Weekendavisen den 5. januar 2024
Essay. En hidtil ukendt billet til en foredragsaften i Wissenschaftlicher Verein, Berlin, 12. februar 1881, kaster nyt lys over Georg Brandes’ berlinske gennembrud – og hans forfængelighed.
Da Georg Brandes – den karismatiske, beundrede og forhadte litterat – døde i 1927, efterlod han et lille stykke karton på størrelse med et visitkort i sin tegnebog.
Kortet kaster lys over en afgørende begivenhed i Georg Brandes’ liv og karriere, og det føjer en brik til billedet af den internationalt berømte mands selvopfattelse, psykologi og forfængelighed.
Det lille kort har aldrig været kendt eller beskrevet i litteraturforskningen eller Brandes-biografierne, men her er for første gang historien om, hvorfor Georg Brandes værnede om adgangsbilletten til et møde i Wissenschaftlicher Verein, Berlin, 12. februar 1881, helt frem til sin død 46 år senere.
Vi spoler lige tiden et par år tilbage.
Den 6. januar 2022 skrev jeg her i avisen en artikel om et fund, jeg havde gjort i et gammelt skab i Georg Brandes Arkivet på Det Kongelige Bibliotek.
I forbindelse med nogle optagelser til en podcastserie i anledning af 150-året for det moderne gennembrud – det radikale litterære opgør med Gud, konge og fædreland, som Georg Brandes var bannerfører for – stødte jeg på nogle artefakter, som biblioteket uden rigtig at være klar over det havde ejet i 54 år.
I 1968 døde Georg Brandes’ datter, Edith. Hendes søn, Georg Philip, overdrog derefter en række genstande til Det Kongelige Bibliotek: Georg Brandes’ urne, hvori lå en æske med aske (han havde ønsket sin aske spredt i Dyrehaven, hvilket også skete, men familien må have tilbageholdt en portion til sig selv), to bronzeafstøbninger af Georg Brandes’ hånd og fod, hans blækhus og røde penneskaft, en lok af hans hår i en lille receptkuvert (klippet af hans datter Edith i 1924) og hans sorte tegnebog med lilla for.
Disse overraskende og opsigtsvækkende fund – der straks gik i glemmebogen på biblioteket, som kun er vant til at håndtere manuskripter, breve og andre papirer – beskrev jeg i en artikel her i avisen for præcis to år siden (»Støvets år«, 6. januar 2022). Men jeg undlod at nævne den lille dagsbillet fra Berlin. Jeg havde nemlig på fornemmelsen, at den udgjorde en historie for sig selv.
Vi spoler tiden endnu længere tilbage – til 1877.
Georg Brandes har rykket teltpælene op fra København for at slå dem ned i den tyske rigshovedstad. Sammen med sin hustru, Gerda, flytter han ind på adressen In den Zelten 16. Gaden findes ikke længere, nu ligger Haus der Kulturen der Welt her og blotter sin bronzefarvede bug på John-Foster-Dulles-Allee midt i Tiergarten.
Tilværelsen i lillebyen København var blevet et nummer for broget og udsigtsløs. Gennem flere år havde Georg Brandes brudt mangt en lanse imod det religiøse, nationale og kulturelle etablissement, der foragtede ham for hans kritiske og oprørske ateisme. Et professorat i æstetik ved Københavns Universitet, som han var selvskreven til, var gået hans næse forbi, og ingen redaktioner ville åbne spalterne for ham. Sådan en opviglende kosmopolit (altså jøde) ville ingen have.
Mismodig og i kronisk pengenød nærer Georg Brandes et inderligt håb om at kunne slå igennem som litterat og kulturkritiker i Berlin. Men som den realist, han er, ved han godt, at han som havde været en stor mand i en lille by, nu risikerer at blive en lille mand i en stor by. I sine erindringer fortæller han, at han den første aften i lejligheden i In den Zelten satte sig på en flyttekasse i skæret fra en stump lys: »Jeg sad nu og spurgte mig selv: Kan jeg erhverve mig en Plads i dette Land?«
Det korte svar er: ja. I løbet af de fem år, Georg Brandes opholdt sig i Berlin, lykkedes det ham at erobre en position som en uhyre produktiv forfatter, kritiker og forelæser. Georg Brandes talte og skrev tysk ganske udmærket – men når han var ærekær, søgte han hjælp ude i byen (hans kone, som var tysk, hun havde været gift med hans tyske oversætter, som han erobrede hende fra, fik dog kun lov at hjælpe med forretningsbreve) – og bøger, anmeldelser, artikler og forelæsninger om litterære og politiske emner flød nu fra ham i en lind strøm til forlag, aviser og tidsskrifter i flere lande.
