Et luftkastel?

Weekendavisen den 6. maj 2022

Sær fortælling. Måske er Anders Søgaards roman mislykket på så højt niveau, at den går hen over hovedet på mig.

Anders Søgaard: Hus uden fundament. 260 sider, 249 kr. Roman. Kronstork.

Gad vide hvad det er, jeg lige har læst? Hvad går Anders Søgaards Hus uden fundament mon ud på? Og er det overhovedet en roman? Ja, det påstår den i hvert fald selv, og det er naturligvis meningsløst at diskutere genrebetegnelse med 260 sider prosa.

Ok, hvis den vil være en roman, så lader vi den være en roman. Men den ligner nu til forveksling en samling noveller, hvor Anders Søgaard med største naturlighed bryder al realisme ned i en sær og stræbsom prosa – dog uden at blive sær på nogen særlig interessant måde.

At det hele er skrevet med respektindgydende polyhistorisk begavelse, tvivler man ikke på. Anders Søgaard bevæger sig tvangsfrit i historie, religion, litteratur, musik og arkitektur. I sin akademiske karriere har han i øvrigt forsket i lingvistik og sprogteknologi, og han er professor på Datalogisk Institut på Københavns Universitet.

Ifølge bagsideteksten er Hus uden fundament ”en bog om de huse, vi lader bag os”. I praksis betyder det, at fem forskellige og indbyrdes uafhængige titelløse fortællinger – fra middelalderens munkekloster til vor tid – har bygninger som et subtilt fællesspor: klosteret, hospitalet, hotellet, kirken, boligen. Det hele står og dirrer, vi glider mellem tiderne i forvirring og fantasmagori, tydeligst i en fortælling, hvor Marmorkirken i København forsvinder.

Der løber et bånd af tyske lokationer og relationer gennem hele bogen. Mest konkret er en koldkrigsfortælling fra DDR. En ung studerende vågner i en hospitalsseng efter at have fået det ene ben amputeret, hvorfor får han aldrig at vide, så det gør vi heller ikke. Drengen har hukommelsestab, men han får at vide at han hedder Peer og bor hos sin oldemor. Hun er senil og forveksler ham med sin egen søn, hans morfar. Hvordan kender man sandheden om sig selv, når hukommelsen er utroværdig?

En dag dukker en mand op, sandsynligvis fra KGB. Peer får at vide, at han – trods sin unge alder – skal være forskningsassistent på et laboratorium, der udvikler sandsynlighedsmodeller for komplekse smittemønstre. Det handler vel at mærke ikke om at kunne inddæmme smitte, men om at regne ud, hvor smitten skal introduceres for at ramme flest muligt mennesker.

Men Peer vil ikke medvirke til massemord. Han får hjælp til at flygte ud af landet ved at ro de tyve kilometer til den danske kyst. Han når i land, og humper med sin krykke ind over en mark. Pludselig står der en pølsevogn i en plovrille. Peer får en pølse af manden i vognen. Hans opgave er at holde tal på bådflygtningene, siger han: ”Schlüter-regeringen har finansieret det her modtagelsescenter. Når du har spist din pølse færdig og drukket din kakaomælk, er du en af os, du er for evigt fri.”

Denne scene er måske bogens mest vellykkede og tankevækkende kollission mellem realisme og absurditet.

Hus uden fundament henter sin titel fra en kort passage, hvor en af romanens mange (bi)personer, Ann, beskæftiger sin med Kafka, der i nogle notater sammenligner det at skrive med det at bygge et hus:

”Kafkas hus var uden fundament, så han blev ved med at bygge det forfra, men frygtede at løbe tør for kræfter en dag og stå med to halvt færdige huse. I disse anstrengelser var han hele tiden hjemløs, hele tiden søgende efter et hus, som blev stående og ikke fornægtede ham. Det var, mens hun læste Kafkas notater, at Ann indså, at det hus, hun troede hun havde bygget og nu boede i, var et luftkastel.”

Da jeg læste denne passage, tænkte jeg at den paradoksalt nok var adresseret til romanen selv – og at den rammer hovedet på sømmet. Men efterfølgende har jeg tænkt, at passagen – der jo rummer romanens titlen og dermed også er en nøgle til værket – måske slet og ret er værkets selvbeskrivelse. Skal romanen rent faktisk være halvt færdig og hjemløs? Skal den fornægte både sin forfatter og sin læser?

Jeg må lade min tvivl flyde. Måske er Hus uden fundament mislykket på så højt niveau, at den går hen over hovedet på mig. Måske siger min desorientering noget om min begrænsning som læser. Måske siger den noget om Anders Søgaards begrænsning som forfatter. Måske har han skrevet en roman, der med vilje hverken har jordforbindelse eller konsistens. Måske skal Hus uden fundament være en roman uden fundament, altså et luftkastel. Jeg ved det ikke.