Af Klaus Rothstein

Anmeldelse i Weekendavisen den 28. oktober 2008.

KRITIK: Poul Behrendt uddyber sit angreb på Nils Malmros film om farens rolle i Thorotrast-sagen – og Hans Hertel efterlyser modige humanister…

Sandhed og brunt papir

Da forrige nummer af KRITIK udkom i foråret, hæftede jeg mig især ved det opsigtsvækkende angreb, som filminstruktør Nils Malmros rettede mod universitetslektor Poul Behrendt. Opgøret handlede om Behrendts analyse i Den hemmelige note (2007) af Malmros’ film At kende sandheden (2002). I analysen anklager litteraten instruktøren for at manipulere med filmfortælling og fakta, og i artiklen i KRITIK 187 beskylder instruktøren omvendt litteraten for at være uhæderlig og uvederhæftig. I tidsskriftets nye nummer kommer Poul Behrendt så til orde. Også i dén grad. Han svarer igen på Nils Malmros artikel med noget der ligner asymmetrisk styrke – hele tyve magasinsider bruger han til at referere og demontere den kritik, han blev udsat for i forrige udgave (man kunne læse en forkortet version i vores kultursektion sidste uge).

Duellen handler om den rolle, som Nils Malmros far, overlæge Richard Malmros, spillede i den berømt-berygtede Thorotrast-sag fra neurokirurgiske afdeling på Århus Kommunehospital i 40’erne, hvor man bl.a. undersøgte og behandlede sygdomsforhold i hjernen med et røntgenstof, som ulykkeligvis var radioaktivt og kræftfremkaldende. Patienterne, der skulle helbredes for en akut sygdom, ville altså blive påført en risiko for at udvikle cancer 10-30 år senere. Hvad vidste man egentlig om risikoen? Hvad vidste Richard Malmros? Og har Retslægerådet efterfølgende holdt hånden over venner og kolleger? Disse spørgsmål har i forskellig form spillet en rolle lige siden fejlbehandlingerne fandt sted i 40’erne, da Retslægerådet – og Ritzau – gik ind i sagen i 80’erne, da Nils Malmros lavede sin film i 2002, og da Poul Behrendt udgav Den hemmelige note for et par år siden. Og nu i KRITIK. Læs videre “Frederik Stjernfelt og Lasse Horne Kjældgaard (red.) : KRITIK 189”

Anmeldelse i Weekendavisen den 24. oktober 2008.

Vanløse-Vesterbro. Endnu en mand med for meget triviel tryghed, flygter til en tilfældig position mellem a og z.

Livet er kort, livet er kort…

Jonas Bendtsen (vi bemærker at initialerne er de samme som i forfatternavnet Jesper Bernt) har velbetalt IT-job, smuk kone, varmeisoleret etplanshus og to børn i Vanløse.

Og hvem kan holde det ud? Ja, Jonas kan ikke, så han hæver sine sparepenge, lader mobiltelefonen ligge i bryggerset, og tager i lufthavnen med en enkeltbillet til Berlin i lommen. Men flyet er aflyst, og pludselig har han en lang aften og nat til rådighed i København. Det bliver naturligvis en selvkonfronterende og højdramatisk aften i fortidens fod- og blodspor. Læs videre “Jesper Bernt: Checkpoint Charlie”

Kommentar i Bogmarkredet, oktober 2008.

Når en kvik avisredaktør i gamle dage fik en lys idé, blev det til en helside i søndagsudgaven. Når en kvik forlagsredaktør i dag får en lys idé, bliver det til en hel bog.

Forlagsbranchen er blevet mere og mere journalistisk i sin tænkemåde, og derfor har vi fået et væld af gode bøger (og et væld af dårlige bøger!), hvor afsmitningen fra bladbranchen er kolossal. Hvem har en god historie til det store publikum? Og hvem kan vi sætte til at fortælle den, hvis ikke hovedpersonen kan skrive selv?

Denne offensive forlagsmetode har f.eks. kastet et væld af samtalebøger og bestilte (selv)biografier af sig, og ofte er der en spøgelsesforfatter med i spillet – ja, jeg har faktisk selv været med til at skrive en af sidste sæsons sportsbøger, nemlig tv-eksperten Luna Christofis beretning om Champions League, der udkom på Gyldendals opfordring, side om side med andre igangsatte bøger, som f.eks. håndboldspilleren og Vild med dans-kendissen Joachim Boldsens selvbiografi. Journalistisk metode på forlagsredaktionerne. Læs videre “Den dobbelte Arnesen”

Kommentar i Weekendavisen den 10. oktober 2008.

Kommentar. Politiet er til for at hjælpe borgerne. Og de kvindelige krimiforfattere.

Nu er det vel ikke sådan en klog bog?

Liv Mørks nye roman Falken og falkoneren, der udkommer den 14. oktober, er en fremragende og GODT SKREVET (og hvor mange krimier kan man sige det om?) thriller, hvor politiet kommer på sporet af skurkenes nederdrægtige planer via telefonaftapning. Her på bladet står vi ikke tilbage for den slags, og kan som optakt til romanen derfor bringe en eksklusiv afskrift af en samtale, hvori det afsløres, at det slet, slet ikke er nemt at være kvindelig krimiforfatter i dag: Læs videre “”