Weekendavisen den 13. juli 2018.

Kommentar. Den politisk ukorrekte børnebog skal ikke ekskommunikeres, men sameksistere med mulige reviderede udgaver.

Hvad gør debatten om politisk korrekthed egentlig ved vores syn på børnelitteraturen? Jeg spørger, fordi vi jævnligt får nyheder, som vi ryster overbærende på hovedet af, uden måske helt at forstå deres rækkevidde og alvorlighed. Den slags nyheder kommer navnlig fra Sverige og USA, to lande, som det er ualmindelig nemt for os at afskrive som useriøse – eller snarere overseriøse. Hos dem er nogle børnebøger blevet udsat for revision af ord eller tilpasning af illustrationer, der ikke overholder nutidens værdier. Det er gået ud over både Astrid Lindgrens Pippi og Jan Lööfs Min morfar er sørøver. Fahrenheit-tilstande!?

Hver gang, vi kritiserer de andres overkorrekthed, glemmer vi naturligvis, at vi selv for et kvart århundrede reviderede Harald H. Lunds vidunderlige ‘Elefantens vuggevise’. Vi holdt op med at synge ”i morgen får du en niggerdreng/ og ham skal du bruge til rangle”, ja allerede inden da, var niggerdrengen blevet til en negerdreng, og engang i 80’erne, blev negerdrengen så til en kokosnød. Politisk korrekte revisionister, det kan vi selv være. Læs resten »



Weekendavisen den 6. juli 2018.

Kommentar. Det vil det være befriende, hvis nogen ærligt sagde: Vi vil ikke være et tolerant kontinent.

Det mest bemærkelsesværdige ved sidste uges EU-topmøde om flygtninge og migranter, var et forslag om, at EU skal oprette »kontrollerede centre« – i medlemsstaterne. Den idé er opsigtsvækkende. I årevis har vi hørt de mange krav om hen- og afvisningslejre på uattraktive adresser udenfor EU – for tiden kaldet »regionale opsamlingsplatforme« – men tanken om, at EU-landene selv skal lægge jord til, er ny.

For at give sin principielle accept til at »konceptet bør undersøges«, har FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) til gengæld bedt EU om også selv at spæde til. De mennesker, der reddes på EU’s territorium – og det må også betyde i europæisk farvand – skal overføres til disse centre i et eller flere EU-lande, hvor sagsbehandlingen skal finde sted. Flygtninge, der får opholdstilladelse, skal fordeles til et medlemsland, mens migranter og asylsøgere, der får afslag, skal sendes retur til deres oprindelseslande. Princippet er altså nøjagtig det samme, som med afskrækkelsescentrene i Afrika. Læs resten »



Weekendavisen den 6. juli 2018.

Litteratour. Han var middelmådige som cykelrytter. Men han er eminent som filosof. Olivier Haralambons essay om cykelsporten er i en kategori for sig. Alt skal sættes på spil.

Olivier Haralambon: Rytteren og hans skygge. En beretning om cykelsporten og dens inderste væsen. Oversat fra fransk af Peer Bundgaard. 144 sider, 249,95 kr. Forlaget Bobo. Den franske bogcafés forlag. / Chris Anker Sørensen og Allan Bo Andresen: Brødre på landevejen. Fortællinger fra et liv med cykelsport. Fortalt til Nikolaj Albrechtsen. 336 sider, 249,95 kr. Storyhouse.

I morgen begynder så endnu en føljeton i enogtyve etaper, der indenfor rammerne af en stram liturgi vil gendigte variabler af den samme grundfortælling. Men Tour de France er ikke bare et spørgsmål om hvem-kommer-først. Det er et eksistensdrama, et epos, en elegi om Manden. Bjerget. Vejen. Lidelsen. Triumfen. Livet. Døden. Cyklen. Vi kender hele det store narrative pensum, som Sankt Jørgen endnu engang er parat til at forelæse i, mens Feltet sveder og sofarytterne føler sig som vidner til tilværelsens nøgne øjeblik. Jørgen Leths legendariske Tour de France-kommentering har intellektualiseret cykelsporten, og han selv er blevet genstand for mytologisering, så vi nu har en hel metamytologi, bundet til hans nasale stemme. Godt nok, måske, men efterhånden også trivielt, ikke længere elitært. Ægte litterær livserfaringsfilosofi udvundet af cykelrytterens udsigt fra sadlen, får man derimod i Olivier Haralambons Rytteren og hans skygge. En beretning om cykelsporten og dens inderste væsen, en sjældent læsværdig filosofisk vidneberetning fra sportens verden. Læs resten »



Weekendavisen den 6. juli 2018.

Kontroversen. Nobelfarcen fortsætter: Johannes Anuyru overvejede at sige nej tak til pris fra Det Svenske Akademi. Lena Andersson anklager kulturjournalistikkens radikalisme. En erstatningspris er på vej.

Der bliver jo ingen Nobelfest i Stockholm i år. Men der bliver noget, der ligner. Initiativet Den Nya Akademien sørger nemlig for, at der bliver uddelt en pris til en international forfatter, der “hos läsaren skriver in berättelsen om människan i världen”.

Den Nya Akademien blev etableret som en reaktion på Svenska Akademiens nedsmeltning. Initiativtager var journalisten Alexandra Pascalidou, som snart fik følgeskab af en lang række mere eller mindre betydningsfulde mennesker fra de kulturkreative miljøer, dog fornærmer man vist ingen af dem ved at sige, at de hverken har akademisk, kunstnerisk eller intellektuel potentiale til at få en stol i det rigtige Akademi. Den Nya Akademiens mest berømte navne – i hvert fald på vores breddegrader – synes at være den navnkundige Felix-tegner, Jan Lööf, Mit liv som hund-forfatteren Reidar Jönsson, krimidronningerne Camilla Läckberg, Karin Alvtegen og Mari Jungstedt samt Kajsa Bergqvist, forhenværende verdensmester i højdespring og nuværende Unicef-ambassadør. Læs resten »



Kultur i Diamanten juli-september 2018.

Tit har jeg tænkt: Jørgen Leths intellektualisering af cykelsporten dækker over noget dybere, end bare en ægte kærlighed til mænd med glatte lægmuskler i fast tråd op af et bjerg. Den dækker også over en skamfølelse.

Når mænd, der identificerer sig selv som kunstnere og intellektuelle, indser at sport – det kan være cykling, men er især fodbold – får dem til at dele følelsesudtryk med andre mænd, som de ellers ikke har det fjerneste fællesskab med, bliver de forvirrede. Hvis en ordets mand pludselig opdager, at han opfører sig som en plebejer, hvad så? Læs resten »



Ældre indlæg »