Weekendavisen den 15. december 2023
Ubekvemt. En radbrækket mand lader det ulæselige tage bolig i det læsbare i Dan Ringgaards akademisk-analytiske essays.
Dan Ringgaard: Fra overdrevet. Ureglementerede læsninger. 384 sider, 299,95 kr. Aarhus Universitetsforlag.
Det funky forsidedesign til litteraturprofessor Dan Ringgaards nye bog om litteratur og læsning har skriggul typografien på en baggrund af to sort-hvide fotos af ældre dato, hvor en læsende mand i jakkesæt slænger sig uortodokst og ubekvemt i en lænestol.
Det gule på det sorte, designet af Anne Solmer, sender skarpe signaler om billig kvalitet (jeg var næsten på vej i Netto), mens fotografierne stråler af en slags læsesociologisk mystik. Hvad er det her mon?
Bagsideteksten får stemningen til at stige: ”Kan man kalde en rejse til forfatterens eller fiktionens steder for en læsning? Må man læse plukvis, blive slået bagover af en passage og springe andre over? Hvad kan en læsning der står i et essay, som en læsning i en akademisk artikel ikke kan? Hvordan læser oversættere? Er det tilladt også at læse med sine følelser, og kan det overhovedet undgås?”
Det er jo nogle skønne spørgsmål, Dan Ringgaard stiller i Fra overdrevet. Ureglementerede læsninger. Han vil, siger bagsideteksten, undersøge læsemåder ude på overdrevet, hvor konventionerne udfordres. I bogens pressemeddelelse står der endvidere, at disse overdrevslæsninger befinder sig på kanten af litteraturvidenskabens og undervisningssystemets autoriserede læsemåder.
Vinklen er altså kreativ og trodsig, ja i undertitlen ligefrem antiautoritær. Det passer perfekt til forsideillustrationen af en læsende mand, der forsøger at finde sig til rette i en ukomfortabel stol. Dan Ringgaard skriver ikke selv om det, men der er tale om et valgslægtskab, hvor litteraturforskningen og fotografiet møder hinanden. Fotoserien, der løber gennem hele bogen, er skabt af den italienske designer og futurist Bruno Munari i 1944.
Fotografierne fortæller en historie om læsning som lidelse, fysisk lidelse, og heldigvis handler det mere om dårligt møbeldesign, end om dårlig litteratur. Men fotografierne stiller det samme spørgsmål, som forfatteren: Hvor læser vi? Hvordan læser vi?
Fra overdrevet. Ureglementerede læsninger lægger ud med stærk litterær lidenskab i læsninger af Christina Hesselholdt og Tomas Espedal som forfattere, der rejser til – og skriver om – specifikke steder, som knytter sig til deres forfatterforbilleders liv og virke. Dan Ringgaard kalder det ”litterær turisme” eller ”litterære pilgrimsrejser”. Det handler om at give det læste krop og sjæl, om at supplere litteraturen med en slags situeret, performativ efterlæsning.
Forfatternes litterære stedsturisme sætter sig nye spor i litteraturen, hvorefter vi som læsere bliver stedsturister pr. stedfortræder. Men både forfatternes pilgrimsbesøg og vores egne rejser til litteraturhistoriens steder gør vores forestillinger konkrete og bidrager med nyt stof til vores forståelse af det, vi har læst.
Når Dan Ringgaard skriver om Christina Hesselholdt, der skriver om Emily Brontë og Tomas Espedal, der skriver om Francesco Petrarca, skriver han derfor ikke alene om forfatteres forbilleder og selvbilleder, men om den måde litteraturen lejrer sig i bevidstheden hos os, der læser.
Disse første kapitler er bogens højdepunkter, fordi jeg kan relatere dem direkte til min egen metode som læser og skribent. De steder, hvor forfatternes liv har udspillet sig, og hvor litteraturen finder sted, har altid optaget mig stærkt, givet mig lyst og energi til at læse mere, eller til at beskæftige mig med forfatternes levnedsløb i parløb med skrivningen.
Det inspirerende anslag, som Fra overdrevet. Ureglementerede læsninger spekulerer så effektivt og elegant i, emmer af nyskabende, intellektuel litteraturformidling. Dan Ringgaards litterære intellekt er frygtindgydende, hans læseglæde er smittende, og hans stilistiske formforsøg med essayistiske betragtninger i fri dressur er prisværdigt. Men samtidig slider den teoretiske stil på den umiddelbare lystlæseglæde.
Kan Fra overdrevet. Ureglementerede læsninger forstås som læseanalyse og litteraturformidling, hvis ikke man kender de værker, som Dan Ringgaard skriver om? Formelt, ja. Reelt, nej. Fordi jeg har læst Christina Hesselholdt og Tomas Espedal, kan jeg følge bogens læsninger og pointer. Det samme kan jeg i kapitler om f.eks. Christian Yde Frostholm, Amalie Smith og Ole Robert Sunde. Men de forfattere, jeg ikke har læst, f.eks. Gunhild Øyehaug og Ida Holmegaard, bliver ikke nær så nærværende. Måske siger det noget om, at min læsning bliver uopmærksom – ureglementeret? – når teksten ikke aktiverer min personlige litterære erindring?
Når Fra overdrevet. Ureglementerede læsninger er bedst, er den åben, fri og inviterende, men af og til føler man sig også som Bruno Menaris ubekvemme læser, der søger efter den rette position.
Dan Ringgaards pointe er, at vi altid læser i samspil med andet, end bogen selv, og derfor er der noget performativt over vores litteraturlæsning, ja noget følelsesmæssigt, indtryksbestemt, affektivt. Den norske mesterstilist Ole Robert Sundes taler om, at ”alt spiller ind”, når vi læser, og at læsning bør forblive uafsluttet som en flydende uro. Dan Ringgaard selv taler om at ”lade det ulæselige tage bolig i det læsbare”, og det lyder som et selvportræt med selvindsigt. Præcis sådan er det, at tage med ud på det ureglementerede overdrev.