organ. Oversat af Hans Peter Madsen. 154 sider. 299,95 kr. Gyldendal.
Selvfølgelig, Erlend Loe, det måtte jo komme, en roman om en midaldrende mand, der pludselig mister sin … ja, hvad siger vi? Penis, pik, lem, tissemand, diller?
På norsk hedder romanen Kukene (men også Kukane, for den udkom på både bokmål og nynorsk i samme bind), hvilket er en flertalsform, som ikke er bevaret i den danske titel, hvor oversætteren Hans Peter Madsen og/eller Gyldendal har foretaget en enorm sproglig undvigelsesmanøvre og kalder romanen for Farvel organ.
Den korte roman handler om Tander, en norsk familiefar, der lever af at teste elbiler, men gerne selv kører på cykel – så prototypisk Erlend Loe, som tænkes kan.
Psykoanalysen bryder sammen, når der ikke er tale om kastrationsangst, men at pikken simpelthen er væk. Illustraton: Mette Hau
En dag tager han et brusebad, og vupti, pludselig falder pikken til jorden. Da Tander bliver spurgt – både af lægerne og af konen – om han havde været hårdhændet ved den, svarer han nej i overensstemmelse med sandheden. Den faldt bare af. Men hvorfor?
Om natten mærker Tander mellem sine ben: »Der var skræmmende tomt dernede, glat som et parketgulv. Han var blevet en ørken. Ingenting ville længere vokse eller gro,« tænker han og spørger sig selv, hvordan andre vil reagere, hvis det bliver kendt, at pikken er stukket af.
Tander kommer til samtale med en psykiater, der forklarer ham, at alle mænd kan blive ramt af kastrationsangst. Hun siger, at når det mandlige spædbarn opdager forskellen på mænds og kvinders kønsorganer, antager det, »at kvindens penis er blevet fjernet, og udvikler dermed angst for, at faren, barnets rival, skal gøre det samme med barnets egen penis, som straf for at det begærer sin mor«. Men sagen er jo, at Tander ikke er blevet kastreret. Den er bare faldet af.
Tander er i krise, ikke alene er han blevet fysisk forandret, han har mistet det, der både gav ham maskulin identitet og forbandt ham med selve menneskehedens historie, for som han læser: »Kort sagt er penis et produkt af millioner af år med evolution, drevet af naturlig selektion, seksuel selektion og tilpasninger til forskellige miljøer og reproduktive strategier.«
Tanders kone Nina rejser til Mallorca for at tale med en norsk kirurg, der menes at kunne sy pikken på plads. Men hun kommer aldrig hjem igen. De to bosætter sig på øen, og Tander er nu forladt af både pikken og konen. Men det tager han nu vældig pænt, for han er som så mange af Erlend Loes kriseramte mænd opdraget til at tilpasse sig og efterkomme kvindernes ønsker.
I den kommende tid viser også den serbisk-ortodokse kirke interesse for Tander, som dog slutter sig til nogle ligesindede mænd, der har dannet et kollektiv, en anti-pikokrati-bevægelse. Han indser nu, at han er »befriet for penissens åg og nu var så heldig at befinde sig udenfor dens destruktive sfære«.
Til sidst bliver den frafaldne pik sat til salg på auktion, og så vidt jeg forstår, ender den som bogstøtte for tre bind af Karl Marx’ Kapitalen på Mallorca hos Tanders ekskone og hendes kirurgægtemand.
Hvad skal man dog mene?
ERLEND LOE HAR alle dage været en frygtløs humorist, og når han er bedst – Naiv.Super, Fakta om Finland, Doppler – er han i en kategori for sig, tonen og tankerne finder man ikke på samme måde nogen andre steder, heller ikke den underspillede underfundighed. Men humor, der trækker for store veksler på sig selv, udvander sin værdi, og da Erlend Loe ikke har taget pauser fra sig selv, har jeg gennem årene taget pauser fra ham.
Med sin målsøgende plathed (for eksempel slutnoten: »Hvis du har brug for at tale med nogen efter at have læst denne bog, så kontakt kommunens peniskonsulent« – ikke sjovt, vel?) er romanen loyal over for Erlend Loes litterære mærke, men ikke i nærheden af den nærmest geniale originalitet, han brød igennem med.
Som endnu en skildring af sårbar maskulinitet og mandlig magtesløshed vil den lille roman – kun 154 sider i fuldt erigeret tilstand – være absolut relevant for maskulinitets- og kønsrollestudier og forskning i fremstillingen af mænd og manderoller i litteraturen.
Den er ganske godt tænkt, fordi den lader fallossen falde som et effektivt symbol på mandighedens krise. Og Tander er endnu en taberdømt, tilpasningsdygtig naivist af den slags, som Erlend Loe skildrer så hjerteknusende ømt og let
