Weekendavisen den 29. september 2023.
Menneskejagt. Den 2. oktober for 80 år siden flygtede de danske jøder over Øresund.
Stockholm, onsdag morgen den 1. december 1943. Temperaturen er et par grader over frysepunktet, da morgenposten bliver delt ud på Stramaljvägen i forstaden Riksby.
Postbuddet har allerede bemærket, at der er flyttet nye beboere ind i lejligheden nummer 8, »nedre botten t.v.«. De kom for et par uger siden. De er vist danske. På dørskiltet står »A. Rothstein«.
I lejligheden stuen til venstre bor en familie med to små sønner. For to måneder siden kom de over Øresund i nattens mulm og mørke et sted i Køge Bugt. Manden er dansk, hans hustru er svensk, og hendes slægtninge har hjulpet dem på plads i hendes hjemby, Stockholm.
Postbuddet letter på brevsprækken og stikker dagens post ind. Det er en ny ugeavis, »Danskeren: Tidsskrift for Danske i Sverige«. Inde i lejligheden løber en lille krølhåret dreng på fire år ud i entreen og samler posten op. Han løber tilbage til køkkenet og overrækker stolt avisen som et trofæ. Hans far klapper ham på hovedet, breder avisen ud på bordet og sætter sig til at læse.
Et stort fotografi på avisens forside viser en uniformsklædt betjent med dobbeltradede guldknapper, sabel i bæltet og hvide handsker, som smilende udpeger retningen for en dansk kvinde. Det er, fortæller billedteksten, »en typisk Episode fra Stockholms Gader, hvor en svensk Konstabel viser en ung dansk Pige Vej«. Overalt, står der, »møder Danskere Hjælpsomhed og Hjertelighed fra det svenske Folk«.
Et andet foto på forsiden viser Christmas Møller på cykel med blød hat og butterfly. Artiklen er hans hilsen fra London til de danske flygtninge i Sverige. Han er lykkelig over at vide, at hele det danske folk stod bag vores landsmænd i forfølgelsens stund. Han har gang på gang sagt, skriver han, at danskerne vil sige et stærkt og enstemmigt »Nej« til forfølgelser af de danske jøder: »Vi er lykkelige over, at saa mange Landsmænd undslap den tyske Brutalitet og kunde finde Fristed i det Sverige, som staar vort Hjerte saa nær.«
Også den store svenske forfatter Vilhelm Moberg tager godt imod de danske flygtninge. Under overskriften »Icke i främmande land…!« skriver han: »Danskerne har stået det onde imod, den danske nation oplever i dag en åndelig stormagtstid. Vi ønsker inderligt at I her hos os ikke skal føle jer som om I befandt jer i et fremmed land!«
Den danske flygtning læner sig ind over avisen ved køkkenbordet. Han kalder på sin kone. Peger på en annonce, som Svenska Dagbladet har rykket ind. Kontakten over Øresund mellem danske og svenske brødre kan nok brydes for en tid, står der, men aldrig broderskabet selv, og den vished er en mægtig kraftkilde i en ond tid. Avisen forsikrer danske venner om, at den vil sætte hele sin indflydelse ind i arbejdet for et frit Norden.
Ægteparret sætter sig sammen og læser den nye avis. De læser et indlæg af den norske forfatter Sigurd Hoel, der hylder den danske fødevarehjælp til Norge.
De læser, at den unge danske journalist og forfatter Jens Gielstrup der i 1940 meldte sig som frivillig hos Royal Air Force er forsvundet under et bombetogt over Tyskland.
De læser, at de tyske ”Eksekutions-Plutoner” har optaget bøddelarbejdet i Danmark, og måske tænker manden, at der rettelig burde have stået pelotoner. Under alle omstændigheder: En arbejder, en bagerlærling og en konstruktør er blevet henrettet af voldsmagten i Danmark for det, journalisten kalder »patriotisk virksomhed«. Avisen konstaterer, at menneskejagten i begyndelsen af oktober øgede kampviljen, og at henrettelserne vil virke på samme måde. Den danske reaktion behøver ikke nærmere uddybes, står der: Vold avler altid vold.
De læser professor Albert Olsens reportage om at være interneret i Horserød. De læser om livet i de svenske flygtningeforlægninger.
De læser om oprettelsen af vuggestuer, børnehaver og et kontor for flygtningenes udøvelse af idræt og sport under ledelse af Kaptajn N. v. Holstein Rathlou under velvillig assistance af landsretssagfører Leo Dannin, Snickarbacken 6.
Manden sidder og tænker lidt ud i luften. Hans kone får travlt med hus og børn. Så lukker han stille avisen og gemmer den til sine efterkommere.
.