Weekendavisen den 11. marts 2022
Essay. Forfatteren Thor Lange er en af litteraturhistoriens særeste og mest bemærkelsesværdige skikkelser. Han blev optaget i den russiske adel og drev et gods syd for Kiev.
På en lille plæne i Østre Anlæg – en bypark, der for 150 år siden opstod på resterne af Københavns sløjfede fæstningsanlæg – står en granitsokkel med en bronzebuste af en mandsperson med et brysk alvorsblik, buskede øjenbryn, stridt overskæg og en bondsk hue.
Taras Schevchenko, hedder han, født 1814, død 1861. Ukraines nationaldigter.
Monumentet blev opstillet for tolv år siden på initiativ af Dansk-Ukrainsk Venskabsforening, der formidlede et ønske fra den ukrainske stat – som til gengæld tilbød at stille en buste af H.C. Andersen op i Kiev.
Københavns Kommune viste stor imødekommenhed, og siden har den ukrainske billedhugger Sergei Bugoslavskijs værk stået på sin plads i parken – ironisk nok i kiggeafstand fra den russiske ambassade i Kristianiagade (endnu ikke Ukrainegade) – i god ro og orden.
Eller: Stort set i god ro og orden. I juni 2021 skete der noget. Forud for EM- landskampen mellem Danmark og Rusland, blev monumentet vandaliseret. Ukendte gerningsmænd overmalede den ukrainske digter med det russiske flags farver og skrev politiske budskaber på soklen. Det lignede tilfældig hooliganisme, men i dag kan vi se, at de patriotiske paroler er identiske med dem, Vladimir Putin
har brugt i sit angreb på Ukraine her ti måneder senere: KRIM = RUSLAND, FUCK NATO og NO NAZIS.
At Taras Schevchenko står i Østre Anlæg er altså et udslag af ukrainsk soft diplomacy. Men det ville være synd at sige, at forfatteren har en position i vores litterære bevidsthed. Faktisk findes der ikke mere, end et enkelt digt
af den ukrainske nationaldigter på dansk:
Ak, rind op, rind op,
Du min klare Stjerne, Du min reneste!
Ak, kom ud, kom ud,
Du min unge Kjærlighed, min eneste!
Du var min, var min
fra den aller første Tid, jeg kjendte Dig.
Glad igjen, igjen
bag de tætte Hylde tør jeg vente Dig.
Ak, kom ud, kom ud
blandt de hvide Blomster, blandt de dryssende;
fast i Favn, i Favn
knug mig ind ustandseligt mig kyssende!
Gendigtningen af Taras Schevchenkos ‘Folkevise’ skyldes en af de særeste og mest opsigtsvækkende – men helt oversete – skikkelser i den danske litteraturhistorie, en mand, der om nogen forbinder Danmark med Ukraine.
Thor Lange blev født i København i 1851. Han var en ekstrem sprogbegavelse og uddannede sig derfor til filolog med en doktorgrad i græsk og latin. Samtidig begyndte han at skrive digte – han var en del af kredsen omkring Johannes Jørgensens tidsskrift Taarnet – og oversætte klassikere fra oldtiden og middelalderen.
Der var langt an til en løbebane som digter og sprogforsker, men så, i 1875, fik Thor Lange tilbud, der skulle vise sig at ændre alt. Rusland havde brug for filologer til at undervise i de klassiske sprog, og efter den danske Prinsesse Dagmars bryllup med storfyrstronfølger Alexander III, var det oplagt at hyre nogle filologer fra den kommende zars hustrus hjemland.
Thor Lange ville gerne væk fra en mislykket forelskelse i København, og russerne lokkede med en god løn. Han lod sig derfor ansætte på det østerlandske sprogakademi i Moskva, og som man kan læse i Henrik Wivels portræt i Dansk litteraturhistorie 1870-1920, var dette begyndelsen på en komplet ændring af den unge filolog og digterspires tilværelse:
”Hans notoriske sprognemme betød, at han efter få år beherskede russisk tale og skriftsprog lige så godt som dansk, og han steg hurtigt i graderne i det russiske samfund, hvor han førte sig frem med verdensmanerer og et diplomatisk grandseigneur-præg, der synes at have virket uimodståeligt. Han blev overlærer ved adelsgymnasiet i Moskva og gift med den russiske fyrstinde Nathalia Michailovna de Protopopoff, hvis gods syd for Kijev i Ukraine han drev med en ikke mindre udviklet sans for landbrug, kornforædling og vindyrkning. Han blev en af de højst dekorerede udlændinge i det russiske samfund med generalsrang, titel af statsråd og excellence, og i 1899 blev han endog selv fyrste og optaget i den russiske rigsadel.”
