Af Klaus Rothstein

Anmeldelse i Weekendavisen den 6. februar 2005.

Argument og analyse. Preben Wilhjelm forklarer, hvordan venstrefløjen tabte det hele.

Totalitære? Det kan I selv være!

At angreb ofte er det bedste forsvar, ved både fodboldtrænere, militærstrateger, spindoktorer – og Preben Wilhjelm. Erindrings- og debatbogen ”Fra min tid” er i hvert fald et yderst offensivt udfald mod alt fra venstrefløjens stiv- og knivstikkeri i 70’erne til de seneste års benhårde kritikere af selv samme venstrefløjs forhold til demokrati og totalitarisme. Læs videre “Preben Wilhjelm: Fra min tid”

Kommentar i Weekendavisen den 4. februar 2005

Infam? Når muslimerne taler ytringsfrihed og folketingsvalg bliver de bedt om at holde mund.

Den 14. januar skrev jeg en kommentar på denne plads under overskriften ”Muslimer under pres”. Jeg spurgte de danske medier og meningsdannere, hvorfor det omfattende hærværk mod muslimernes gravplads på Vestre Kirkegård ikke have fået folk op af stolene med fordømmelser af gerningsmændene og sympati med ofrene. Sagen var jo, at krænkelsen af gravfreden var blevet mødt med absolut ligegyldighed. Hvorfor – det er stadig et ubesvaret spørgsmål. Læs videre “Muslimer under pres III”

Skriften på væggen. Jens Christian Grøndahl spiser ravioli i nøddesovs med Seppo Mattinen, der fylder 75 år i dag.

Forvansket til genkendelighed

Det hedder sig ofte i anmeldelser af Jens Christian Grøndahls bøger, at ikke et ord er fejlplaceret, men om det er godt eller skidt, er et åbent spørgsmål. Bare se forfatterskabets romaner, der hedder sådan noget som Det indre blik, Sekundernes ensomhed og Stilhed i glas, titler med en nærmest tvungen intellektuel dybde. Der er en gravalvorlig stemning over hver eneste sætning, som om de er kalligraferet med en bedemandsagtig langsomhed der holder ethvert tilløb til humor i ave og gør al spontanitet forbudt. Læs videre “Jens Chr. Grøndahl: Sihaya ti amo”

Skilsmisse. Det er ikke kun ægteskaberne, der er i opbrud. Det er hele samfundet.
Afslutningen

En tydelig erindring fra min barndom: Min mor fortæller, at forældrene til en af mine klassekammerater skal skilles. Der er tale om et ægtepar, jeg har kendt hele livet. Jeg går i klasse med deres datter og spiller fodbold med deres søn. Deres forældre og mine forældre er gode venner. Det er første gang, at nogen jeg kender, skal skilles. Min mor græder, og stemningen sætter klare spor i min erindring. Noget godt er sluttet dumt, det er sørgeligt. Læs videre “Thomas Thurah: Begyndelsen”

Kommentar i Weekendavisen den 14. januar 2005

Forsvar. Hærværk mod 50 muslimske gravpladser blev mødt med total tavshed af meningsdannerne. Hvor var I henne?

Det er altid sjovere at gribe i andres, end i egen barm. Derfor er det svært at bebrejde folk som Claes Kastholm Hansen og Niels Lunde, at de efter mordet på Theo van Gogh råbte alle de venstreorienterede humanister an og bad dem aflægge regnskab for hvor og hvornår de havde fordømt drabet. Hvorfor er de intellektuelle så tavse, spurgte de, og mere end antydede, at de kulturradikale sandsynligvis havde mere respekt for den muslimske morder, end for offeret. Læs videre “Muslimer under pres”