Weekendavisen den 5. april 2023
Ære. Anna Elisabeth Jessens nye roman giver en sitrende og bitter påmindelse om, at vi stadig lever i ofrenes æra.
Anna Elisabeth Jessen: Hjemsted. En sønderjysk skæbnefortælling. 460 sider, 299,95 kr. Gyldendal.
»Han ville så gerne en dag besøge en jazzklub.«
Da jeg læser denne sætning, gyser det i mig. Ordene dirrer så længselsfuldt af nøjsomhed og angst.
Det er Peter, der samler hele sit livshåb i denne ene tanke. Han ligger i en grøft et sted uden for Minsk. Det er tredje gang, han er ved Østfronten, og han kan mærke, at han er ved at blive indhentet af skæbnen: »Der er intet tiltrækkende ved hans krig længere.«
Peters slægt tilhører det tyske mindretal i Sønderjylland. Hans far var soldat på tysk side under Første Verdenskrig, eller Den Store Krig, som de siger i familien, og selv har Peter meldt sig under hagekorset.
Nu ligger han der på slagmarken. Han hører russiske stemmer, der nærmer sig, og han ved, at han ikke har en chance for at gøre modstand. Så kommer sætningen: »Han ville så gerne en dag besøge en jazzklub.« Og i umiddelbar forlængelse: »Jeg vil så gerne en dag besøge en jazzklub. Kære Gud. Jeg vil ikke dø. Tilgiv mig.«
Nazisme og jazz rimer ikke rigtig på hinanden. Men spørgsmålet er også, om hjemmetyskersønnen Peter er ideologisk nazist, eller om han mest af alt har arvet sin fars krigsspøgelser?
Denne scene er vigtig, ja, afgørende i Anna Elisabeth Jessens letlæste, interessante og sympatiske kollektivroman Hjemsted. En sønderjysk skæbnefortælling. For hvad er det egentlig, Peter beder om tilgivelse for?
Det handler om, siger jeg uden at sige for meget, farens gamle Mauser, de tyske besættelsestropper og de danske soldater, der i en kort, håbløs træfning forsøger at forsvare Danmark 9. april 1940.
Og så handler det om ære. Og jalousi. Peter har engang fået en ørefigen i biografen af en dansk officer, der troede, at han stjal hans venindes taske. Men hun havde jo bare glemt den, og Peter ville hjælpe.
For at gøre ondt værre var hun Peters drømmekvinde. Så hvad stiller en fattig hjemmetysker, der er opdraget med farens idé om »Nahme und Ehre« (men burde det egentlig ikke staves Name?), når han er blevet ydmyget af en dansk officer?
Heldigvis er Anna Elisabeth Jessen ikke faldet for klicheen om den ensomme mand, der bliver nazist for at hævne sig (vi kender motivet fra Morten Nielsens digt »Skæbne« om Tykke). Hun lader heller ikke den danske officer, Johannes, stå tilbage som en helteagtig forsvarer af fædrelandet. Tværtimod har hun gemt en portion ydmygelse til ham også. Hans officersære tåler ikke, at danskerne lod sig løbe over ende, så han skifter side og gør karriere i det berygtede Waffen SS.
Mellem disse to mænd, hvis veje krydses både i krigstid og fredstid, står kvinden Margrethe, uafvidende konfliktens dybde og rækkevidde. Hun har nok at gøre med at vikle sig ud af sit forhold til Johannes, hvis holdninger hun ikke kan forliges med, og mens han træder igennem som fuldtonet renegat, glider hun ind i modstandsbevægelsen. Udadtil er hun skolelærer, men i praksis også gruppeleder for egnens unge mænd, der udfører sabotage mod tyskerne.
Om disse tre skæbner – to danske mænd i tysk tjeneste og en kvindelig leder af den sønderjyske modstandskamp – udfolder Anna Elisabeth Jessen sin fortælling over mange årtier, fra førkrigstid over krigstid og efterkrigstid til nutiden, hvor der er krig i Ukraine.
Hjemsted har titel efter en sønderjysk landsby. Navnets dybe symbolik passer som hånd i handske til den identitetsgeografiske konflikt, der hører landsdelen til. Det er ikke så meget Margrethe, Johannes og Peter, det handler om. Det er Sønderjylland, der er den primære karakter.
Netop det at stamme fra et sted og høre til et sted er romanens kernestof. Det at flytte sig, frivilligt eller ufrivilligt, som soldat eller som flygtning, er et gennemgående motiv. Selv i efterkrigstiden er der hele tiden grund til at bryde op og søge en ny begyndelse et sted, hvor ens fortid ikke er kendt.
At læse Hjemsted i denne tid, hvor Ukraine igen er en europæisk slagmark, giver en sitrende og bitter påmindelse om, at vi stadig lever i ofrenes æra. Som litterært råmateriale er Anden Verdenskrig uudtømmelig, og Anna Elisabeth Jessen er langtfra den eneste, der i disse år skriver om besættelse, befrielse (forbavsende ulidenskabeligt) og efterkrigstidstømmermænd. Hun kan stille sig i geled med Birgithe Kosovic, Benn Q. Holm, Kirsten Thorup, Anne Lise Marstrand-Jørgensen med flere.
Selvom Hjemsted strækker sig frem til i dag, er Anden Verdenskrig det nav, fortællingen drejer sig om. Alle efterkrigstidsårtierne er refleksioner af krigsårene, for som Margrethe konstaterede i 1997: »Der var engang en krig.« Den formulering er lånt fra Klaus Rifbjerg og Palle Kjærulff-Schmidts film af samme navn fra 1966, og dermed er det hele faktisk sagt.
Anna Elisabeth Jessen er på én gang en intelligent og banal fortæller. Hun har forstand på dramaturgisk opbygning og fuld kontrol med narrative krydsreferencer, hvor veje pludselig kolliderer, beskrevet som tavse skæbnestunder. Og så klæder det romanen, at både Peter og Johannes skutter sig diskret i fortidens slagskygger.
Sproget er roligt, besindigt, jævnt. Alt i alt er der tale om en historisk oplysende og engagerende kvalitetskollektivroman, som man læser i en ruf.
Om Peter kommer på jazzklub? Det gør han vist. Forhåbentlig er det forløsende for ham. Men for læseren er det nu lidt af et antiklimaks.