Weekendavisen den 20 maj 2022.
Debutroman. Zakiya Ajmi har skrevet en delvist vellykket problemroman om privilegieløse mennesker.
Zakiya Ajmi: Delvist møbleret. 268 sider, 249,95 kr. Roman. Gyldendal.
Nadjas tilværelse er ét stort kaos af brudte relationer til mænd. Den første (som vi aldrig hører nærmere om) er far til hendes datter, Lea, som Nadja fik som bare 16-årig. Den anden, Yousuf, er far til lillesøsteren Amina, der går i børnehave. Og den tredje, Jakob, er et svin, der er både velhavende og voldelig.
Vi begynder in medias res. Nadja er på flugt fra Jakob, hun skal i familieretshuset med Yousuf for at aftale hans samvær med Amina, og endelig, og ikke mindst, skal hun forsøge at begå sig i rollen som enlig mor. Lea er 16, og Nadja selv er kun dobbelt så gammel.
Efter skilsmissen fra Yousuf, gav Nadja slip på alt, og har siden været i frit fald. I et forsøg på at stabilisere hverdagen med døtrene, lejer hun en bolig på en forsømt gård udenfor stationsbyen Hvalsø midt på Sjælland. Her bor mælkebonden Jørgen, en ensom enkemand.
Lea går sine egne veje, som den utilpassede teenager, hun er, og Nadja holder sig ikke for god til at fortælle sin datter, at hun ligner en luder, når hun bruger for meget pudder. Imens bekymrer børnehaven sig for lille Amina, der har svært ved at opføre sig ordentligt, hvilket hun ikke har fra fremmede. Nadja har mildest talt aldrig gået i flinkeskolen, og den lille familie lever af de kontanter, hun inden flugten stjal fra den voldelige ekskæreste.
Forfatteren Zakiya Ajmi (f. 1992), uddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur, har tidligere udgivet flere b&u-romaner, blandt andet Vulkan, som var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for børne- og ungdomslitteratur, og nu udkommer hendes første roman for voksne. Den hedder Delvist møbleret og er delvist vellykket. Måske kun lige knap og nap.
Som moderne problemroman om privilegieløse mennesker er Delvist møbleret en empatisk roman. Zakiya Ajmi har et udmærket blik for de situationer, hvor systemerne taler ned til borgerne, og hvor institutionernes skrankepaver ser typer frem for mennesker. Det bedste eksempel er den omsorgsfuldt emsige børnehavepædagog Nisse-Lone, der vil have Nadja til at sætte grænser for Amina. Skildringen af pædagogen bygger på banaliteter og klicheer, men det fungerer ikke desto mindre glimrende som et kosteligt stykke satire.
Også portrættet af hovedkarakteren Nadja er overbevisende, hun er en troværdig desperado, som man ikke kan lade være med at omfavne med en vis sympati, uanset hvor usympatisk hun opfører sig. Når hun møder sagsbehandleren fra familieretshuset, Leas gymnasielærer eller Aminas pædagog, fyldes hun af modvilje overfor autoriteter, og selvom hun lægger bånd på sig selv, ryger der voldsomme finker af panden.
Disse situationer udgør romanens gode og klare fokus om det enlige moderskabs problemer. I en tid, hvor litteraturen byder på så mange intense selverfarede skildringer af graviditet, fødsel og det tidligste moderskabs byrdefuldhed, tilbyder Zakiya Ajmi en stærk skildring af relationen mellem moren og teenageren. Lea har en voldsomt udfarende kraft, ligesom sin mor, men vigtigst er måske den gådefuldhed, hun forlader romanen med. En gådefuldhed, der fint afspejler det forhold Nadja har til sine forældre. Vi får at vide, at de var til stede i hendes liv, da hun fødte som 16-årig. Dengang tog de et billede af ”deres datter med en datter, et barn med et barn”. Men hvor de er nu som bedsteforældre, forbliver ubelyst.
Delvist møbleret er den anden Gyldendal-debutantroman (den første var Pelle Møllers Tilflytterne) på bare en måned, der beskæftiger sig med en slags eksistentiel flugt fra storbyen til en provins, hvor kvinder fra København både møder mystiske enkemænd og en sært besjælet natur, og begge romaner synes skåret over den samme narrative læst .
Også Delvist møbleret prøver at række ud over sin egen konkrete dimension med scener, der tilføjer mystik, for eksempel et skovbryn, der synes at rykke nærmere på huset, et mystisk gurglende afløb, der afslører et bundråddent fundament, ikke at forglemme de uheldsvangre og uhyggelige råger, der varsler død og destruktivitet. Disse symboltunge scener om en presset og utilfreds natur, virker dog mere som simulation af stemninger, end som stemninger i egen ret.
Zakiya Ajmi er jævnt velskrivende, men hendes hensigt er for nem at aflæse, og der er ikke nogen nye indsigter i denne socialgyser om en voldsflygtning i en udslidt landejendom i en søvnig stationsby. Som helhed er romanens handlingskonflikter for forudsigelige til at være interessante, og selvom Nadja er godt tegnet som den unge mor, der var et barn med et barn, er det svært at føle engagement for hendes forhold til eksmand og ekskæreste, og især til særlingen Jørgen og en Hvalsø-far i ægteskabskrise, som hun har en affære med.
Titlen, Delvist møbleret, siger jo det hele. Men pressemeddelelsen, der følger med bogen til anmeldelse, undlader ikke at citere forfatteren for, at man også kan være delvist møbleret som menneske. Så er den pointe skåret i pap, hvis vi anmeldere ikke skulle fatte det. Men vi fangede faktisk pointen allerede på side 1.