Weekendavisen den 27. maj 2016.

Kommentar. Også danske forlæggere bekymrer sig om racisme i børnebøger. Er det derfor, at ‘Lystige Viser for Børn’ ikke optrykkes mere?

Så har vi endnu engang fået et godt grin over de skøre svenskere, der i respektens, tolerancens og mangfoldighedens navn igen kører en omgangs redigerings-revisionisme ind over deres børnelitterære kulturarv, senest Jan Lööfs Min morfar er sørøver, som – oh skræk! – rummer stereotype skildringer af andre kulturer.

Men mens vi håner svenskerne, så lad os vende blikket mod os selv. Tag f.eks. Johannes V. Jensen, den gode, gamle ærkedansker, der gav os så dejlige sager som ‘En sømand har sin enegang’, ‘Hvor smiler fager den danske kyst’ og Kongens fald. Hvis vi læser hans amerikanske rejseessays Fra Fristaterne (1939), som jeg i øvrigt har i en tobakslugtende førsteudgave med dedikation til Hartvig Frisch, vil vi opdage den skinbarligste racisme. Læs resten »



Weekendavisen den 27. maj 2016.

Breve. Vores anmelder bruger sine epistolære færdigheder i henvendelse til litteraturredaktøren.

Jeg recommanderer mig stedse

John Chr. Jørgensen: Brænd mine breve. Brevkunstnere og -pyromaner. 142 sider, 198 kr. Forlaget Spring.

Kære Johannes

Du havde fuldkommen ret. Det var en både sjov, underfundig og oplysende bog, du havde fundet til mig i denne uge. Jeg ville jo gerne have anmeldt Merete Pryds Helles nye roman, som jeg synes er ret fremragende, men man kan jo ikke få alt, hvad man peger på. Og sjovt nok kunne netop Merete PH havde været omtalt i John Chr. Jørgensens bog om litterær brevskrivning og forholdet mellem det private og det offentlige, for hun udgav jo for nogle år siden en moppedreng, Kære Mai, med hendes del af en årelang korrespondance med en veninde. Læste du den? Jeg læste den med både litterær interesse og privat nyfigenhed, men også en vis forlegenhed, ligesom jeg nogenlunde samtidig slugte Svend Åge Madsens og Flemming Chr. Nielsens Når man mailer (pragtfuld titel!). Læs resten »



Weekendavisen den 20 maj 2016.

Teater. Børn på flugt griber vores hjerter. Men gode viljer skaber ikke nødvendigvis godt teater.

”Vind og hav og bølger og bræk…”

Selv den mest formstøbte flygtningefjendtlighed må vel have et lille beskyttelsesrum til de stakkels mindreårige, der er alene derude på vejene, hvor smuglerne hundser rundt med den menneskelige kontrabande, for ingen er mere ensom og sårbar, end et barn alene på flugt. Det er disse børn, de uledsagede, som instruktør Kamilla Wargo Brekling sætter fokus på i denne lille forestilling, som er utvivlsomt er skabt med et bankende varmt hjerte og et oprigtigt ønske om at skabe forståelse. Men gode viljer skaber ikke nødvendigvis godt teater. Læs resten »



Weekendavisen den 20. maj 2016.

Kommentar. Omlægningen af støttestrukturen i det københavnske teater går heldigvis ud over dem vi bedst kan undvære.

I tirsdags udkom Politiken med en sektionsforside, der proklamerede, at ‘Museerne hitter, teatrene skranter’. Mens museerne i fjor havde 16 millioner gæster, solgte de statsstøttede teatre kun 2,1 millioner billetter. Og særligt i hovedstaden kradser krisen. I sidste sæson kunne de fem teatre i Det Københavnske Teatersamarbejde (Betty Nansen Teatret, Folketeatret, Østre Gasværk Teatre, Nørrebro Teater og Republique) kun afsætte 208.000 billeter.

Senere samme dag kom så en pressemeddelelse fra Det Københavnske Teatersamarbejde, KbhT, som gennem flerårige aftaler yder tilskud til drift og produktion til de teatre, der er optaget i samarbejdet. Nyheden i overskriften var, at der nu etableres et nyt stort teater i København. Hvad? Et nyt teater!? I disse sparetider?! Læs resten »



Weekendavisen den 13. maj 2016.

Teater. Lars von Triers møghamrende ubehagelige historie om den forræderiske flygtning Grace som seværdigt teater i Odense.

Problemet Dogville

Det var en grum lignelse, Lars von Trier fik kogt sammen, da han i 2003 skrev og instruerede Dogville om den gudsforladte flække (med en spejlvendt stavet gud i sit navn), som får skæbnesvangert besøg af Grace (som betyder nåde), der er på flugt fra en gangster, og nu søger om barmhjertighed og asyl i den lille usleravnekrog, hvor alfarvej ender og de stejle klipper begynder.

I sin tid spillede Nicole Kidman den ydmyge og ydmygede Grace med sådan en porcelænsdukkeagtig uhyggelighed, og i Tue Bierings iscenesættelse af den i forvejen særdeles teateragtige film, viser Rikke Lylloff samme yndige uskyldsrenhed og afgrundsdybe selvopofrelse. Som om en alt for uskyldig krop med et alt for smukt sind er blevet presset ned i den stramme guldpalletkjole uden viden om sin egen sexappel. Jo, Grace er det perfekte offer. Eller den perfekte forførerske? Først ved dramaets kulmination, indser vi, hvad der i virkeligheden gemte sig bag det smukke ydre. Læs resten »



Ældre indlæg »