Udbrud. Hella Joof leverer endnu en floskel.
Da jeg bladrede Biografklub Danmarks nye sæsonblad igennem, sprang en kliché op af papiret og greb mig i struben. Jeg citerer:
»Jeg var også en læsehest, der lå med en cykellygte under dynen (…) Jeg læste alle bøger på skolebiblioteket, og så begyndte jeg at læse voksenbøger, da jeg blev 12.«
Sådan lyder indbegrebet af en floskel om det læsende barn, der stjæler læsetid fra sovetid, og som udgør et sødt problem for skolebibliotekaren.
Det er filminstruktøren Hella Joof, der taler om sin filmatisering af Stine Askovs ret så gode roman, Nøjsomheden, som har premiere senere denne måned. Hella Joof fortsætter ufortrødent fraseologien:
»Så begyndte jeg at læse Christian Kampmann og Tove Ditlevsen og Hemingway, som jeg så heldigvis læste igen, da jeg blev voksen, så jeg lige pludselig forstod, hvad jeg læste. Hvis litteraturen ikke fandtes, så havde jeg nok ikke klaret den. Så langt vil jeg egentlig godt gå og sige, at det har haft en livsændrende betydning i mit liv.«
Hvis litteraturen ikke fandtes! Hvilken besynderlig præmis. Men okay, så havde jeg sgu nok heller ikke klaret den, hvad »den« så end er, ligesom jeg heller ikke havde klaret den uden kærlighed, omsorg, solidaritet, tilgivelse, empati, venlighed, nysgerrighed, dumdristighed, kunst, humor, moral, optimisme, retfærdighed og – nøjsomhed.
Da jeg anmeldte Stine Askovs roman, skrev jeg blandt andet: »Slutscenen er som skabt til en filmisk finale, både rørstrømsk og rørende, og åh så inderlig i sin uforblommede dyrkelse af det jævne danske, når det er allerbedst, socialt, solidarisk og – nøjsomt.«
Hella Joof og jeg har altså set det samme potentiale i romanen, og jeg forventer kun det bedste, selvom jeg har svært ved at forlige mig med godtkøbsfilosofi om »hvis litteraturen ikke fandtes«.
Litteraturen, læsningen og bogglæden er så nem at presse ind i tåbelige klicheer. Barnet med lygten under dynen er en af dem. Andre er avisernes og magasinernes stedsspecifikke stationeringer af bøger som du (De!) skal have med »i strandtasken«, »i hængekøjen« eller »på natbordet«.
Læsning hænger tilsyneladende sammen med afslapning og søvn, ikke med koncentration og arbejde. Det aktiverer en af mine idiosynkrasier. Som jeg ikke kan klare den uden.