Weekendavisen den 5. januar 2024
Weekend [ˈviːˌgεnˀd] er et bogstavelig talt befriende begreb, der stammer fra det engelske weekend, af week, »uge«, og end, »slutning«.
Allerede i 1891 fik danske arbejdere fri om søndagen, men vi skulle helt frem til 1974, før lørdagsfri også blev indført, hvorved en egentlig weekend opstod.
Det er altså i år præcis 50 år siden, vi for alvor begyndte at holde weekend. Begrebet havde det danske sprog dog taget til sig allerede i 1904, for præcis 120 år siden, da Politikens Henrik Cavling skrev om britiske arbejdere, at »først i Morgen, Lørdag Aften, vilde de komme fra Hovedstaden til Weekend«.
Weekenden er et populært fænomen og et gode, som vi har krav på. Det er sandsynligvis derfor, flere skønlitterære forfattere har brugt weekenden som scene i deres romaner, men vel at mærke på måder, der kontrasterer de positive konnotationer og forventninger. I litteraturen er weekenden således ofte forbundet med noget fejlslagent, uheldsvangert, dunkelt eller skummelt.
Den norske forfatter Gunnar Larsen slog tonen an med romanen Week-end i evigheten (1934). Den skildrer en mand, der endelig kan forlade kontoret og rejse ud på landet til konen og børnene. Men han forvilder sig og kommer til at tilbringe det næste døgn ude i skoven i selskab med en fremmed mand. I norsk litteraturhistorie kalder man det en spaltet historie om et spaltet sind.
Også den britiske dramatiker og forfatter Noël Coward er med i rækken, men uforskyldt, for han kaldte sin novelle om en forfatter, hvis weekend slet ikke går som planlagt, What Mad Pursuit (1939). Men da den udkom på dansk, hed den pludselig En tosset Week-end (1944).
Kort efter fulgte den amerikanske forfatter Charles Jackson op med romanen om en litterær druktur af dimensioner under titlen The Lost Weekend (1944, dansk udgave, Den forsvundne weekend, 2021).
Da Klaus Rifbjerg og Palle Kjærulff-Schmidt sammen lavede den danske nybølgefilm om en flok venner i et sommerhus med skænderier, partnerbytte og håndgemæng, kaldte de den slet og ret Weekend (1962).
Bevidstheden om weekendens uhyggelige potentiale genopstod, da den norske forfatter og filminstruktør Arne Skouen under pseudonymet Axel Barre udgav kriminalromanen Farlig weekend (1971), og nordmændene holdt fast i effekten, da de oversatte den amerikanske forfatter James Hadley Chases roman Hit and Run (1958). På dansk fik den en loyal titel, Flugtbilist, men i Norge mente man, at der skulle skrues op for hyggeuhyggen, så her hed den Blodig weekend.
At weekenden ikke er til at spøge med, viste den engelske forfatter Helen Zahavi, da hun udgav en skandaliseret roman om en sexarbejder, der i en hævnrus dræber syv mænd i løbet af en weekend. Den roman hed meget passende Beskidt weekend (1991).
Peter Cameron behøvede ikke at give de to fridage noget prædikat i sin roman om tre mænd, der samles for at tale sammen om deres fælles ven, der er død af aids. Romanen hed ganske enkelt Weekend (1995). Derimod valgte den danske ungdomsbogsforfatter Daniel Zimakoff at kalde sin roman om unge mennesker, der drikker hjernen ud, hvorefter alt går galt, for Grim weekend (2009).
Grim, beskidt, farlig, blodig og forsvunden. Weekenden er ikke kun en befrielse. Til sidst må vi have med, at det pornografiske magasin Weekend Sex eksisterede fra 1967 til 2000. Og at en ugeavis ved navn Weekendavisen har rødderne plantet i 1749.
God weekend.