Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 7. februar 2014.

Kommentar. Bør en partiafhopper overlade taburetten til en suppleant? Nej, det er helt i orden at tage mandatet med til det nye parti.

I de gode gamle dage var der faste skiftedage for fæstefolk og landarbejdere. Og i dag kan professionelle fodboldspillere kun skifte klub indenfor helt faste terminer. Sådan er det som bekendt ikke for folketingspolitikere, der kan hoppe til et nyt parti efter forgodtbefindende. Men de risikerer – som nogle fodboldspillere – at blive lagt for had og beskyldt for at være illoyale egoister.

Derfor fik vi i denne uge – sjovt nok bedst som jeg sad og fulgte med i opdateringerne fra det internationale marked for fodboldspillere i timerne før transfervinduet smækkede i – den store nyhed om en opsigtsvækkende signing: Ida Auken fra Socialistisk Folkeparti til De Radikale! Så var Juan Matas skifte fra Chelsea til Man. United alligevel ikke ugens største transferbombe. Læs videre “Hyklere eller helte”

Anmeldelse i Weekendavisen den 7. februar 2014.

Eksilkrimi. Orhan Pamuks roman om tro, tørklæder og terror er tankevækkende som teater.

Allah loves you

Det er en af de romaner, jeg ved at jeg burde have læst (dem er der mange af!), men desværre har jeg aldrig fået åbnet 2006-Nobelprisvinderen Orhan Pamuks Sne, der skildrer en eksilforfatters hjemkomst til en tyrkisk provinsby, hvor islamistiske og sekulære kræfter slås om magten, mens en selvmordsepidemi bryder ud blandt byens unge tørklædepiger.

Så sprængfarligt spændende er grundmaterialet for dramatikerne Hakan Savas Mican og Oliver Kontnys skuespil, som Husets Teater nu opfører i Kristian T. Erhardsens oversættelse og Alexa Thers iscenesættelse. Dramatikerne er begge (som romanens hovedperson, digteren Ka, hvis navn næppe hentyder til en bilmodel fra Ford, men nok snarere til de gamle ægypteres udryk for den del af sjælen, der rummer vores guddommelige dobbeltgænger) tyrkere i eksil i Tyskland, men her i migrationens tidsalder er konfliktstoffet almeneuropæisk. Læs videre “Hakan Savas Mican og Oliver Kontny (manus efter roman af Orhan Pamuk): Sne”

Anmeldelse i Weekendavisen den 7. februar 2014.

De hvide rum. Torben Munksgaard skriver på kanten af sin karakters forstand og sin egen ydeevne.

Turners slaveskib

Hvordan gør man regnebrættet op for en roman, der først har udstråling som en kogt karklud, senere opfører sig som sæbe i et badekar, for så til sidst at spidse voldsomt fascinerende til?

Torben Munksgaards fjerde roman, I virkeligheden, består af en række fortællinger: Nature morte, Rødt lys, Amerika, I drømme, Skybrud, En million, De fremmede, Mørklægning, Fado og Sort land. Vi følger en række unge kunsthistoriestuderende fra København, nogle af deres familiemedlemmer og venner, en medarbejder fra studieadministrationen, en lektor fra uni. Læs videre “Torben Munksgaard: I virkeligheden”

Weekendavisen den 31. januar 2014.

Hærværk. Der tilføjes for lidt og fortolkes for blidt i Skuespilhusets opsætning af Tom Kristensens roman.

Undergangens skønhed

Mellem Store Forventninger og Bristede Forhåbninger er meget liv levet og meget kunst skabt, og udspændt mellem netop disse tilstande forlod jeg premieren på Det Kongelige Teaters opsætning af Tom Kristensens roman Hærværk. Måske havde jeg forventet for meget og håbet for stærkt?

Ja, måske. Hærværk er, synes jeg, too big to fail, og hvor kunne denne københavnerklassiker fra 1930 dog efterhånden fortjene en mere vital og tidssvarende filmatisering, end Ole Roos’ stive stykke fra 1977, hvor det efterhånden kun er Poul Bundgaards udgave af Den evige Kjær, der er værd at huske.

Så meget desto større forventninger måtte man knytte til Rune David Grues dramatisering og iscenesættelse af romanen om anmelderen Ole Jastrau, der gør en dyd ud af sin egen nedtur og beslutter sig til at gå i hundene, hvorfter han gradvis mister familien, jobbet, værdigheden og selvrespekten. Læs videre “Hærværk. Dramatisering af Tom Kristensens roman”

Weekendavisen den 31. januar 2014.

Broen. Jesper Wung-Sungs nye roman skildrer fatale og forkvaklede mandevenskaber.

Fugleflugtslinjen

“Engang var de bedste venner, men de har ikke haft kontakt siden deres fælles ven Christian omkom ved Langelandsbroen, hvor de i ungdommeligt overmod havde udfordret hinanden til at balancere øverst oppe.”

Sådan står der på bagsiden af Jesper Wung-Sungs nye gravalvorlige eksistensroman, og det vi skal lægge mærke til, er ordet efter det første komma: men. Dette lille ord kan med stor effekt bringe en undtagelse ind i enhver sætning og få enhver betydning eller status til at skifte spor.

Men men er mere end bare men. Men kan også læses med et andet tryk, så det udtales mén – og altså betyder alvorlig fysisk eller psykisk skade som følge af overfald eller ulykke. Endelig har ordet – siger min ordbog – rødder i det oldhøjtyske mein, der betyder falskhed eller forsyndelse. Læs videre “Jesper Wung-Sung: Men”