Weekendavisen den 10. juni 2025
Spørgsmål. Karl Ove Knausgård fabulerer eminent og taler let om alt det tunge.
Karl Ove Knausgård: Kødets ingeniører. Tekster 2018-2024. Oversat af Charlotte Jørgensen. 339 sider. 299,95 kr. Lindhardt og Ringhof.
Gennem de seneste 20 år er der udkommet en ny bog, af og til to nye bøger, af Karl Ove Knausgård om året (kun i 2018 udkom der ikke noget), vekslende fra pamfletter til mursten, men altid med en personlig og litterær dybde, drevet af en eksistentiel nysgerrighed og undersøgelsestrang.
Tre af disse bøger – Sjælens Amerika, I kyklopernes land og nu Kødets ingeniører – er opsamlinger af sagprosa; tekster, som ikke er en del af det berømmede skønlitterære forfatterskab, men som udgør en helt selvstændig og essentiel blok i Karl Ove Knausgårds ikkefiktive intellektuelle og litterære oeuvre.
Kødets ingeniører har titel efter et stort essay med refleksioner over døden, skrevet til udstillingen Evigt liv på Nobelmuseet i Stockholm 2022 (trykt i forkortet version her i avisen 26. marts 2024), altså som en bestillingsopgave, hvilket demonstrerer Karl Ove Knausgårds eminente evne til at fabulere og til at tale let om det tunge.
Som her, hvor han har konstateret, at Jorden er én stor begravelsesplads, at vi bor på en gigantisk gravhøj, og at vi alle snart skal dø. Han spørger: »Hvordan ville livet have set ud uden døden?«, og han kaster sig frygtløst ud i dette svar:
»Eftersom alt levende næres direkte eller indirekte af dødt liv, ville livet i en verden uden død være henvist til at finde energi i uorganiske kilder som vand og sollys. Og da det ikke kan dø, ville det brede sig, til der ikke var mere plads i havet, hvor det opstod. Derefter ville ekspansionen formentlig fortsætte på landjorden, indtil også den var fuld, hvorefter livet ville være nødt til at søge op i luften – man kan måske forestille sig enorme ophobninger af primitivt liv, måske organiseret som vifteformede formationer, der breder sig opad i etager – indtil der heller ikke her var mere plads. Så ville livet gå i stå. Det ville måske kunne leve videre, men ikke kunne reproducere sig, og det ville være ubevægeligt og uforanderligt.«
Sådanne smukt skrevne tankeeksperimenter er eksemplarisk essayistik, fri for akademisk virkelighedstilknytning, udelukkende baseret på en slags poetisk snusfornuft og en stærk tro på det skønne i, at en enfoldig kan spørge om mere, end ti vise kan svare på.
AT STILLE SPØRGSMÅL er den undersøgende essayists vigtigste udgangspunkt, og Karl Ove Knausgård er så flittig en spørger, at jeg bad optælleren i min digitale udgave af bogen om at optælle antallet af spørgsmålstegn, og svaret var overvældende. På de cirka 340 sider er der over 800 spørgsmålstegn!
Mange indgår i replikker og dialoger – ikke mindst i et boglangt reportagerejseessay fra Rusland – men ofte fungerer de som en slags retoriske revolverløb, forfatteren retter mod sin egen pande for at tvinge den til at tænke.
Er det at læse romaner bare en god måde at fordrive tiden på? Findes der ikke en måde at komme uden om døden på? Er skovrydningerne udtryk for selvhad? Hvem vil ikke gerne kunne kaste alle bekymringer af sig og bare leve, bare være? Hvad er det at læse? Ja, hvad er litteratur? Hvad er det at tænke? Hvad er det at føle? Hvad er det at drømme? Hvad er det at skabe? Bør jeg skamme mig over at tage imod denne pris? Hvad mener jeg med »sandheden som fænomen«?
Jeg ved ikke, om Karl Ove Knausgård er helt bevidst om sin teknik, om han tænker på det, Henrik Ibsen skrev i et rimbrev i 1872: »Kræv ikke, ven, at jeg skal gåden klare;/ Jeg spørger helst; mit kald er ej at svare.«
Men sagen er, at spørgsmålenes bog udgør et frugtbart mellemværende mellem den enfoldige og de vise – eller mellem forfatteren og læseren (eller mellem forfatteren og forfatteren, fordi han både rummer det enfoldige og det vise) – og dermed når vi frem til en ekstremt vigtig pointe om noget dualistisk, eller snarere komplementært, som basis for Karl Ove Knausgårds essayistiske teknik.
I et stort frodigt essay fra en rejse i Rusland (en slags pendant til et tidligere rejseessay fra USA) taler han med en kvinde, der er glad for at bo i Kazan, men også fantaserer sig andre steder hen. Det vækker genklang i Karl Ove Knausgård, der skriver: »Jeg kunne genkende dette dobbelte statsborgerskab, et i virkeligheden og et i litteraturen, og hvordan de to kunne glide ind i hinanden på en berigende måde.«
JA, KARL OVE Knausgård nyder dobbelt statsborgerskab, han flyder fra virkeligheden og ind i litteraturen og fra skrivningen og læsningen tilbage til virkeligheden i en evig symbiotisk udveksling. Det er derfor, han kan skrive så omfattende og så omfattende godt. Det er derfor, han har licens til at stille voluminøse spørgsmål og talent til at give plausible svar.
Efter læsning af Kødets ingeniører sidder jeg tilbage med den samme følelse, som jeg altid har, når jeg har læst en bog af Karl Ove Knausgård: overvældet, overrumplet, overmandet, men også foruroliget.
Hvad er det, han kan, som rokker så meget ved os, mens vi læser – og efter? Jeg tror, det både handler om hans skræmmende kompromisløshed og hans evne til at gennemlyse både det menneskelige og det mere-end-menneskelige, alt det skumle i skyggerigerne.
Og så den der kompulsive grafomani – skrivetrangen, skriveafhængigheden – som med garanti kunne være udgangspunktet for et interessant Knausgård-essay om udskydelser, udsættelser og undvigelser fra pligten.