Weekendavisen den 21. juli 2023
Ørestenssvimmelhed [ˈøːʌ ˈsdeˀn ˈsvemˀəlˌheðˀ] – eller som det hedder blandt fagfolk: paroxymal positionel vertigo – er en lumsk lidelse i det indre øres balanceorgan. Den viser sig som akut svimmelhedsanfald, hvis styrke og varighed kan variere fra mild og kort til voldsom og langvarig.
Vi skal ind i det indre øres buegang. Her findes nogle mikroskopiske otolitter, altså øresten, som hjælper os med at holde balancen og registrere tyngdekraftens retning. Uden disse sten ville vi være ilde faren, ude af stand til at lokalisere op og ned.
Oftest går der udu i otolitterne ved bratte bevægelser med hovedet, for eksempel når man bøjer sig, vender sig, eller lige når man vågner og sætter sig på sengekanten. I så fald bør man lægge sig ned igen og hvile ud, indtil verden står stille igen. Det går heldigvis forbløffende hurtigt. Hvis altså ikke man er så uheldig, at karrusellens bremsearm er knækket.
I Danmark er der rapporteret om i hvert fald ét tilfælde af ørestensvimmelhed, der kom helt ud af den blå luft. En sommeraften i 2017 sad en mand ret op og ned i en biograf og så Julian Rosenfeldts film Manifesto, hvor den australske skuespiller Cate Blanchett i tretten fascinerende og forvirrende segmenter af ti minutter og tredive sekunders varighed hver performer og reciterer fra tretten manifester om politik og kultur.
De første svimmelhedssymptomer begyndte at melde sig i en begravelsesscene, hvor den rumænske digter Tristan Tzaras dadaistiske manifest fra 1918 blev læst op. Manden overvejede, om han var ved at få influenza i biografens røde plys, eller om han var offer for en dadaistisk reaktion.
Da filmen var nået til slutningen, som handlede om Lars von Triers Dogme-manifest, havde manden for længst indset, at noget var gået løs i hans indre. Mærkeligt nok kunne han godt cykle hjem, ja han var sikrere i sadlen, end til fods. Men da han prøvede at kravle i seng, strandede han på en dørtærskel. Han var udmærket i stand til at tale, men i øvrigt hjælpeløst fortabt. Hvis han åbnede øjnene, blev han slynget omkring som en flyvende karrusel på vej mod de ydre galakser.
Manden blev båret i brandmandsgreb ned ad trappen og ind i ambulancen, og på hospitalet blev diagnosen stillet gennem udelukkelsesmetoden. Efter en lang nat med kvalmemedicin i drop blev han udskrevet. Sygdommen vendte ikke tilbage.
I svære tilfælde – eller hvis patienten lider af tilbagevendende anfald – kan ørelægen behandle problemet ved at lave hurtige rotationer med hovedet (altså patientens). Hvis det ikke hjælper, skal patienten måske en tur i en særlig stol, som findes på visse hospitaler. I denne stol – som er monteret i et kugleformet stillads og minder om de maskiner, man træner astronauter i, før de skal ud i rummet – bliver patienten hvirvlet rundt som skyllet spinat i en salatslynge. Forhåbentlig falder krystallen i hak.
I Norge går ørestenssvimmelhed under det noget mere poetiske navn krystalsyge, fordi anfaldene skyldes en forskydning af de små krystalsten i balanceorganet. Det elegante sygdomsnavn passer desuden godt til Norges mest prominente svimmelhedspatient. Selveste kronprinsesse Mette-Marit lider af krystalsyge, der får hele hendes verden til at snurre rundt og rundt og rundt og rundt og rundt og rundt og rundt og rundt og rundt og rundt og rundt og rundt og rundt og rundt og rundt…
Herhjemme kendes ingen eksempler på royal ørestenssvimmelhed.
.