Misundelsesløgnen

Weekendavisen den 28. januar 2022.

Roman. En voldtægtsanklage, en løgn, et selvmord og livslang anger. Anna Elisabeth Jessens bygger stort med nøjsomme midler i moralsk diskussionsroman.

Anna Elisabeth Jessen: Oblivion. 238 sider, 249,95 kr. Roman. Gyldendal.

Titlen på Anna Elisabeth Jessens nye, lavmælte og gravalvorlige roman, Oblivion, er et formuldet fremmedord, der betyder glemsel. Men romanen handler slet ikke om glemsel. Den handler snarere om at gøre op med glemslen, eller rettere: med en dyb fortræning af en livsforandrende tragedie. Og om – hvilket er romanens kerne – fortrængningens formålsløshed

På en lejrtur for unge spejdere har den populære 18-årige spejderleder Hans og den 15-årige pigespejder Johanne samleje på en søbred, mens resten af selskabet danser og drikker oppe i hytten. Da Hans næste dag bliver anklaget for at have voldtaget Johanne, ramler hans verden, og han hænger sig selv i en vaskekælder.

Var Hans skyldig i voldtægt? Nej. Som situationen er beskrevet, er der tale om samtykke mellem to unge mennesker, der ved, hvad de gør. ”En gang skal jo være den første”, tænker Johanne gentagne gange. Men da hun senere på natten betror sig til hjerteveninden Ida, som også er med på lejren, tager sagen en frygtelig drejning.

Ida siger, at Hans også har forsøgt at komme i seng med hende i det lille telt. Det er en pludselig skødesløs indskydelse, overhovedet ikke sandt, men udtryk for en blanding af ønsketænkning og jalousi. Da Johanne begynder at græde, skifter Ida stil. Nu overtaler hun veninden til at ringe hjem, og midt om natten bliver Johanne hentet af sin mor, der kører hende på skadestuen, hvor en gynækologisk undersøgelse viser rester af sæd, men ingen tegn på vold.

Natten ved spejderhytten udgør en kolossalt uskyldstab i de unge menneskers liv, og herefter kan intet være som før. Hans kan – bogstavelig talt – ikke leve under voldtægtsmistankens tryk, og da både hans far og spejderbevægelsen vender ham ryggen, er han isoleret fra alle sine idealer og hele sin fremtid som gårdejersøn. For ham er selvmordet eneste mulighed.

For Johanne og Ida er uskyldstabet nådesløst. Johanne ved jo, at hun ikke blev voldtaget. Og Ida ved, at hun har løjet om Hans, og fået Johanne til at ringe til sin mor, hvorefter sagen eskalerede ud af proportioner. Det er en hård bryde at skulle leve med i al fremtid.

Romanen er fortalt i to tidsplaner. Selvmordstragedien fandt sted for tyve år siden og belyses i tilbageblik. I nutiden er Ida og Johanne voksne uden kontakt med hinanden. Som piger sværmede de en skæbnesvanger aften for den samme fyr, men hverken venskabet eller drengens liv kunne overleve den uoverlagte misundelsesløgn.

Johanne er jurist og arbejder som forsvarsadvokat for unge mennesker på den københavnske vestegn. Man fornemmer, at hun gennem den karriere søger en slags absolution, som om hun har brug for at hjælpe de drenge, som alle andre har dømt på forhånd.

Ida bor i Berlin, hvor hun arbejder som litterær oversætter, og det er hendes private selvransagelse, der trækker fortiden ind i nutiden, hun skal nemlig debutere som forfatter med en roman om en spejderlejr, en voldtægtsanklage og et selvmord. Hermed bliver alle, der var tæt på begivenhederne – Johanne, Johannes mor, Hans’ far, Hans’ kammerat, et par spejdere, sygeplejersken, politimanden, spejdernes generalsekretær – tvunget ud af deres obliviøse tilstand. Den roman, Ida udgiver, er snedigt nok den roman, vi læser.

Ifølge Gyldendals pressemeddelelse er romanens handling inspireret af en historie, som Anna Elisabeth Jessen engang arbejdede med til en dokumentar, der aldrig blev realiseret. Aha, et stykke virkelighedsfiktion, tænker jeg, og søger på ”spejder voldtægt”, hvorefter internethukommelsen viser mig en række artikler fra 2002. Dermed kan litteraturens bogholdere begynde at udforske blandingsforholdet mellem fiktion og journalistik.

Oblivion er en krukket og poserende titel. Romanen kunne lige vel have heddet Glemsel. Men, altså: Handler det her overhovedet om glemsel? Handler det ikke langt mere om livslang anger, en altfortærende fortrydelse?

Jo, det gør det, og ingen fortryder mere, end Johanne. Da hun græd den nat i teltet, handlede det ikke om at hun fortrød at hun havde været sammen med Hans, men om at hun troede, at Hans også havde forsøgt sig hos Ida. Hun er ikke offer for voldtægt, men for en venindes løgn, og efter Hans’ selvmord fordømmer hun sig selv:

”Hun er ond, det er det eneste, der er helt klart, og hun har haft dårlige hjælpere. Hvorfor skulle Ida overtale hende til at ringe til sin mor? Og hendes mor er den værste af dem alle, hvorfor køre på skadestuen? (…) Johanne har aldrig oplevet noget, der ikke kunne ordnes, fikses, men det kan det her ikke. Det eneste er at sove, glemme, være væk, dø, men det får hun ikke lov til. Og det tør hun heller ikke. Ikke nok med, at hun er ond, hun er også en kujon.”

Hun har haft dårlige hjælpere. Det er en frysende og gysende sætning om en 15-årige pige, hvis liv bliver ødelagt af hendes venindes løgn og hendes mors misforståede omsorg.

Det stille vand har den dybe grund, siger man, og Anna Elisabeth Jessen bygger stort med nøjsomme midler. Sprogæstetisk er romanen absolut mådelig, særligt er Idas og Johannes følelsesudviklinger skrevet som underligt emotionsløse referater, men som moralsk diskussionsroman om skyld og skam, uskyldstab, anger, bristede hjertebånd, løgnens pris og – vigtigst af alt – voksne menneskers fatale forudantagelse af skyld, rækker Oblivion både højt og dybt.