Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 27. marts 2015.

Bådflygtninge IV. I mere end et århundrede var den calabresiske bjergby Riace et sted, man tog fra for aldrig at vende tilbage. Men så strandede det første migrantskib ved kysten neden for byen. Det blev begyndelsen på en ny samfundsmodel.

AF KLAUS ROTHSTEIN OG MORTEN BEITER

RIACE
Så snart man passerer den italienske støvlesnudes sydligste punkt og begynder opstigningen mod uret langs den joniske kyst, skifter havet farve fra blåt til smaragdgrønt. Herfra har tusinder og atter tusinder af syditalienske immigranter i løbet af de sidste hundrede år forladt deres hjemstavn i en søgen efter et bedre liv på den anden side af Atlanten eller længere mod nord i Europas storbyer.

Ved skæbnens ironi er den samme kyst gennem de seneste 20 år blevet mål for de moderne tiders menneskesmugling i stordriftsskala. Hvor mindre både udgår fra Nordafrika mod Lampedusa og Sicilien, har de større fragtskibe, som hver kan rumme flere tusinde mennesker, ofte kurs mod farvandet mellem den italienske støvlehæl og støvlesnude. I den calabresiske havn ved Corigliano ligger en håndfuld ophugningsmodne fragtskibe fortøjet, efter at de har bragt deres sidste, desperate last over Middelhavet. Skibene købes på Cypern eller i Tyrkiet for priser mellem 50.000 og 90.000 dollars stykket, fyldes med betalende migranter og sendes afsted fra Tyrkiet mod Italien med en millionfortjeneste for menneskesmuglerne. I internationalt farvand låses roret fast, og styrmanden gemmer sig blandt migranterne, i håb om at slippe uopdaget i land, når kystvagten har reddet skibet fra at forulykke mod den italienske kyst. For styrmanden er også, når alt kommer til alt, på udkig efter et bedre liv på den anden side. Læs videre “En bedre verden”

Weekendavisen den 20. marts 2015.

Flygtningestemmer. Håbet trives i de sicilianske modtagecentre på den sikre side af Middelhavet. ”Jeg drømmer om at læse statskundskab skabe et land med stabilitet og fred. Et land uden Boko Haram, hvor alle er frie og kan tænke og gøre, hvad de vil,” siger en ung nigerianer.

AF MORTEN BEITER OG KLAUS ROTHSTEIN

SICILIEN
Italien har sine kvaler med i migranti, som kommer over havet fra Libyen, gennet sammen som kvæg på åbent dæk og overladt til deres skæbne i ofte synkefærdige skibe. 170.000 alene sidste år. Mange drukner undervejs. De heldigste bliver undsat af den italienske kystvagt eller andre forbipasserende skibe. Men et liv med tryghed og arbejde i Europa, er de endnu ikke i nærheden af. Tværtimod risikerer flygtningene at blive snydt på modtagecentrene og udnyttet som daglejere i landbruget.

Flygtningenes håb og drømme er stort set ens. Det samme er deres historier om flugten. Kun én af dem Weekendavisen talte med i sidste uge, vil fortælle hvad deres tur kostede. Til gengæld har de alle – siger de – mødt ”en venlig mand” i Libyen, som først gav dem arbejde, og siden hjalp dem med at komme videre. Læs videre “Den forbudte by”

Weekendavisen den 20. marts 2015.

Kommentar. Hvad en gammel, norsk antisemit tænkte …

En diskussion, jeg længe har haft med mig selv: Skal man læse Ulysses, når man er i Dublin? Skal man læse Sult, når man er i Oslo? Skal man læse Nattog til Lissabon i nattog til Lissabon?

Mit svar har hidtil været et klart nej (men anderledes med rejsebøger, så ok til at læse En kavaler i Spanien i Spanien). Romaner skal læses før og efter et besøg i den by, hvor de foregår.

De seneste par uger har jeg tilbragt i Italien sammen med kollega Morten Beiter, der uden konkurrence er verdens mest italiano vestjyde. Han kan sproget, landet, historien, maden, menneskene, kagerne! Vi har besøgt Lampedusa, Sicilien og støvlesnuden, og netop nu sidder jeg og skriver på et lille hotel uden for Napoli. I baggrunden rager Vesuv op i regnskyerne, Solfatara-krateret udstøder svovldunste, fra terrassen kan man se Capri. Læs videre “Lederen længe leve!”

Weekendavisen den 13. marts 2015.

Lampedusa II. Den lille italienske ø foreslås ofte til Nobels Fredspris. Men det er kun kystvagten, der fortjener den anerkendelse, mener to lampedusanere.

AF MORTEN BEITER OG KLAUS ROTHSTEIN

LAMPEDUSA
Don Mimmo Zambito er en lille tæt, midaldrende mand med vågne øjne og gråsprængt hår. Mellem folderne i det mørke tørklæde, han har svunget skødesløst om halsen på denne lunefulde forårsdag midt i Middelhavet, anes den katolske præstekraves lille hvide felt.

Vi er på Lampedusa. Den lille italienske ø, lidt mindre end Anholt, udgør Europas sydligste udpost, og det er her hundredtusindvis af bådflygtninge er blevet reddet i land af kystvagtens fartøjer gennem de seneste tyve år, mens flere end 20.000 ikke klarede overfarten. De fleste er aldrig er blevet fundet. De endte deres liv som fiskeføde på bunden af Middelhavet.

Don Mimmo er inviteret til kaffe på det pensionat, hvor Weekendavisen har indlogeret sig ved en lille vig, hvor der efter sigende både kommer besøg af hvaler og delfiner. I dag går rygtet, at en dreng har set rygfinnen af en haj. Det eneste vi ser, er en blæksprutte, der skvulper i bredningen. Læs videre “Vores døde er jeres døde”

Weekendavisen den 6. marts 2015.

I den der Pisby

Mågens. Af Ditte Hansen og Louise Mieritz. Instruktion: Heinrich Christensen. Scenografi: Maja Ravn. Nørrebros Teater til 19. april.

Skuespillerne Ditte Hansen og Louise Mieritz har gennemskrevet Anton Tjekhovs Mågen, og det må den gamle dramatiker jo finde sig i, for en klassiker skal jo gerne stå model til lidt af hvert. Også til at blive forvandlet til en omgang nørrebrosk morskabsteater, hvor en ekvilibristisk diva som Tammi Øst, der forvandler alt hvad hun rører ved til guld, spiller sammen med en enfoldig dilletant som standupperen Christian Fuhlendorff, hvis medspillere nærmest gør en dyd af hans amatørisme. Måske er han sjov på tv, måske kan han time vitser i et show, men komisk skuespil har han ikke styr på. Det har til gengæld Lise Baastrup og Benjamin Kitter, mens Andreas Jebo, Rikke Lyloff og Kristian Holm Jensen står lidt mere i stampe med deres stereotyper. Omkalfatringen af det russiske familiedrama – omsat fra russisk gods til ‘den her Pisby’ – er respektløst sjov, til tider virkelig sjov, men i længden også for lam og tam. Bedste replik har den dumme blondine: ”Min far siger at man ikke skal give penge til de harmløse…” Det kan man nu godt gøre her, hvis man leder efter noget ok sjovt kalorielet, kendiskommenterende morskabsteater med en svag toning af Tjekhov.