Thor Langes liv og karriere udspandt sig i Rusland, hvorfra han både skrev artikler til danske aviser, virkede som konsul for Danmark og indleverede sin doktorafhandling til Københavns Universitet (om den russiske forfatter Aleksej Tolstoj) – men fædrelandet vendte han aldrig for alvor tilbage til. Hans svigerfar, der var oberst i zarens livgarde, ejede jorde svarende til arealet af Fyn, og godset Napadikva blev Thor Langes hjem. Her er blev han begravet, da han døde som 63-årig i 1915.
To år efter brød den russiske revolution ud, men takket være det gode forhold, Thor Lange altid havde haft til godsets landarbejdere, blev den adelige enke ikke jaget på porten af de revolutionære. Fyrstinde Nathalia Michailovna de Protopopoff blev boende på Napadikva til 1925, hvor hun emigrerede til sin mands fødeland.
Godset står stadig i det centrale Ukraine, men det er forladt og forsømt, og har ligget hen som en ruin længe inden russisk militær ti dage inde i krigen bombede området, blandt andet en lufthavn blot 50 km. væk. En fotoserie på Wikimedia Commons viser den gamle landejendom, hvor facaderne er smuldrede ind til de rå mursten, og stuerne står tomme og forvitrede.
Thor Langes karriere – fra filolog til fyrste – er mere bemærkelsesværdig, end hans lyriske forfatterskab, der primært blev udgivet under pseudonymet Ebbe Munk.
Hans erindringsskitser fra Rusland og Ukraine er straks mere interessante, ikke mindst skriver han et øjenvidneportræt af en mand, han kalder Ruslands største romanforfatter efter Ivan Turgenjev, nemlig Fjodor Dostojevskij, der har en ”kærnefuld idealitet”, som i nogen grad formilder det ”lidet fornøjelige stof”, han vælger til sine fortællinger.
Ifølge Dansk litteraturhistorie 1870-1920 mente Thor Lange sig ”født for sent”. Det var som om, hans idealer stammede fra middelalderen, han var overbevist om, at han nedstammede fra den jyske stormandsslægt Hvide. Han sværmede ligefrem for ”sansebedårende gralsfantasier” og lod sig portrættere i gralsridderrustning.
Men Thor Lange var kommet nogle århundreder for sent til korstogene og jagten på den hellige gral, og han var ikke kun faret vild i tiden. Han han var også på mellemhånd mellem Danmark og Rusland og Ukraine – eller Lillerusland, det gamle navn, som han også brugte – og han skrev om at bære hjemløsheden i sit bryst, han kaldte det ”en urolighedens fortærende, oprivende sygdom”. Dertil kom de religiøse anfægtelser, han var født protestant, men følte sig katolsk, men var samtidig nervøs for, at han var så romantisk anlagt, at han var forkastet af gud. ”Beklag mig!” skrev Thor Lange i et brev. ”Jeg risikerer at miste fodfæste både i mit fædreland og her – og alle vegne.”
Han følte sig, skrev han, fædrelandsløs gennem hele livet, så måske var det sig selv, Thor Lange tænkte på, da han lagde et af sine digte i munden på en haidamak, en fredløs kosak, der vandrer landflygtig omkring på steppen:
Ensom stirrer selv jeg ud mod alle Verdens Egne,
om jeg skue maa Guds Sol og se mit Hjem Ukraine.
Kom nu, stærke Tordenregn, Guds Himmel, lad det regne,
slaa det sorte Støv til Jord, at jeg maa se Ukraine!
Thor Langes dybe interesse for Danmarkshistorien varede ved, og tilsyneladende mente han, at det påhvilede ham, at vedligeholde mindet om fortiden. Han tog derfor initiativ til etableringen af en elleve historiske mindemonumenter rundt omkring i Danmark, som han finansierede med indtægter fra forfatterskabet. Den første afsløring fandt sted i 1891 med Erik Klipping-korset ved
Finderup Lade, og det sidste monument blev Erik Ejegod-stenen ved Viborg i 1915.
Thor Lange blev begravet på godset Napadikva samme år. I 1927 blev hans kiste gravet op og fragtet fra Ukraine til Danmark, hvor Nathalia Michailovna de Protopopoff havde bosat sig. Hun tilbragte sin sidste tid på plejehjemmet Sarepta på Frederiksberg, hvor hun døde i 1937. Derefter blev ægteparret forenet i en smuk grav, der ligger med udsigt over den lille sø, der går under navnet Det Røde Hav, på Vestre Kirkegård i København.
Et andet sted i byen, i Østre Anlægs på det gamle voldterræn, står den ukrainske nationaldigter Taras Schevchenko skråt overfor den russiske ambassade, og i kirken i Napadikva i det centrale Ukraine hænger endnu i dag en mindetavle, tegnet af arkitekten bag Københavns Rådshus, Martin Nyrop, for den danske filolog, digter, oversætter og gralsridder, der blev ukrainsk godsejer, konsul og excellence i den russiske adel. Nok er han gledet i glemsel i dag, men Thor Lange efterlod et stykke Danmark i Ukraine og et stykke Ukraine i Danmark.