Gæsteanmeldelse i Information d. 31. marts 2023
Hans Henrik Rasmussen: Spejltræet. 377 sider, 299,95 kr. Grønningen 1.
Med Spejltræet genintroducerer Hans Henrik Rasmussen (om hvem vi kun får at vide at han er debutant, født 1980 i Hadsund) dannelsesromanen i dansk litteratur.
Viljen til at skrive om ungdom, oprør og maskulin melankoli skriger til himlen med både poesi og patos, og romanen er som tegnet efter en hjem-hjemløs-hjem-skabelon med modgang og modning i midten.
Arturo er en nittenårig ung mand på tærsklen til livet. Han har kæreste, sommerjob på et slagteri og et begærligt forhold til verdenslitteraturen. Denne sommer føler han sig som et vildtvoksende træ med grene, der strækker sig mod himlen. Men samtidig ved han, at følelsen af harmoni og lykke er naturstridig. Der ville ske noget, ”fordi det er, hvad der altid gør”, og: ”Jeg blev pludselig overvældet af en meget stærk trang til at komme ud i verden og opleve noget, udrette noget, møde en eller anden skæbne, der lå og ventede på mig.”
Og så er der Sabine. Hun var som barn en meget talentfuld violinspiller, men efter et brud på hånden måtte hun droppe instrumentet. I stedet begynder hun at feste igennem og tage stoffer, men på en tur til Barcelona ser hun et maleri af en syg mand og en munk med blotlagt isse. Sabine mærker værkets smerte, dødsangst og desperation og føler at verden bliver mindre og mindre. Maleriet bliver hendes nye kunstart.
Da hans far bliver syg og dør, får Arturo det tegn fra skæbnen, som han har ventet på. Faren har efterladt en roman af en amerikansk forfatter ved navn John Christopher Grant til sin søn. Her læser Arturo en historie om en ung mand, der minder om ham selv. Den unge mand er klimaaktivist med en særlig teknik. Han kaster sig selv ud foran biler i trafikken, og metoden griber om sig. Inden længe er der tale om en global bevægelse.
Arturo sætter sig for at opsøge forfatteren, der angiveligt kun har skrevet denne ene bog. Det samme gør samtidig en ung kulturjournalist ved navn Nanna Cho Vestergaard. Hun har fundet ud af, at John Christopher Grant er manden bag en række erotiske noveller, der alle er skrevet under pseudonymer hentet fra Edgar Lee Masters klassiske stemmekor for døde, Spoon River Antologien.
To personer søger en forfatter. Hvad de finder og hvordan de gør det, må henstå. Blot vil jeg sige, at et af sporene fører til en villa i Vanløse, hvor en af Arturos gamle kolleger fra slagteriet bor. Her er et træ behængt med spejle, der ”hang som surrealistiske frugter og spejlede alle hjørner i haven i lyset fra den lavthængende sol.”
Til sidst – hvor Arturo og Sabine har skrevet et klimamanifest og tager selvskadeaktionen imod bilisme til et nyt trafikalt niveau – tilstræber Spejltræet også at være en budskabsroman om politisk aktivisme.
Med sin debut lægger Hans Henrik Rasmussen sig i forlængelse af andre forfattere, der har skrevet romanlitteratur og litteraturroman på én gang, f.eks. Umberto Ecos Rosens navn, Arturo Pérez-Revertes Dumas-klubben og Claire-Louise Bennetts Kasse 19.
Hans Henrik Rasmussen nærer tydeligvis en dyb tillid til skønlitteraturen, ja romanens bagsidetekst proklamerer ligefrem, at Spejltræet er en roman om ensomhed og kærlighed, ”og om at litteraturen kan redde os”. Men kan den det? Kan litteraturen redde os? Redde os fra hvad? Og hvordan? Er skrivning helbredende? Er litteratur en eksistentiel nødvendighed? Rummer læsningen en dynamisk overlevelseskraft?
Som roman om unge menneskers eksistentielle søgen, om litteratur, klassisk musik, billedkunst og et kompromisløst spring ud på de 70.000 favne (uden Gud), er Spejltræet et lidenskabeligt forsøg på at skrive en ægte storm- og trængselsår-roman (ovenikøbet med en hilsen til Goethes og den unge Werther, der forårsagede en selvmordsepidemi). Men desværre er det Sturm und Drang af den forhippede slags.
Spejltræet er langt hen ad vejen a good read om litteraturens dramatiske og romantiske kraft. Men det er først og fremmest en roman, som jeg har lyst til at elske, men desværre har svært ved at mærke. Selvom absolut velskrivende Hans Henrik Rasmussen både er dygtig, grundig og belæst, mangler han at finde formlen for romanens proportioner og narrative struktur.
Det intellektuelt ambitiøse står derfor side om side med det stilistisk prætentiøse, og det belæste og begavede står side om side med en forceret litteraritet.
Og så har jeg til gode at forstå hvilken symbolsk betydning spejltræet i Vanløse spiller, men den må være meget vigtig, siden det er placeret i romanens titel.