Weekendavisen den 23. september 2016.

Roman. Jens Christian Grøndahl skriver flot kvindeportræt med sikker slowfoxprosa.

Evigt ejes kun det tabte

Jens Christian Grøndahl: Tit er jeg glad. Roman. 144 sider, 200 kr. Gyldendal.

Jens Christian Grøndahl, som på forfatterfotos i stadig stigende grad ligner en fransk filosof, har med Tit er jeg glad skrevet en absolut vellykket, lille roman, hvor den 70-årige Ellinor taler ud til sin afdøde veninde, Anna.

Titlen stammer fra en køn verselinje af B.S. Ingemann: ”Tit er jeg glad, og vil dog gjerne græde.” Digtet hedder meget passende ‘Bekjendelser’, for Ellinor lægger kortene på bordet, dels ved at afsløre hemmeligheder fra sin egen fortid, dels ved at afdække alt det, den døde veninde forsøgte at holde skjult. Det er artige sager. Læs resten »

Weekendavisen den 23. september 2016.

Teater. Den slørede vej er mere interessant, end den slagne i dramatisering af Kieślowskis dramatisering af De Ti Bud.

Du må ikke

Dekalog. Af Krzysztof Kieślowski og Krzysztof Piesiewicz i Koen Tachelets sceneversion. Instruktør og scenograf: Jacob F. Schokking. Kostumedesigner: Stine Gudmundsen-Holmgreen. Komponist: Gert Sørensen. Dramaturg og oversætter: Karen-Maria Bille.

Den polske filmmand Krzysztof Kieślowski, det store ikon for ironiske 80’er-intellektuelle med verdenssmerte, er kommet på mode igen, måske fordi der er så meget overflade i kulturen, at vi trænger til fordybelse.

Kieślowskis Trikolore-trilogi, Blå, Hvid og Rød, får snart repremiere i biffen, og Betty Nansen Teatret opsætter nu en sceneversion af Dekalog, den berømte serie af polske tv-film over Jahves indflydelsesrige påbud- og forbudsliste fra Anden Mosebog, bedst kendt som De Ti Bud.

Det er billedkunstneren, instruktøren og scenografen Jacob F. Schokking (hvilket navn!), der står bag opsætningen. Dekalog blev oprindelig skabt som en række novellefilm i polsk tv i 1988. Et par af episoderne blev også til spillefilm, og i 1990 skrev Kieślowski sammen med sin manuskriptforfatter Krzysztof Piesiewicz drejebøgerne om til noveller, som også danner forlæg for denne dramatisering af seks af de ti bud. Læs resten »

Weekendavisen den 23. september 2016.

Teater. Kasper Colling Nielsens dystopiske roman om borgerkrig i Danmark er en bundskraber på scenen.

Krig på Dronning Louises Bro

Kasper Colling Nielsen: Den danske borgerkrig 2018-24, dramatiseret af Claus Flygare. Instruktør: Jacob Schjødt. Nørrebro Teater til den 22. oktober.

Det her burde være right up my alley. Jeg hylder gerne det brandesianske diktum om, at litteratur skal sætte problemer under debat, og jeg syntes at Kasper Colling Nielsen havde nogle potente pointer, da han i nærfremtidsdystopien Den danske borgerkrig 2018-24 gav det globale marked og finanskrisen skylden for sociale spændinger, der førte til ordenssammenbrud, krig og kaos.

Nu var det ikke hele romanen, jeg kunne lide. Det, der angiveligt skulle være morsomt, var for mig bare platituder. Og rammefortællingen i en fjern fremtid, hvor en 475 år gammel velhaver, som holdes i live via stamcelleinjektioner, fortæller sin talende hund om borgerkrigen, var en manieret anstrengelse. Læs resten »

Weekendavisen den 9. september 2016.

Trilogi. Der vil altid være tre for lidt i den lille bygd, der mistede tre sønner i krigen. Helga Flatland afslutter sin vigtige romanserie om krisens anatomi.

Var det det værd?

Helga Flatland: Der findes ingen helhed. Oversat af Jannie Jensen. 334 sider, 300 kr. Batzer & Co. Roskilde Bogcafé.

Der findes datoer, som brændemærker dagen og stigmatiserer sproget, fordi noget alt for grusomt fandt sted. Sådan en dato er den 11. september. En anden er den 22. juli – nordmændenes eufemisme for Breivik-massakren. Men i den lille, navnløse bygd, hvor den norske forfatter Helga Flatlands romantrilogi udspiller sig, er datoen den 14. juni 2007. Det var den dag, hvor Tarjei, Kristian og Trygve kørte på en vejsidebombe i Afghanistan, og det lille samfund mistede tre af sine sønner.

Der findes ingen helhed, som afslutter trilogien, åbner hjemme hos bygdens læge, Ragnhild, en decemberdag i 2012. På bordet ligger Aftenposten slået op på en kronik, der stiller spørgsmålet, om krigen var det hele værd. Teksten er illustreret med et foto af de tre kammerater fra den lille bygd, som sammen drog i krig, og sammen kom hjem i kister. Fotografiet er taget lige inden den skæbnesvangre patrulje. Kronikken handler om alt det, ”vi” ofrede i krigen, og Ragnhild fortæller:

”Hvem er ‘vi’, tænker jeg, og ser ud af vinduet på bygden med 845 indbyggere, 24 mere end for to år siden efter kommunens storstilede tilflytningskampagne. Men det vil under alle omstændigheder altid være tre for lidt.” Læs resten »

Weekendavisen den 16. september 2016.

Ibsenfestival. Hvor mange Mariekiks kan man købe til flygtninge fra Sudan for det, som scenografien koster? Vrangen vendes ud på Ibsen, som kan tåle alt.

OSLO
At man skal hylde sine helte, ved de godt i Oslo. Så her står Henrik Ibsen, irgrøn på sin sokkel foran Nationaltheatret, med løvemanke og strengt, stålsat blik, idag med en vimpelsmykket laurbærkrans om halsen.

Ibsenfestivalen er i gang. Den finder sted hvert andet år som en fejring af forfatterskabet, og i år er der cirka fyrre norske og internationale forestillinger på programmet, som lanceres med et genialt piktogram, der har fanget hele Ibsen-ansigtets essens med det bryske blik bag et par runde briller og to vandrette skarpe paranteser, der udgår det opretstående hår og de nedadvendte mundvige. ”Engasjerende. Utfordrende. Nådeløst” står der på festivalprogrammet, hvor vi bliver lukket ind i fællesskabet af moderne ibstere. Der er tænkt nøje over, hvordan dramatikeren på én gang kan bevares som det geni, han var, og samtidig formidles til nye målgrupper. På katalogets bagside kan man derfor se gammelfar sidde med sine enorme, hvide kindskæg, der hænger som tunge gardiner omkring munden, mens teksten viser en Facebook-tråd, hvor Ibsen og Strindberg driller hinanden. Læs resten »