Weekendavisen den 8. marts 2024
Gyldendal har for tiden et godt øje til gamle socialister og revolutionsdigtere med vinkler på nutiden.
For nylig blev Ivan Malinowski genudgivet, og nu udkommer endnu en gammel digtsamling af Klaus Høeck, som agter og ærer de venstreekstremistiske terrorister, der stod bag drab, mordbrande, bortførelser, røverier, flykapringer og bombeattentater i 70erne og 80erne.
I fjor udkom hans Sorte sonetter (oprindelig udgivet i 1981) om PLO-lederen Yassir Arafat og den palæstinensiske terrorisme. Den blev en utilsigtet ouverture til Hamas’ modbydelige terrorangreb i Israel, og bedst som Ulrike Marie Meinhof (1977) bliver genudgivet, har tysk politi netop anholdt Daniela Klette, der tilhørte den sidste generation af Rote Armee Fraktion.
Det kan man da kalde forlæggeri med sans for aktualitet. Men hvad er mon motivet for at genintroducere den venstreradikale terrorapologi?
KLAUS HØECKS DIGTE udløser tre reaktioner i mig. En æstetisk, en politisk og en moralsk.
Den første kan hurtigt overstås: De eksperimenterende sonetter er teknisk og æstetisk formfuldendte. Hatten af for den dygtige digter.
Den anden reaktion handler om digteren som terroristernes politiske allierede og advokat. Her minder jeg mig selv om, at det klæder en digter at være på de svages, de undertryktes og de rettighedsløses side. Til gengæld misklæder det et menneske at støtte koldblodige mordere.
I digterjegets optik begår det vesttyske samfundsestablishment med sine statsadvokater og dommere daglig kriminalitet bag en beskyttelse af legalitet. Dermed, må vi forstå, bliver de til legitime mål for systemmodstandernes terror og drab.
Tilsyneladende ser Klaus Høeck stadig på verden med terroristens blik. I et interview med Politiken sidste efterår sagde han, at »terrorister er et begreb, magthaverne bruger«, og han uddybede med denne slidte traver: »Vores egne frihedskæmpere var jo terrorister under besættelsen. Hvad med den sydafrikanske frihedsbevægelse? De blev også kaldt terrorister, men hvad skulle de ellers gøre?«
Det er hjerteskærende dumt. At kæmpe mod den nazistiske besættelsesmagt eller den statsracistiske undertrykkelse var naturligvis noget andet end at kæmpe imod systemet, ejendomsretten og kapitalismen i et klassesamfund, som var langtfra perfekt, men dog på den rette side af den demokratiske grundidé. RAF var ikke en modstandsbevægelse, de var ikke frihedskæmpere, de var fjender af kapitalismen, og de tog sig retten til at dræbe det vesttyske systems repræsentanter.
DEN TREDJE REAKTION handler om digterens påberåbelse af retfærdighed, politisk og moralsk, og om den forfatterrolle, han dermed skaber.
Her minder jeg mig selv om, at revolutionsdigtning både kan have et politisk budskab og give os historisk hukommelse. Hvad var det, Holger Drachmann skrev om »Engelske Socialister«:
»Men vi ere Mænd! – Der er Et, som vi vide:
Det er ondt at sulte, naar man skal slide;
Vi vil ikke sulte, vi vil op paa Tribunen
Og dømme, – og Dommen skal hedde Kommunen!«
Holger Drachmann skrev sit revolutionsdigt i 1872, året efter Pariserkommunen og cirka hundrede år, før Klaus Høeck hyldede RAF-terroristerne.
Om andre hundrede år er terrorsonetkransen til Ulrike Meinhofs hyldest garanteret en del af litteraturens historiske hukommelse om vor tids kampe, og en forsker vil undersøge digtets receptionshistorie.
Hvad hun vil finde, ved jeg ikke, for måske skal debatten først til at begynde nu. I interviewet med Politiken forventer Klaus Høeck i hvert fald en vis polemik ved genudgivelsen. Han er i bad standing hos publikum, mener han, men ikke hos anmelderne.
Hos mig er Klaus Høeck ikke i unåde. Men han fylder mig med mismod og mishag, og mens jeg anerkender hans digtnings æstetiske karakter, harmes jeg over dens politiske budskab og iskolde forherligelse af en politisk morderbande.
På intet senere tidspunkt har digteren modificeret sine synspunkter, og med disse genudgivelser må vi antage, at han bekræfter dem, ironisk nok samtidig med at sidste generation af RAF er ved at blive afsløret.
Klaus Høeck skriver et sted, at digtning er en handling lige så farlig som maskingeværkugler, og i et ubevogtet øjeblik kan man tro, at han mener det samme som Georg Brandes, der skrev, at det bly, der blev til blyanter, var mere magtfuldt end det bly, der blev til kugler.
Desværre siger Klaus Høeck det modsatte, nemlig at digte skal træde i terrorens tjeneste, og hans politiske poesi skal vist være et »moralsk« litterært argument for retten til at dræbe og øve terror.
Men at hylde RAF-terroristerne bliver ikke anerkendelsesværdig systemkritik, bare fordi formsproget er sonettens. Den bliver kun til nyttig idioti på den venstreradikale terrorismes mølle.