Det forkerte og det rigtige

Weekendavisen den 23. oktober 2020

Roman. Jonas T. Bengtssons forfatterskabt har været nyskabende og originalt. Men nu sætter krisen ind.

Jonas T. Bengtsson: Fra blokken. 304 sider, 300 kr. Roman. Politikens Forlag.

Jonas T. Bengtssons forfatterskab bygger på en symbiose af det rå og det rørende. Hans fremstilling af den københavnske underverden har altid været så gribende, fordi romanerne har forenet det dramatisk voldsomme med det fortvivlede omsorgsfulde. Det gjorde Aminas breve (2005), Submarino (2007), Et eventyr (2011) og Sus (2017) til en kold kvartet med et varmt hjerte.

Med den femte roman, Fra blokken, går det imidlertid galt. Det er som om, at Jonas T. Bengtssons kilde er løbet tør, som om han har skrevet sig mæt og træt af voldspsykopaterne og misbrugerne fra NV og nu hænger fast i et gammelt mønster uden friske ideer. Continue reading “Det forkerte og det rigtige”

Den Stille Korrektion

Weekendavisen den 16. oktober 2020.

Roman. Michael Ondaatje skriver behersket og intenst om historieskrivningens og erindringens pålidelighedsproblem.

Michael Ondaatje: Krigslys. Oversat fra engelsk af Paul Klitnæs, 304 sider. 300 kr. Batzer & Co.

Det er dybt tilfredsstillende at læse den canadiske forfatter Michael Ondaatjes skarpslebne postwar-roman, Krigslys, hvor vi følger en ung mands resignerede og sagtmodige tanker gennem den højdramatiske erindrings vildnis. Det er skrivekunst, som vi kender fra for eksempel Graham Greene, Philip Roth og ikke mindst Ian McEwan.

Allerede åbningssætningen er lovende: ”I 1945 rejste vores forældre væk og overlod os til to mænd der muligvis var kriminelle”. Forældrene skal angiveligt bo i singapore, hvor faren er blevet udstationeret for Unilever.

Herfra udvikler sig en hemmelighedsspækket historie om et søskendepar på 14 og 16, fortælleren Nathaniel og hans søster Rachel, der pludselig bliver overladt til sig selv under overvågning af en fremmed mand, som deres mor arbejdede sammen med i brandmeldekorpset og som radiomeddeler under nazisternes bombardementer. De to søskende giver ham øgenavnet Natsværmeren, og en anden dubiøs type, som støder til, går under navnet Lynet. Continue reading “Den Stille Korrektion”

Hvem burde holde kæft?

Weekendavisen den 9. oktober 2020

Biografisk. En ny bog om forfatterikonet Märta Tikkanen blev bremset på vej i trykken. Forfatteren til biografien mener at hun bliver mobbet og censureret.

Når en ny biografi om den finsk-svenske forfatter Märta Tikkanen (f. 1935) udkommer senere på måneden, er den rettet til på en måde, som dens forfatter, Johanna Holmström, ikke er begejstret for:

”Det er ikke min version, og især slutningen er helt urimelig,” siger hun til Hufvudstadsbladet.

Johanna Holmström fortæller, at hun er blevet truet til at acceptere mange urimelige rettelser, fordi Märta Tikkanen og hendes datter Susanna Ginman ellers ville bremse udgivelsen. Hun har været nødt til at gå på kompromis med tre års intensivt arbejde:

”Som forfatter er jeg helt ubeskyttet. Det ville være katastrofalt for mig, hvis bogen ikke udkom, både økonomisk og arbejdsmæssigt. Jeg har ofret meget privatliv for denne bog.”

I et interview med den finske public service-radio, YLE, tilføjer Johanna Holmström:

”Jeg er blevet truet med at bogen ikke kunne udkomme, hvis ikke jeg accepterede kommaændringer. Det kalder jeg mobning.”

Märta Tikkanen var i 1970’erne en af kvindebevægelsens nye litterære pionerer, der med hævnromanen Mænd kan ikke voldtages (1975) og det rasende digtopgør med ægtemanden og forfatterkollegaen Henrik, Århundredets kærlighedseventyr (1978), anlagde de veje, som kvinder i dag vandre videre ad, når de siger fra overfor sexisme og seksuel vold.

Ikke mindst derfor har en biografi om hende været længe imødeset i både Finland og Sverige. Forfatter og journalist Johanna Holmström havde nærlæst både forfatterskabet og nogle af Märta Tikkanens brevvekslinger og ført samtaler med hovedpersonen selv, og arbejdet med bogen var færdigt. Nu skulle biografien med den fremragende titel Borde hålla käft bare trykkes. Continue reading “Hvem burde holde kæft?”

En ny tids Emily Dickinson

Weekendavisen den 9. oktober 2020

Nobelpristager. Kan poesi gøre “det enkelte menneskes eksistens universel”? Det tunge ansvar påhviler nu en feteret østkystdigter fra USA med de mytologiske referencer i orden.

(Udvidet udgave af artiklen i avisen, skrevet i samarbejde med David J. Turner)

Nobelprisens styrke er også dens svaghed; det absurde i selve forehavendet at præmiere én forbilledlig forfatter ud af verdens samlede litterære reserve, og den tilbagevendende vittighed i Stockholm – at råbe “Äntligen!” så snart navnet på en oversøisk digter, man aldrig havde hørt om, bliver læst op som årets pristager – er lige så slidt, som den på sin vis er relevant.

Det ene kontinents litterære superstjerne er det andet kontinents obskure smal pen, og det blev understreget i går, da den amerikanske poet Louise Glück blev tildelt prisen. Continue reading “En ny tids Emily Dickinson”

Søndag? Dommedag?

Pia Juul døde den 30. september 2020, 58 år gammel, det er uendelig trist.

Weekendavisen den 1. juni 2012.

Samlede digte. Pia Juuls lyrik er eksperimenterende og enigmatisk.

Digteren Pia Juul fyldte 50 år i onsdags, og i den anledning udkom en kompilation af alle digtesamlinger i forfatterskabet, fra levende og lukket (1985) til Radioteatret (2010). Titlen lyder lovende Indtil videre. Underforstået: der er mere på vej.

Det begyndte i de første samlinger med indadvendte og dunkle stemninger i et drømmeagtigt landskab befolket af trolde og elverpiger, døde børn, tribader, sød frygt og skarntyde, skrevet frem med lutter små bogstaver og drypvise, stejle punktummer. Det handlede om erindring, pigeliv, modning og erotik, ofte med en karakterfuld kontrast, på én gang oprigtigt rå og fiktivt romantisk. Continue reading “Søndag? Dommedag?”