Muslimer under pres

Kommentar i Weekendavisen den 14. januar 2005

Forsvar. Hærværk mod 50 muslimske gravpladser blev mødt med total tavshed af meningsdannerne. Hvor var I henne?

Det er altid sjovere at gribe i andres, end i egen barm. Derfor er det svært at bebrejde folk som Claes Kastholm Hansen og Niels Lunde, at de efter mordet på Theo van Gogh råbte alle de venstreorienterede humanister an og bad dem aflægge regnskab for hvor og hvornår de havde fordømt drabet. Hvorfor er de intellektuelle så tavse, spurgte de, og mere end antydede, at de kulturradikale sandsynligvis havde mere respekt for den muslimske morder, end for offeret.

Spørgsmålet var en omgang insinuerende sludder. Forfatterorganisationen Dansk PEN havde allerede dagen efter drabet offentliggjort en udtalelse, der naturligvis stillede sig på offerets og ytringsfrihedens side. Men det havde de anklagende debattører tilsyneladende overset, hvilket naturligvis kan ske. Ingen kan følge med i alt. Derfor stiller jeg også det følgende spørgsmål med et forbehold, det kan jo være at jeg har overset noget, og så undskylder jeg på forhånd.

Men hvorfor har I ikke skrevet noget, alle jer på de borgerlige dagblade, efter at den muslimske gravplads på Vestre Kirkegård blev skændet af hærværksmænd natten til søndag? Hvorfor har I ikke fordømt det? Hvorfor har I ikke stillet jer på gravfredens og det muslimske samfunds side, når deres værdighed bliver truet på denne måde? Hvorfor har hverken Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad eller B.T. – ja, for den sags skyld også Politiken – ikke skrevet ledere om sagen? Ralf Pittelkow? Lars Hedegaard?

Drabet på Theo van Gogh er naturligvis på alle måder værre, end hærværket mod de muslimske gravsten. De to handlinger kan ikke sidestilles. Men hvis vi antager, at gerningsmændene til hærværket er sønner og døtre af det danske samfund med antimuslimske og racistiske motiver, må vi konstatere at det ikke bare er rabiate muslimer, men også rabiate kristne der foragter demokrati og ytringsfrihed. I et ordentligt samfund argumenterer man, man myrder ikke sine fjender og man skænder ikke sagesløse menneskers gravpladser.

Mig bekendt er gerningsmændene ikke fundet, og man skal ikke drage forhastede konklusioner. Men selvom vi ikke kan fastlægge skyld, kan vi godt vurdere reaktionerne. Eller rettere sagt: de manglende reaktioner. Det er tankevækkende, at hærværket finder sted uden at nogle af de danske meningsdannere danner en mening. I ugen efter hærværket bragte Berlingske Tidende en brevveksling om ytringsfrihed og demokrati mellem chefredaktør Niels Lunde og imam Fatih Alev. Da imamen skrev, at muslimerne er under pres på samme måde som de danske jøder var i 30’erne, bad chefredaktøren ham om at fare med lempe, for han mente ikke at situationen kunne sidestilles. Nej – og jo. Ganske vist står der ikke en livsfarlig stormagt syd for grænsen og stræber alle muslimerne efter livet. Men derfor kan hverdagen sagtens opleves som truende. For bedst som Niels Lunde og Fatih Alev har siddet og skrevet til hinanden, har hærværksmænd smadret et halvt hundrede gravsten. Hvordan må det islamiske trossamfund ikke føle det, når deres begravelsespladser bliver vandaliseret? Og er der noget at sige til, hvis nogen spørger sig selv, hvad det næste bliver – en krystalnat?

I 2001 var muslimernes gravplads på Vestre Kirkegård også udsat for et lignende hærværk. Alligevel ignorerer vi danskere generelt, at muslimerne i vores samfund føler sig under pres. Vi beder dem – som Niels Lunde – om ikke at stille sig så sårbare an. Det er naturligvis en urimelig forventning, for når muslimernes gravpladser udsættes for et kriminelt overgreb, er det ikke kun et angreb på dem, men på demokratiets værdier, De ved nok. Sagen er nemlig, at vores forsvar for ytringsfrihed og tolerance ikke giver meget mening, hvis den kun trækkes frem ved spektakulære lejligheder, som ved drabet på Theo van Gogh. Derfor kunne man jo have forventet, at statsministeren på sit pressemøde i tirsdags ville have taget ordet og talt om frihed, frisind og vestlige værdier i sympati med de muslimske medborgere, der nu måtte rejse resterne af de ødelagte sten på deres mødres og fædres grave.

Gad vide, om der er nogen der griber i egen barm derude, nogen af alle de skribenter, der aldrig tøver med at kalde de kulturradikale og muslimerne til orden? Gad vide, om der er nogen, der nu tror på det, når imamen taler om at muslimerne føler sig pressede. Og tænk at ukendte gerningsmænd kunne forrette systematisk hærværk på muslimske gravsten, uden at den herskende meningselite fandt det besværet værd, at mene noget om det.