Kulminationen på Georg Brandes europæiske gennembrud finder sted i vinteren 1880-81. I et brev til den norske forfatter Alexander L. Kielland skriver han således 16. november 1880:
»Jeg maa fortælle Dem om en lille Ære der er vederfaret mig i disse Dage. Jeg er bleven opfordret (…) til iaar at være en af de 12 som i Singakademie holder Foredrag for Universitetets Professorer med deres Damer, Keiserinden, Hoffet og Aristokratiet. Det er Foredrag, Universitetet arrangerer og hvortil de bedste Kræfter indbydes fra hele Tydskland. Da jeg nu dels er fremmed, dels slet ingen Stilling har, ansees det for en vis Udmærkelse, at man har henvendt sig til mig, medens i Aar alle Professorer fra alle Tydsklands Universiteter i mit Fag ere bleven forbigaaede. Jeg skal tale den 12. Februar (…) Jeg er lidt angst for dette …«
Det berlinske sangakademi var et næsten 100 år gammel musikselskab. Akademiets domicil med de doriske søjler og et koramfiteater med udsøgt akustik lå på Unter den Linden – i dag huser bygningen Maksim Gorkij-teatret – og var et anerkendt hjemsted for høj smag og god stil.
Her havde komponister som Joseph Haydn og Ludwig van Beethoven opført nye værker, og nu var bygningen scene for videnskabernes selskab, Wissenschaftlicher Verein, der hvert år afholdt en serie lærde foredrag efter kejserinde Augustas ønske. Kejserinden plejede selv at overvære forelæsningerne, men hvis hun kedede sig, forlod hun salen.
Nu er Georg Brandes altså indbudt til at tale for det berlinske parnas. Invitationen rummer al den anerkendelse, han har higet efter. Han må nødvendigvis have følt en indre triumf, men dagen inden forelæsningen skriver han i et brev til forfatteren J.P. Jacobsen: »Jeg arme So skal i morgen holde Foredrag i Singakademie og er noget benauet derved.«
Er det koketteri, når den store, frygtløse Georg Brandes skriver om angst og benovelse til sine forfattervenner? Angler han efter deres forsikringer om, at han fortjener denne anerkendelse, og at han endelig får en scene, der er hans enorme intellekt værdig?
Under alle omstændigheder betyder det forestående gennembrud i Berlin ikke, at animositeten mod ham har lagt sig hjemme i København. I sine erindringer, Levned (1905), skriver Georg Brandes, at han midt i forberedelserne til talen i videnskabsforeningen blev opmærksom på et nyt angreb, hvor den nationalliberale journalist, digter og politiker Carl Ploug nægtede ham alt talent og al nationalfølelse:
»Jeg saa, det havde været en Indbildning, at jeg i Kraft af Anerkendelse i Udlandet kunde overvinde Hadet i Danmark. Der var Morgener, hvor jeg, efter at have læst en saadan Artikel, i mit Spejl mødte Ansigtet paa en Mand, der saa ud, som havde der om Natten været Ild i et af hans kæreste Luftkasteller.«
Så oprinder dagen. Slægten fra 1830 i den franske Poesi lyder titlen på Georg Brandes’ foredrag. Det handler om forfattere som Victor Hugo, Alfred de Musset og George Sand og er baseret på et manuskript, som han havde skrevet i en produktiv arbejdsraptus i Berlin, Den romantiske Skole i Frankrig, der udkom i 1882 som bind fem i hans Hovedstrømninger. I sine erindringer husker Georg Brandes dagen således:
»12. Februar 1881 holdt jeg mit Foredrag for et ualmindeligt Publikum. Kejserinden tog Plads i sin Loge, straks da jeg gik op paa Talerstolen, hvad hun efter Sigende ellers ikke plejede at gøre. Jeg talte godt. Folk sagde, jeg havde aldrig talt saa godt.«
I sin otte bind store Georg Brandes-biografi citerer forfatteren Jørgen Knudsen en lidt anden version, tilsyneladende fra de dagbøger, som lå til grund for erindringerne. Her skrev Georg Brandes (gengivet i Jørgen Knudsens transskription):
»Holdt foredraget mesterligt, aldeles roligt, alle sagde, jeg har aldrig talt så godt.«
Der er »mesterligt, aldeles roligt« til forskel, men essensen er den samme. På dette tidspunkt har Georg Brandes overvejet at vende tilbage til København, men nu vender billedet. I Levned mindes han, at han ved ankomsten til Berlin fire år tidligere havde tvivlet på, om han kunne tilkæmpe sig en plads i Tyskland, og så konstaterer han: »Nu var det Attraaede opnaaet.«
Ikke alene har tyskerne taget ham til deres bryst, og ikke alene er han medarbejder ved aviser i flere europæiske lande. Der er endelig også hul igennem til danske redaktioner og bogforlag igen. Man kan nærmest høre den stolte Georg Brandes ånde lettet op.
