Atlas, den 24. maj 2018.

Kommentar. Kritikken af Madame Nielsen er som taget ud af manualen til et autoritært samfund.

Hvad skal man gøre, når man på den ene side naturligvis er imod racisme og på den anden side naturligvis er for kunstnerisk ytringsfrihed, og når disse to ting, som man er henholdsvis imod og for, kolliderer med hinanden og det ikke er muligt at støtte begge positioner på én gang?

Christian Lollikes og Madame Nielsens White Nigger/Black Madonna er blevet lakmusprøven for det dobbelte hensyn. Men forestillingen er også blevet en skillevej, hvor enhver må beslutte sig til, om man vægter hensynsfuldheden højere end hensynsløsheden. Med andre ord: Skal kunsten tage hensyn til nogle samfundsgruppers følelser og risikoen for at krænke en minoritet? Læs resten »



Weekendavisen den 18. maj 2018.

Roman. Svensk-iransk bestseller om eksil og sukkersørgelighedens evige trumf: cancer.

Golnaz Hashemzadeh Bonde: Det var os. På dansk ved Lisbeth Kjær Johansen. Roman. 208 sider, 250 kr. Politikens Forlag.

Den kommer hertil båret af bestsellervinger, Golnaz Hashemzadeh Bondes Det var os, kæmpesucces hjemme i Sverige, oversat til 25 sprog, fuldkommen uangribelig som den er, skrevet af en iransk-svensk kvinde, om ungdommelig revolutionsromantik, bitter flugt, store følelser, og ikke mindst sørgelighedens evige trumf: cancer.

Beklager meget, men denne recept virker spekulativ på mig. Måske er jeg galvaniseret af at have erfaret et kræftforløb med kemo og det hele alt for tæt på? Måske er jeg blevet slidt op af alt for mange standhaftige flugtfortællinger gennem årene? Måske havde jeg bare en dårlig dag med de persiske krydderier overfor svensk folkehjemseksil med hjemlandets vemodige sange? Læs resten »



Weekendabisen den 9. maj 2018.

Kommentar. Ray Bradburys evigt aktuelle ‘Fahrenheit 451’ minder os om litteraturens evne til at udfordre magthaverne – og om at de tager den alvorligt nok til at lade sig krænke.

Da den roman, vi kender som Fahrenheit 451 udkom første gang på dansk i 1955, havde den fået en lige lovlig nidkært oversat titel: 233º Celsius. I dag lyder det komplet skørt, men hvis ikke man havde ændret titlen i kommende udgaver, ville vi vel have vænnet os til det. Men den for os ukendte temperaturenhed er en bonus, der øger uhyggen og fremmedgjortheden.

Jeg har haft romanen nede af reolen til et interessant gensyn, fordi HBO i disse dage på filmfestivalen i Cannes præsenterer en filmatisering af Ray Bradburys klassiske science fiction-dystopi om et litteraturfjendsk overvågningssamfund, hvor brandmænd opsporer og afbrænder de farlige bøger. Læs resten »



Weekendavisen den 9. maj 2018.

Kongens fald. Historisk roman om balsameringen af en krigerkonge diskuterer hvad meningen med livet er.

Ellen Mattson: Sne. Oversat af Anne Marie Têtevide. 246 sider, 300 kr. Batzer & Co.

Om den svenske Krigerkonge Karl den Tolvte (1682-1718) vidste jeg kun to ting: 1) Han mislykkede et felttog i Rusland og endte i osmannisk fangeskab, hvor han lærte laurbæromviklede kødboller at kende. Da han vendte hjem tog han retten med til det svenske køkken, men i mangel af vinblade brugte han kålblade, og på den måde blev dolmades til (kål)dolmer. 2) På grund af sin ekspansive og krigeriske patriotisme er han et forbillede for de nationalistiske svenske højreradikale, der hvert år marcherer til hans ære. Læs resten »



Retorikmagasinet, maj 2018.

De mest mindeværdige nekrologer er skrevet i digtform. At skrive sin egen nekrolog er en helt særligt raffineret kunst. Klaus Rifbjerg fik det sidste ord.

Den norske digter & drukkenbolt Johan Herman Wessel (1742-1785) havde det med at digte små smældende epitafer, når en mere eller mindre betydningsfuld person havde forladt den jordiske verden, og det var altid sjovt, skarpt og skånselsløst, blandt andet den her lille perle:

Herunder hviler Krigsraad Neergaard, den Store,
Store, Store,
Kun Himlen veed, hvad godt han giorde,
Giorde, giorde…

– som jeg nøjes med at citere i uddrag (fortsættelsen gør nar af krigsrådens familie), fordi det er så eminent morsomt i sin parodi på ikke bare den givetvis meget selvhøjtidelige Krigsraad Neergaard selv, men også på hele den himmelske kirkeinstitution, hvori han er tilhvilestedt. Dette rungende ekko af ”store, store, store” og ”gjorde, gjorde, gjorde” er jo som et nåleprik på en udspilet ballon. Læs resten »



Ældre indlæg »