Weekendavisen den 24. juni 2016.

Kommentar. Drabet på Jo Cox udløste ingen empatiaktioner herhjemme. Er vi ramt af medfølelsestræthed? Eller var hun det forkerte offer, der blev dræbt af den forkerte gerningsmand?

Forleden cyklede jeg langs Søerne, ned ad Classensgade (min barndoms gade) og til højre ad den søndagsstille Kastelsvej i Østerbros ambassadekvarter.

Jeg parkerede cyklen op ad hegnet ved Ho Chi Minh-stien, den smalle gangsti langs Garnisons Kirkegård, som fik sit navn i folkemunde i de tidlige 70’ere under demonstrationerne mod Vietnamkrigen foran den amerikanske ambassade henne på Dag Hammerskjölds Allé. Når der var knippelsuppe i luften, var stien demonstranternes flugtrute, opkaldt efter den illegale transportvej mellem Nordvietnam og Sydvietnam.

Ho Chi Minh-stien hegner op til den britiske ambassade, der ligger tilbagetrukket bag ugæstfri gitterporte. Et eller andet sted derinde sad sandsynligvis en sikkerhedsvagt og fulgte mig på en monitor. Men gad vide om han fornemmede, at jeg var forvirret og forstemt? Som jeg stod der og skrabede i asfalten, fik jeg mine værste anelser bekræfter: Mordet på Jo Cox havde ikke ført et empatisk blomsterhav med sig til ambassaden. Hvorfor? Læs resten »



Weekendavisen den 24. juni 2016.

Ytringsfrihed II. Henrik Ibsens ‘En folkefjende’ er i dag så brandaktuelt, som da det blev skrevet i 1882.

Whistlebloweren fra kurbadet

”Det er afgørende for et velfungerede demokrati, at ansatte i f.eks. kommuner, sygehuse eller skoler føler sig trygge ved at deltage i den offentlige debat uden at frygte for deres karriere. Derfor styrker vi nu oplysningsindsatsen om ytringsfrihed på offentlige arbejdspladser, ligesom jeg vil opfordre offentlige myndigheder til at overveje, om det kan være relevant at indføre en whistleblowerordning hos dem.”

Sagde justitsminister Søren Pind i april i år. Men for badelægen Thomas Stockmann kom initiativet lidt vel sent, for dengang i 1883, hvor han blæste hårdt i fløjten, var der ingen øvrighedspersoner, som tilskyndede folk til at råbe de ubekvemme sandheder fra hustagene. Tværtimod. Læs resten »



Weekendavisen den 24. juni 2016.

Ytringsfrihed I. Lod han blækket flyde, lod han blodet strømme? Eller tilpassede Storm P. sig nazisterne? First class på Furesøen.

Storm og vindstille

På den yderste dag er spørgsmålet: Stod du på den rigtige side, eller på den forkerte side i kampen mellem dem der hylder ytringsfrihed og satire og dem, der med magt og vold kræver respekt for deres guder og profeter.

Selv har jeg altid hyldet ytringsfrihed, men jeg er ingen satiriker, og har derfor aldrig risikeret noget. Og indtil dengang i 2005, hvor Jyllands-Posten bragte Muhammed-satiretegningerne, havde ingen dansk avistegner heller forestillet sig, at han ville få brug for livvagter og panikrum. Men vi skulle jo blive klogere. Læs resten »



Weekendavisen den 24. juni 2016.

Roman. Salman Rushdies skildrer mærkværdighedernes tid, hvor ormehullet til åndeverdenen står åbent. En tossestreg af en roman.

Fornuftens søvn i fantasien hjemland

I en anmeldelse sidste år skrev Ursula K. Le Guin, at Salman Rushdie har en fraktal fantasi. Bedre beskrivelse findes næppe af den litterære stil, hvor fortællingerne folder sig ud i komplicerede geometriske strukturer. Det er på én gang generøst og skamløst. Og komplet udmarvende.

Vi er atter med forfatteren i hans ‘Imaginary Homelands’ (som titlen lød på hans tidlige litterære essays), og her i fantasiens hjemlande hersker alt andet, end rugbrødsrealismen, fint indikeret af romanens titel, To år, otte måneder og otteogtyve nætter, der fikst modsvarer det antal dage og nætter, som kaliffens nye kone, Scheherazade, måtte kæmpe for at bevare knoppen ved at lade den ene fortælling afløse den anden. Læs resten »



Weekendavisen den 24. juni 2016.

Der gives ingen Pulitzer til den avis, der finder på at anbefale bøger til læsning i sommerferien – men Politiken skal dog have ros for at de hverken brugte ord som ‘hængekøje’ eller ’strandtaske’, da de i sidste uge lod anmelderne komme med fjorten bud på bøger, du kan/skal/bør læse i din sommerferie. Der lægges hårdt ud med Anders Abildgaards bitre poesi, Ibis, som ifølge anmelderen er ”ideel sommerlekture”, og så er der forudsigelige anbefalinger af amerikanske moppedrenge af John Irving og Atticus Lish og litterære perler af Thomas Bernhard, Andrzej Tichý og Jonas Hassen Khemiri. Intet uforventeligt, så at sige. Til gengæld ser det jo helt tosset ud, at de fjorten anbefalede bøger alle til hobe er skrevet af mandlige mænd. Står det til Politiken, skal vi altså ikke læse én eneste kvindelig forfatter denne sommer. Helt ærligt! Forventer man ikke noget andet af Organet for Humanistisk Bøsseævl? Hvad er det egentlig for et organ, Organet erigerer med, undskyld mener: redigerer med? Jo, der er fire kvindelige anmeldere med, som alle anbefaler bøger af mænd, og hvorfor skulle kvinder også partout anbefale andre kvinder? Mon der kommer en dobbeltleder med kønsbalanceret litterær vejledning af den nye chefredaktør, der i et tiltrædelsesinterview med sin egen avis fortalte, at han står tidligt op for at læse skønlitteratur hver morgen?



Ældre indlæg »