Men ikke nok med, at hans foredrag havde været en succes – få dage efter forelæsningen dukkede et bud op i In den Zelten 16 med en kuvert.
Georg Brandes blev indbudt til hofbal og reception på kejserslottet. Samme dag noterede han i sin dagbog, at det var en personlig udmærkelse, og at han nu skulle ud og købe dansesko og silkestrømper. I sine erindringer skriver han små 25 år senere, at kejseren havde bemærket, at »Sie sprechen ja Deutsch wie unser einer« (De taler tysk som en af vore egne), og at kejserinden havde sagt, at hun håbede at få lejlighed til at se og høre ham igen ved en anden lejlighed.
Jørgen Knudsen skriver, at man næsten kvier sig ved at fortælle, hvorfor Georg Brandes pludselig forlod enhver tanke om at bide i det sure æble og vende tilbage til København: »Så sulten efter anerkendelse og succes har han været, at dette har været nok til at vende billedet for ham.« Autoritetsprincippets foragter, som Jørgen Knudsen kalder Georg Brandes, føjer sig for kejserparret.
Vi spoler tiden frem igen. Til det sene efterår 2021, hvor jeg ved et vidunderligt tilfælde støder på et skab på Det Kongelige Bibliotek med en række glemte og oversete Georg Brandes-relikvier, heriblandt hans tegnebog. I et af den smukt lillaforede portemonnæs rum lå et lille fortrykt kort. En Tages-Billet til Wissenschaftlicher Vereins møde i Sing-Akademie i Berlin 12. februar 1881.
Jørgen Knudsen har ikke kendt det lille kort, ligesom det ikke blev ham forundt at finde Georg Brandes’ aske, hårlok, penneskaft m.m. Men billetten bekræfter det, som biografiforfatteren allerede er på sporet af – ikke uden en vis skuffelse. Nemlig at Georg Brandes var så optaget af at få anerkendelse og succes, at han faldt til patten, da kejserinden sværmede for ham.
Da jeg pillede det lille kort ud af Georg Brandes’ tegnebog, indså jeg, at det måtte have haft en særlig betydning for ham. Hvorfor ellers gemme sådan en stump papir gennem så mange år?
Da jeg derefter opdagede, hvad billetten repræsenterede, stod det klart for mig, at der var tale om en eksistentiel erindringstalisman. Hvis vi antager, at Georg Brandes har modtaget den lille billet på dagen, kan vi konstatere, at han bar den med sig resten af livet, indtil han døde af tarmkræft på professor Carl Lorentzens klinik på Østerbro Dossering 83 (i dag Sortedam Dossering) 19. februar 1927.
I sine erindringer skriver Georg Brandes, at det visselig ikke var mærkeligt, at kejserinden havde ønsket at høre ham tale: »Med sine 69 Aar havde den gamle Dame ikke glemt, at hun var Prinsesse af Weimar, Karl Augusts Sønnedatter og Goethes Elev.«
Ikke uden selvbevidst selvtilfredshed – og et vist mål snobberi – fortsætter han med at kalde det en »vanvittig Fantasi«, at »Kongen eller Dronningen af Danmark eller endog blot det ringeste Medlem af det Glücksburgske Kongehus skulde indfinde sig til en af mine Forelæsninger, ikke blot nu, men om en Menneskealder, ifald jeg levede saa længe.«
Gennem hele sit liv var Georg Brandes i harnisk, ofte i angreb, altid i forsvar. Han var uhyre bevidst om sit personlige omdømme, sit ry og sin anseelse, på én gang stridbar og dybt forfængelig. Og i tegnebogens lilla silkefor lå det lille adgangskort fra 1881 til hans død 46 år senere, og mindede ham om, at han stod distancen og opnåede det attråede.